Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Bjørnstjerne Bjørnson (1870-05-03)

3 Maj 70.

Min faderlige formynder, Deres siste brev gæmmer jeg som en reliquie, således har endnu intet menneske taget sig af mig eller inladt sig på at forstå, hvad de kalte grillerne hos mig, men som er digtningen dybest inne i mig.

Jeg skal aldrig glemme Dem, hvor tålmodig, trofast, opofrende mod mig De har været fra første dag. Jeg er en »ungestum« person, men jeg mener det jo varmt og sant, og dette har De aldrig set fejl af. Mod ven og fiende har jeg søgt at sige sant, når det blev nødvendigt og helst, når andre kviede sig, og det derved var på veje at blive synd at tie; — dette har da sat ondt blod; men De, De har ventet på mig, De har troet på mig, De har ladet som intet var, til den dag, De atter i forståelsens fulle sol-skin kunde glæde mig med en god efterretning eller en god håndsrækning. Gud velsigne Dem, hvor ofte De har gjort mig og mine godt! Jeg læner mig til Dem, jeg vover mig længer ud, fordi jeg har Dem!

Hvad det end bliver til med det vidunderlige hus, hvoraf jeg nu lader tage en tegning til Dem, — så modtag min hjertelige tak, den jeg ikke kan udtømme; thi jeg synes aldrig, jeg har havt såmeget at takke for. — Idag håber jeg den syvende meget lange sang bliver færdig til forsendelse. Hils ham, som engang ifølge naturens orden — jeg håber meget, meget sent — skal arve mig og alle mine bekymringer; og modtag endnu engang min tak, og det den bedste, jeg kan give.

Deres innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.