Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Bjørnstjerne Bjørnson (1868-07-06)

Kristianiaden 6. Juli 68.

Kjere Hegel!

Min »Fallit«, Skuespil i tre (lange) Akter bliver færdig, til jeg begynder med Theatret, hvis jeg begynder med Theatret. Jeg har gjort stride Betingelser; thi jeg vil ikke tabe i Indtægt ved at have Theatret, men vinde, og jeg vil have det hyggeligt og jeg vil have al Magten. Forstaar man ikke, at jeg er værd dette, saa forstaar man endnu ikke min Gjerning med Theatret, saa kan jeg altsaa Intet udrette; thi her beror nemlig Arbejdet paa Forstaaelse.

Tager jeg ikke Theatret, arbejder jeg paa Arnljot o. s. v. til Jul; siden arbejder jeg de smaa Fortællinger, som jeg da til Foraaret og senere hvert Foraar og Efteraar fortæller i Norge, Sverig, Danmark til jeg har mig et Hus — og lidt til.

s. 27 Tager jeg Theatret, opsættes dette. Men tager jeg det ikke, som er det bedste og billigste for mig, gjør jeg Regning paa Dem, Hegel; thi, da maa jeg en Stund ligesom nu leve paa Forskud; skjønt vel ikke længe.

De maa ikke blive træt af mig. Nu misbruger jeg Dem, jeg ved det; men jeg har ingen Anden, og De ejer al den Sikkerhed, jeg har i Verden; — thi mit Indbo m. m. som vel er værdt 2000 Spd. (jeg har mange smukke Ting) regner jeg for Intet, saasom min Familie dog maatte bruge det, hvis jeg døde; den kunde ikke gjøre det i Penge.

Kjere Ven, slaa ikke Haanden af mig; thi jeg har atter gjort en dum Streg og kunde ikke lade være; thi den Mand, som jeg har maattet laane, har ofte, ofte, laant mig, rigtignok forat faa tilbage, men jeg har intet Haab derom; han er min bedste Ven i Verden, og han maa ikke lide Nød, naar saa Lidt kan redde for en Krise. Det gjælder at holde ham over Krisen i to Maaneder, da er han bjerget ved en anden Forretning, som nu oprettes for ham. Jeg har laant ham 50 — femti — Spd. Dem maa De skaffe mig snarest muligt, eller Gud trøste Dem! Dette er Stillingen, at jeg maa have dem! Og saa maa De give Karoline Alt, hun trænger, selv om hun trænger meget; thi hun kjøber heller i Kjøbenhavn end her. .

Stemningen heroppe træt, sløv. Jeg ved ikke, hvad her bestandig er i Vejen; men alle mine gode Haab synger for mig nu som før; jeg tror paa dette Land og dets store Kræfter, — skjønt de rigtignok arbejder formeget paa at ødelægge hverandre. Herpaa vil Gud raade Bod ved at give os en lysere Tro, og de Mænd, der arbejder i Aanden, større Kjerlighed. Derfor elsker jeg Danmark, fordi det øger min Kjerlighed. Dets Sag opflammer min Kjerlighed, dets Dannelse adler og styrker den, den folkelige Retning i Kirke og Skole begejstrer den, og mine Venner dernede har en Forstaaelse, som paakalder alle gode Kræfter i mig! — De skal hilse Deres Søn, som det er mig en Glæde at tænke paa, naar jeg tænker paa Dem. Der har De Deres Fremtid, saavist som I alt tilsammen har dybe Erindringer. Hils mine Venner!

Deres inderlig hengivne
Bjørnstjerne Bjørnson.