Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Bjørnstjerne Bjørnson (1879-01-11)

11. Januar 79.

Søde mænneske,

ænskønt jeg har en meget fortræffelig hustru, så vilde jeg stundom ønske, at jeg var gift med dig også; fordi din omhyggelighed kommer så blødt som et kind-klap, og er så stadig ude som tøffel-knirk. Du husker da også på at jeg skal skrive til gamle Munch. Inlagt har du brevet; — er du så tilfreds?

Jeg skriver på et kærligheds-stykke; Gud hjælpe os, det rægner, sner, tordner, hagler, drypper (æfter de forskællige stæmninger, skønner du) med kærlighed. Jeg sidder i meget tætte klæder for ikke sælv at blive gænnemvåd. Og det værste er, at jeg trives ugudeligt ved det. Ja, rigtig lever op igæn!

Tak for jule-bøgerne. Jeg har været borte og har ikke fåt læst mere æn Brandes’s Beaconsfield; men den er reent fortrinlig! Jeg holder hans Søren Kierkegaard for hans bedste bog; men denne har en frihed, sikerhed, ligevægt, som hin med sin geniale skarpsindighed, sin fine omhyggelighed alligevel savnede. Jeg ved snart sagt ikke, hvilket æmne han her ikke har behandlet.

Godt nytår! Hils din centaur af en søn og hans centaurinne så hjærtelig fra mig, at der ramler ned et par sporer og et dusin bidsel-jærn inne i værelset, hvor jeg lå.

Du skal ikke vænte længe på dette stykke. . . . . Digtet til 111. Tid.! Nej! fanden skrive digte til slige tidender, som glæder sig over vænstres nederlag. Hils Larsen.

Din udødelige væn
Bjørn.