Brandes, Georg BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Brandes, Georg (1874)

1874.

Kjære Hr. Cancelliraad!

Undskyld at jeg, meget mod Sædvane, saa længe har ladet Deres sidste Linier ubesvarede. Men jeg har siden

da først endt mine Fore- læsninger, saa været uden- lands en Uges Tid. Igaar kom jeg hjem og om en Uge reiser jeg paany for at blive borte Sommeren over. Hvad skal jeg gjøre ved den Art Anmeldelser af Heyse? Jeg havde saameget at sige derom og dertil, at jeg, hvis jeg havde et Blad til min Disposition, kunde fylde mange Spalter; men stillet som jeg er det i dansk Litte- ratur, med hele Pressen imod mig og derved i et skjævt og tildels slet Forhold til en stor Del af Publicum, aner jeg ei hvordan jeg skal tage

tilorde og benytte den Magt jeg ved mine Kundskaber troer at fortjene, men som jeg endnu i ikke faa Aar er ude af Stand til at gjøre gjældende. Til Optrykkene i Morgenbl. er at sige:

1) Det tydske Tidsskrift er aldeles intetsigende og har ei den fjerneste Betydning. Det var ei vanskeligt at fremlægge indtil 200 rosende Anmeldelser af Heyses Bog overfor de Par dadlende og spottende, men lader sig jo ei gjøre. Bogen har i Tydskland beredt sin Vei og der er dens Lykke gjort.

2) Revue des deux mondes har siden Krigen gjort sig det til Regel at omtale tydsk litteratur saa ugunstigt som

Georg Brandes.

s. 171muligt. Aarsagen ligger nær. Fremfor Alt fremhæver Franskmændene ved alle Leiligheder, overfor mange Tydskeres Pharisæisme, Alt, hvad der i tydsk Litteratur er fuldt saa frit og oppositionelt som de Frembringelser i fransk Litteratur, man i Tydskland undertiden har lastet. Réville’s Artikel om Heyses Bog er slet. Ja den er mere end slet, den er ond. Réville’s Undskyldning — hvis det kan kaldes en Undskyldning — er denne: Réville har med Hensyn til Religionen de Anskuelser som i Frankrig repræsenteres af Renan, herhjemme i al Beskedenhed af A. C. Larsen. Ikke desto mindre er Manden Præst. Men som Præst er han efterhaanden bleven bragt i en vanskelig Stilling. Hans Meningsfæller har tidligere udtalt sig høist moderat og hensynsfuldt, saa de ikke compromitterede ham, og han roste dem derfor gjerne og lydt. Da udgav Strauss for to Aar siden »Den gamle og den nye Tro« og bragte herved Réville i stor Forlegenhed. Han var høist ulykkelig over at see Strauss, hvem han hidtil havde rost og støttet, ytre saa yderliggaaende Meninger, og i sin Angst for at man skulde kalde ham enig med Strauss skrev han (strax efter Krigen) en haard og stærkt nedsættende Dom om denne. Af samme Aarsag — og for ikke at miste sit Embede har han efter min Overbevisning nu udtalt sig saa upassende og usandt om Heyse. Dette er den hele og rene Sandhed. Andet har jeg ei at sige. Det er en let Sag overfor enhversomhelst digterisk Bog at skraale paa Irreligiøsitet, Immoralitet og deslige; og gjør man det i tilbørligt uhøviske og afskrækkende Udtryk, er det let at skræmme Familierne fra Bogen og Forfatteren. Jeg har selv været Offer for den Art Forfølgelse og veed hvad den betyder og hvor vanskeligt det er at kjæmpe mod Bagvadskelsen. Og dog veed jeg at jeg vil overvinde mine ærede Kritikere. Jeg holder betydeligt længere ud end de, og mine Bøger ville læses betydeligt længere end deres ærede Kritikker. Og gjælder dette om mig, hvor meget mere da om en Skribent, der er saa meget større end jeg som Heyse! Efter min Mening er den Art Angreb intet Svar værd, og havde jeg et Sted, hvor jeg med Virkning kunde svare, da skulde mit eneste Svar bestaae deri at jeg behandlede f. Ex. Goethes Faust som disse Herrer Heyses Roman, og beviste at Faust var et gement og smudsigt Værk, der gik ud paa at skildre Gretchens Forførelse (ved Hjælp af Marthe som Rufferske og et Juvelskrin), at Faust fremdeles var et ugudeligt Skrift, siden det viser sig s. 172i Scenen mellem Faust og den unge. Pige, at han ikke gaaer i Kirke og ei bestemt kan sige, hvad han forstaaer ved Gud, at Gretchen var en modbydelig og liderlig Morderske, der dræber sit Barn, hun har undfanget i Synd og som i den sidste Scene kalder sin egen Moder »eine Hure« etc. etc. Naar man skriver for Pøbelen og i Pøbelens Sprog, saa forfeiler intet saadant sin Virkning. Jeg kunde uden at gaae til Faust ogsaa meget godt bevise det Samme om Lord Byron. Jeg kunde endelig — for at medtage det Mindste — bevise om mig selv, at jeg var gemen, smudsig og lav som Forfatter — men hvad nyttede det? om det Sidste vilde de, der finde Heyse uanstændig og usandt tendentiøs, sige, at det veed de iforveien, det forstaaer sig af sig selv, og om det Første vilde de sige, at Tilfældet (Himlen maa vide hvorfor) i Faust er et forskjelligt. Overfor Journalist-Moralen veed jeg for min Part intet Asyl. Jeg har talt til Heyse om Angrebene paa ham, og jeg seer ham med det Første igjen; men heller ikke han seer, at noget Svar er muligt. — Jeg seer ind til Dem, før jeg reiser.

Deres
Georg Brandes.