Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Bjørnstjerne Bjørnson (1886-05-03)

Paris, rue Faraday 15. Les Ternes, 3die mai 86.

Du min bæste væn, en bemærkning af dig som den, at nu var jeg i arbejds-ro, nu burde jeg ikke rejse hjæm, går mig like til hjærtet. Du kan ikke tro, som jeg kænner din omhyggelige måte igæn i en slik stille betænkelighed.

Var der den ringeste fare forsåvidt, rejste jeg ikke. Jeg vil ene være forfatter. Men på den annen side, var der fare påfærde i Norge, som sist, og jeg (som sist før valgene) kunde gripe in, så la jeg alt tilside. Borger først, siden alt det annet. — Hvad jeg nu var ræd, det var at andre omstændigheder kunde holde mig fast hjæmme, hvor jeg wider nuværende politiske forhold m. m. ikke vil leve. At se til vor gård, at møte vænner og høre og lære, er blet mig nødvendigt; vi må hjæm; men vi må også tilbake.

Jeg har atter tat »hansken« itu. Nu trodde jeg at være færdig, så er atter noget ivejen. Dette stof er det værste, jeg i al min tid har behandlet, men så får jeg da vel også en gang løn for det. I sommer agter jeg, ved siden af mine studier for Bothwell, at skrive en del fortællinger, som du engang kan utgi sammen med »støv« f. E. til jul. — Jeg takker dig for bøkerne til Maria Stuart; næsten altsammen, Birket Smith nævner, har jeg læst allerede dengang jeg skrev første stykke, og mere til. Men jeg kan nok derfor trænge til at se på det Ser du min væn, jeg ligger mere for store opgaver æn små; dette sammenhænger både med mine mangler og fortrin. Men det koster pænger at gi sig ikast med det store; nu tror jeg derimod, at jeg med dig i ryggen, tør det. Og jeg er i den alder, at jeg ikke længer kan opsætte. Bothwell, fortsættelsen af »kongen« og »over ævne« må frem.

I bak-grunnen dukker op ved siden af min store fortælling s. 147 »På Guds veje«, hvoraf adskilligt er skrevet, en morsom komedie: »de reaktionære«. Om jeg nogensinne skriver den, vet jeg ikke. Men gør jeg det ikke, blir det et tap; for jeg kan mine »pappenheimere«, og jeg har forståelse nok af dem til at skildre dem, så alle kænner dem.

Grunnen til at jeg skriver dette brev nætop nu er, at Karoline tvinger mig; hun vil ha 1000 frcs. Om det strækker til også på rejsen, vet jeg ikke; jeg håper det.

Din innerlig hengivne
Bjørnst. Bjørnson.