Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Ludvig Heiberg FRA: Thomasine Christine Gyllembourg (1773-11-09?/1856-07-11?)

Til min Søn Johan Ludvig Heiberg.

Jeg forudseer, at det efter min Død kan hænde sig, at Du vil finde Dig foranlediget til at nævne mig som Forfatter til de Skrifter, som ere udgivne af Dig, under Benævnelse af Noveller, Fortællinger o. s. v. af Forfatteren til en Hverdagshistorie. I dette Tilfælde ligger det mig paa Hjerte at give Opløsning Paa en Gåde, som jeg paa en Måde har fremsat i det Brev under hiint Firma, som findes i den flyvende Post for 1834, Nr. 31, *) thi uden al Forklaring over de Oplysninger om min Personlighed, som jeg i dette Brev har givet, vilde det synes, som jeg tiltrods for mine Forsikkringer dog har løiet for det Publikum, der har viist mine Noveller saa megen Indest og Overbærenhed: en Tanke, som jeg ikke kan taale at tage med mig i Graven. s. 220 Jeg meta derfor forklare, hvad jeg har tænkt mig ved hine Yttringer.

Naar jeg siger, „at jeg i mange Aar med Alvor og Kjærlighed har røgtet et Kald heel forskjelligt fra en Digters", saa forstaaer jeg derved det qvindelige Kald i de nærmeste og fjernere Forhold, et Kald, hvis høie Vigtighed Ingen nok kan erkjende. Naar jeg siger, „at jeg haaber, at mine ubetydelige litterære Frembringelser ikke skulle være det Eneste, jeg efterlader mig, som Vidne om min jordiske Tilværelse", saa mener jeg dermed det Eneste, hvorved jeg er mig bevidst, at en Følelse af Stolthed har nærmet sig min Sjæl. Det, at jeg er din Moder! min elskede Ludvig! som jeg ærer saa høit, og at ikke blot dette Fortrold af Moder og Søn, men et inderligt, fortroligt Venskab har forenet os, saa langt et Stykke af vores begges jordiske Vandring. At jeg i Dig skal efterlade mit Fædreneland en herlig Gave, det trøster jeg mig ved at tænke. Jeg haaber ogsaa selv at leve i mine andre Venners og Nærmestes Erindring, de som venlig og trolig have vandret i Livet med mig. Jeg haaber, at de ville erindre mig som et qvindeligt Væsen: elskende og trofast. Naar jeg taler om „min Omtumlen paa Verdens Hav, mellem forskjellige Mennesker og Nationer", saa veed Enhver, som har kjendt mig, at det er sandt, uagtet jeg saagodtsom aldrig har forladt Kongen af Danmarks s. 221 Stater. At jeg gjør „min ydmygste Afbigt til den qvindelige Beskedenhed," er vist mit Hjertes oprigtigste Mening. Jeg har ofte „med Ret eller Uret" tænkt, at jeg havde krænket eller fornærmet den ved at vove mig ud paa en Forfatters mandige Bane. Du veed, min Lndvig! at fra først var en Spog, siden en Attraa efter at behage Dig, Grnnd til at jeg forsøgte en Beskjæftigelse, der snart blev mig saa kjær, at jeg ikke igjen kunde forlade den, uagtet en ubeskrivelig Undseelse, næsten en Skræk greb mig, naar jeg ret betænkte, at jeg som ikke blot var et Fruentimmer, men vistnok en af de frygtsomste og svageste af mit Kjøn, var fremstaaet for Publikum, som Digter, og var af Adskillige anseet som saadan. Denne min Bekjendelse maa være min Undskyldning hos de kjære Venner, for hvem jeg, naar Samtalen, mod min Villie, kom paa denne Materie, haardnakket nægtede Sandheden. Jeg beder dem tilgive mig, og jeg forsikkrer, at ingen Mangel paa Fortrolighed var Skyld i denne min Handlemaade; men at jeg deels frygtede for at de efter en saadan Opdagelse ikke skulde see mig med de tilvante Øine, deels var det mig umuligt at overvinde den Undseelse, der forbød mig en saadan Tilstaaelse. De faa Fortrolige, jeg i denne Sag har havt: Din efter mit eget Hjerte valgte Hustru, og min dyrebare Pleiesøn Georg Bunten takker jeg herved for den Troskab, hvormed s. 222 de have bevaret min Hemmelighed. Disse mine to elskede yngre Børn og alle mine andre Venner og Velyndere bringe disse Linier endnu engang en Hilsen fra mig.

Og nu overgiver jeg herved dette mit litterære Testamente i din Haand, der ikke blot i Litteraturen har været min Støtte, men ogsaa paa et langt Samlivs stundom blomsterklædte, stundom tornefulde Bane.

Thomasine Christine Gyllembourg
Ehrnsvärd, født Buntzen.