Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Bjørnstjerne Bjørnson (1870-05-20)

20de Apr. 70.

Kjere Hegel,

jeg har nu i længere tid ikke kunnet se på Arnljot. Imorgen tager jeg fat. Tryk den stort og grejt; den går tungt og må s. 35 læses langsomt; hertil kænner jeg intet annet middel end at trykke stort. Hvad siger De hertil?

Tak, innerlig tak for »repertoiret«. Jeg er tryggere, siden jeg har fåt det. I skuespillernes foretag har jeg ingen resiko, tager heller ingen betaling; jeg får færdig Sigurd Jorsalfar til den tid; jeg skal af den tage den største betaling jeg endnu har fåt: thi den trykker jeg ikke, før Nordens scener har ordentlig betalt mig. At den er det bedste jeg har skrevet, er jeg ikke i tvil om.

Bjørnstjerne Bjørnson.
1870.

Jeg har en plan, som De vel vil le ordentlig ud; men jeg vil fremsætte den. Man har i disse dage budt mig et hus, som har den skjønneste beliggenhed i Kristiania. Det er også et vidunderligt hus; man byder mig det på udmærkede vilkår for 5500 Spd.

3*

s. 36 Var jeg nu ledig, d. v. s. havde jeg ikke skuespillerne over mig, rejste jeg straks til Amerika, hvorhen landsmænd indstændig har budt mig, og så tjente jeg huset. Jeg er ikke ledig; men huset kan ikke vente, til jeg bliver ledig.

Om jeg nu solgte alle mine bøger for bestandig og isteden gav min familie huset og hvad jeg senere ved en stor forelæsnings-rejse i Skandinavien og Amerika kan tjene?

Bøgerne således:

Alt som nu er trykt (undtagen Halte-Hulda) straks, helt og holdent,

Digtene,

Arnljot,

Sigurd Jorsalfar,

og alt, som kommer efter, ejer jeg det første år, siden er de køberens.

Navnlig er der i dette én spekulation, som kan og vil gå stort, når den engang realiseres: alle mine fortællinger i godt-købs-udgave og spredt om med kolportører, som tillige drev annet bog-salg. At der udsættes endnu et par år med denne plan, til pietismen, som nu er i dalen, ganske taber magten, og til folkeskolen har fåt virke bedre, det er kun bra; men at foretagendet hører med blant de største, som nu kan gøres i Norden, tror jeg er sikkert. Jeg har en bog i hovedet, som jeg må skrive i stilhed på landet et halvt årstid: vor historie i korte sange, til brug for folke- og folkehøjskolerne, — den vil kanske sælge sig endnu bedre, og ihvert fald gennem mange skoleslægter. Overhovedet vil jeg slå mig helt på det folkelige.

Men hvor langt kunde jeg række med dette? Kunde jeg nå nogen pris? Det kunde jeg vel ikke. Jeg spørger naturligvis intet annet menneske om det end Dem, — og De ler mig vel ganske frygtelig ud!

Men De skulde se huset! Ak Gud, hvor det er dejligt!

Med Folkebladet går det nu nok så bra, det gir også lidt til mig.

Tak, fordi De bærer godt til mig fra Ibsen; jeg holder af ham, trods alt han siger og gør. Nu sidst har han sagt, at jeg bagtaler ham!

De er en god, blid mand, derfor skriver han godt og blidt til Dem om alle mennesker; han tror, De vil helst have det så. Vogt Dem! Nu kan han gøre mig, hvad han vil, han overrasker mig ikke mere; men hvis han kom god igen til s. 37 mig, så skulde jeg tage mod ham, som havde intet været; ti det er ikke mig, som har gjort ham ondt, derfor har jeg godt ved det.

Hils Deres søn, hils alle venner, såvidt De træffer dem. Gud give os held med digtene; jeg tror på dem.

Deres
Bjørnson.