Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Georg Brandes (1882-11-30)

D. 30. Nov. 82.

Kjære Hr. Justitsraad!

Maa jeg først takke paa det Bedste for Tilsendelsen af »Rosa og Rosita« og »En Folkefjende« af hvilke den første unegtelig gjør et lysere (om end mindre varigt) Indtryk end

den anden. Skulde jeg angive det Punkt, fra hvilket det sidste Stykke udspringer, vilde jeg uden Be- tænkning nævne Ar- ne Garborgs aldeles fjottede Anmeldelse af »Gengangere« i Norsk Dagblad. Da jeg læste den, vidste jegstraxhvilket Ind- tryk den vilde gjøre paa Ibsen. Bjørnson var dengang ligesaa ærgerlig over hin An- meldelse som jeg. Er han i Kjøbenhavn, beder jeg Dem hilse ham mange Gange.

I det nye Aar ville vi, tænker jeg, ifald De saa synes, be- gynde paa Trykning af Bogen om de nordiske Forfattere. Det gjør mig meget ondt,

at jeg bliver nødt til at udelade Portraitet af min gamle Ven og Lærer Brøchner, et Portrait, jeg havde glædet mig til at udføre con amore. Men det strider mod mine Begreber om litterær Kritik at levere et Billede af en saa nylig Afdød uden at benytte et righoldigt Materiel, det eneste fra Mandens Ung- dom, om hvilket jeg veed, at det existerer. Prof. Molbech minder ved denne Leilighed om Hunden i det spanske Ordsprog: Den æder ikke selv og den vil forbyde Andre at æde. Hr. Prof. M. gider ei selv gjøre en Nekrolog af B. men han vil forhindre

Georg Brandes.

s. 186 den eneste, som kan og vil, i at give den. Det er mig umuligt at tage hans Brev til Dem fra anden Side end den humoristiske. Alvorligt opfattet vilde det være et hæsligt Hykleri. At der i Brøchners Dagbøger er Tale om hans Ungdomsforlovelse i Italien er klart; men Prof. M. veed saa godt som jeg, at denne Forlovelse var en ganske uskyldig Hjerternes Forbindelse, som kun geraader begge Parter til Ære, og som blev opløst ved andres Mellemkomst paa Grund af Religionsforskjellen. At ville forhindre mig i at erfare noget om dette Forhold er latterligt. Ikke blot besad jeg Prof. Brøchners Fortrolighed i de sidste 10 Aar af hans Liv i langt høiere Grad end Prof. Molbech (med hvem B. flere Gange var omtrent brouilleret og med hvem han én Gang paa min Bøn knyttede Forbindelsen paany) men jeg er kommen daglig i Brøchners Forlovedes (Fru Blanchetti’s) Hus i hele Vinteren 66—67; jeg har boet paa Landet hos hende i den lille By Alpignano ved Turin i Efteraaret 1870 og jeg har været sammen med hende igjen i Rom 1871. Dog nok herom! Da den Omstændighed, om Prof. M. brænder afdøde Brøchners Papirer, skal afhænge af om den lille Brøchner udvikler samme »Følelsens Dybde, Adel og Finhed som Faderen« maa man ret haabe, at han vil blive en artig Dreng. Men Molbech selv, der har sat løsrevne Stykker af Brøchners Dagbøger i Berlingske Tidende og det visselig ikke saadanne, som B. ønskede offentliggjorte, han negter den Mand, om hvem han veed, at han stod Brøchner nærmest af Alle og hvem B. nærede det Ønske om, at han maatte faa Lov at tale ved hans Grav, disse samme Papirer; han maatte dog vide, at det ikke stemmer med Brøchners Aand, at et Indblik i dem nægtes mig. Jeg havde ei troet, han vilde overføre sin politiske og literære Partilidenskab paa dette neutrale Omraade.

Undskyld denne lange Digression.

Jeg beder Dem hilse Deres Søn og Fru Svigerdatter samt Fuldmægtig Larsen mange Gange fra mig. Min Hustru gjenkalder sig i Deres venskabelige Erindring.

Deres hengivne
Georg Brandes.