Bjørnson, Bjørnstjerne BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Bjørnson, Bjørnstjerne (1874-09-22)

Schwaz, Tyrol, 22 sptbr. 1874.

Kæreste væn, jeg må nu sige dig, hvorfor det ikke lykkes med bryllups-sangen. Det dybeste for mig i dette forhold, er din afdøde hustru. Hun er det usynlige bånd mellem dig og sønnen, hun er uvilkårlig også den, som taler gænnem både hans og dit forlangende til den lille, som nu træder in i hæn nes sted. Denne dannes derved også uvilkårlig for sin gærning af den usynlig tilstedeværende; ti med kærlighedens øje læser den lille hans og dit ønske, — og dette er blevet til af det, som I ælskede ved den bortgångne. På samme måde er den bortgångne for eder tilstede ved hver ting, som den intræ dende rører ved, hver plads, som nu optages. — Dette har fyldt mig så, at jeg ikke kan skrive om noget annet; men at skrive om det, vilde være at kaste en skygge over hele eders bryllupsdags-glæde. Altså kan jeg ikke! Sådan er det, kære væn, og tro nu ikke annet, æn at dette gør mig ondt. — Jeg skriver alene godt, når jeg får støtte mig til det, jeg ved og sælv dybt har følt. Dette er det, — og tog jeg noget annet, så blev det ikke godt.

Kæreste væn, tag nu mine og hustrus innerligste lykønskninger! Få har fåt den lykke at opdrage sit barn som du dit. Han har delt din smerte og glæde i en fælles beundring og taknæmmelighed, sålænge hun leved og led iblant eder, og siden i den skønne erindring og dybe lov, som hun blev eder. Og ved at han går in i din forrætning har du fåt lagt din erfaring, din tænkning, din måde at behandle ting og forræt nings-kolleger på, in i hans sind. Han får, hvad andre må erhværve, materielt og åndeligt, og dog således, at han under dine øjne, i hin store fælles-kærlighed har gjort det til sit og daglig prøver at gøre det til sit gænnem flid, agtpågivenhed og sanhed. — Og nu knyttes han ænnu stærkere til »den stille fortsættelse« under dine og hine, de usynlige, øjne! — Lær ham nu at være tålmodig med hænne, som ikke straks er og ikke straks kan være mor, hvis minne står så stort. Det at være gift er så meget mere æn en ungdom., sælv den bedste, er beredt på. Det er en uendelig psykologisk ud- og in-flytning, en så utrolig uddannelse, at sælv den, som ved det (hvad de fleste dog ikke gør) blir overrasket og står imod. Men vær nu du ved siden, så de finner ud over vanskelighederne — ikke i leg; men i overbærenhed og med tænkning.

5*

s. 68Ja, Gud vælsigne pagten i de to og den ny livs-udsigt for dig, du kære! Og Gud vælsigne din årvågne fader-gærning i dem!

Din innerlig hengivne væn
Bjørnst. Bjørnson.