Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Bjørnstjerne Bjørnson (1876-10-29)

Aulestad1876, 29de oktober.

Allerslæmmeste mænneske!

Du må pine død hjælpe mig med pængerne! Du forstår ikke situationen rigtig. Min forrige ejendom i Kristiania er gåt tilbage til dem, der købte den af mig, og som bygger, og mens de bygge vist ikke kan give mig en skilling. Jeg tror ikke det skal skade mig; ti med tre, ikke ubetydelige, arbejder i forskud skal jeg møde eventualiteterne. Hvad jeg ber dig om, gænstridige mænneske, er at de pænger, som s. 86 du så i de første måneder må ud med alligevel, kunde du skaffe mig nu. Prioritet på min forrige ejendom kan jeg jo ikke give; ti den går jo ikke længer i mit navn, men i deres, der bygger. (.....)

Købet af gården her var økonomisk; just intet pænge foretag, skønt jeg tror, affæren i længden skal vise sig rænte-bærende. Men gården er så forsømt i huser og jord, — så fortrinlig den ællers er af beskaffenhed, både som ager- hø- skog og sæter-gård (bygdens bedste gård). Jeg har sat tusener i den, og den kræver tusener ænnu, hvilke naturligvis får stå hen; den langsomt fræmskridende drift må træde istedet for de kontante udlæg straks

Gårdens forrige ejer er ofte æfter mig med bønner om at få gården tilbage; han vil erstatte mig mine udlæg. Men jeg vil blive, hvor jeg er og hæller få det inrættet så, at jeg nu og da lever i byen ved siden af. Landlivet er en trang for mit åndsliv, det føler jeg mere og mere. Jeg væl signer det!

Jeg drømmer om en tid uden økonomisk tryk. Jeg tænkte at være den nær, — da hin man, som havde købt min ejendom, gjorde fallit. Men da dette er blevet inledningen til, at der bygges, og min fædrene-arv sættes in i foretagendet, kan det måske blive ingang til større fortjeneste æn jeg ællers vilde få; men mit håb om en sikker, ubekymret stilling er atter skudt et æller flere år hen.

Jeg ved midlet til at fri mig: forelæsningerne. Men jeg griber så nødigt til det, — og vil du hjælpe mig, så jeg (med en mællemlagt udflugt til en større by) kan få sidde ifred her et årstid, så skal du få se arbejder, som klarer alt. Hvad der er gåt op for mig i den ro, jeg her har havt ovenpå rejselivet takker jeg Gud for, og tænker jeg, at flere æn jeg med tiden vil gøre det samme.

Uden dig havde jeg ikke fåt gjort min første handel i Kristiania, som har grunlagt mine håb om en sorgløs fræmtid for mig og barn. Uden dig havde jeg ikke fåt gjøre den udenlands-rejse, som lod mig gå in i det andet og større afsnit af mit forfatter-arbejde. Men nu må du ikke svigte mig, just som frugterne heraf kan tages. Dertil behøves, at du hjælper mig til ro et års tid, og de ærinder du går i den sag; de bekymringer, det måske kan skabe dig, du stille, hjærte-rene sjæl, som ynder fred og familie-hygge uden bekymring, uden strid, de kan dog måske inbringe dig mere æn du nu aner, s. 87 måske ikke af pænger, men af glæde og tak, først min og mines, men troligvis også fleres, sælv i en tid, hvori du og jeg ikke mere er.

Jeg har ført en stridende existens. Du har været mig tro under den. Jeg går nu in i en noget større og forhåbentlig fredeligere, såsom man blir fredeligere mødt, når man større og sikrere har fåt underbygget sit livs ideer, så folk bedre kan overse, hvad man vil, og hvad man er. Hjælp mig til det! Lad mig ikke nu blive siddende i uro eller være nødt til at kaste arbejderne tilside og styrte ud. Alene du kan træde til, ti alene du har prøvet, at jeg kommer æfter, hvor jeg har planet, om det også sker senere æn jeg selv tænkte. Alene du kan have grun til at våge lidt på mig; ingen kænner mig bedre og få holder mere af mig.

Vinterbillede af Aulestad.

Du har lagt mange pænger i en bag-gård; — men jeg er også en bag-gård i din forrætning — du kære! Visselig ikke den største og mest inbringende; men en, uden hvilken mange rum ikke var bleven inrættede og fyldte; det har du såmæn, om og med andre ord, sagt mig sælv. Jeg har af Gud fåt lov til at være et stykke skæbne i din forrætning, har du sagt mig; — og for et stykke skæbne må man tredje gang i tøjet!!

s. 88 Jeg vil intet have ud til jul. Min »konge« kan du give ud, når du sælv finner bekvæmmest; jeg tænker, den sælger sig til hvilkensomhælst årstid. Min fortælling ligeså. Men skaf mig en engelsk oversætter til denne! Mit teater-stykke (jeg har ikke givet det titel; det bliver som med »de nygifte«, at dette gør jeg dennegang sist) skal du få hæve tantiémen af over hele Norden og Germanien; jeg trykker det ikke uden som manuskript. Du skal få det helt og holdent, og det blir sikert et meget inbringende stykke; ti det er fint og spændende.

Du resikerer dog altså intet på mig! Din bag-gård er rænte- bærende for pokker! Du siger, at jeg ikke kan få 50 Spd. arket af noget tidsskrift. Dette har dog et tids-skrift budt mig!!

Hvor godt jeg trives her på landet nu, hvor lidet jeg savner byens larm. Her skal jeg blive en produktiv man. Hvorfor er jeg før ikke fallen på dette? Jeg er så læt bevægelig, så stærkt interesseret til alle sider, så det burde længst have været så stælt, at jeg sad udenfor det bevægede liv i hovedstaden, og kun nådde innenfor dets strømninger på besøg.

Hvorledes har så dine kære børn det? Er du rigtig lykkelig? Du føler dig ikke ensom? ikke afsat? ikke for gammel? Har du god hælbred? Sligt fortæller du aldrig det minste om! Ser du, jeg skriver ikke uden det er noget udvortes, som driver; — men derfor må du ikke tænke, at jeg ikke er hos eder, at jeg ikke har spørsmål oppe, som jeg ønsker svar på. Der er nogle hjæm i værden, som jeg væl omtræntlig er i hvær eneste dag; jeg er hjæmmets sanger, har man sagt; men det er jeg fordi jeg bare lever af, i og ved personlige forhold, og af den grun tænker mig dem, der således er fæstede til min tilværelse, i deres personlige forhold, søger dem op, hvor de har sit hjærte. Det er også på den måde, man kommer til mænneskekunskab. Men så er man også idelig nys- gærrig.

Ja, nu har jeg snakket en hel del med dig. Det kunde væl have været en åndfullere passiar, men jeg skriver aldrig breve, før jeg ikke har hoved længer til at skrive annet. Nu får du på denne måde bare ræst-beholdninger af min smule ånd, — af mit hjærte får du det ikke. Lev så væl, innerlig kære væn, og hils dine børn fra din

Bjørnst. Bjørnson.