Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Georg Brandes (1882-12-23)

Berlin23. Dec. 82.

Kjære Hr. Justitsraad!

Jeg har idag rigtigt modtaget Deres Vexel og kvitterer med Tak for Modtagelsen af mit Honorar. Tør jeg bede Dem ved Leilighed tilsende mig en Opgjørelse for 30 Juni 1882, som i Deres Meddelelse anføres, men som jeg aldrig har modtaget. Den sidste i min Samling er fra 30 Juni 1881. Ifølge den var der endnu et lille Restoplag af Mills Moral tilovers; jeg maa slutte at den nu er helt udsolgt.

Hvormeget mangler omtrent Æsth. Studier og Kritiker og Portraiter i at være udsolgte? Jeg vilde gjerne engang underkaste dem en Omredaction. En virkelig Ærgrelse havde jeg af det Nummer, jeg forleden modtog fra Dem med nye Udgydelser imod mig af Rud. Schmidt. Det er dog den frækkeste og mest edderspændte Kumpan, jeg i mit Liv har kjendt i Litteraturen. Den Frækhed med hvilken han lyver har jeg endnu aldrig seet. Saaledes fortæller han f. Ex. at jeg har ført en lang Polemik mod Moralen (»Vartovsmoralen« skriver han, et Ord jeg aldrig veed at have brugt) og andet mere fuldstændigt Opspind alt for at forklare hans egen og hans Kollegers gemene Adfærd imod mig i Anledning af den uskyldige Udgivelse af Kellers fortræffelige Noveller for 7 Aar siden. Med uhørt Frækhed skriver han nu: »det er paa Tiden at Publikum kommer til Erkjendelse af at Keller ubetinget er Tydsklands største Digter, paa Tiden at det erfarer, at den Maade hvorpaa Dr. G. Brandes indførte ham var den vakkreste og værdigste som tænkes kunde«. Det havde vel for 7 Aar siden været den rette Tid til at fortælle det, da jeg overvældedes af anonyme Bønhaser i den Anledning, medens samtidigt »Naturalismen i England« ei blev omtalt i en eneste dansk Avis. — Og saa ender Hr. Schmidt med at fortælle Publicum at jeg mulig ikke har læst et Ord af en Forfatter, Claude Tillier, hvis samlede Værker jeg i 11 Aar selv har eiet. Han er sig selv lig. Dog det er dumt, at man tager Notits af slige gjennemfordærvede Menneskers Existens. Jeg betragter ham som jeg forleden skrev til Schandorph, som Goethe betragtede Pustkuchen, der skrev en Parodi paa hans Wanderjahre, Goethe skrev: »Naar selv hver Hvalfisk har sin Lus, maa jeg vel ogsaa have min.« Jeg har to danske, de Herrer Schmidt og Paludan, hvis litterære Snylteliv beroer paa Hadet imod mig. Det er ledt for mig at skulle vende hjem til alt dette litterære Slim.

s. 188 Undskyld de grove Udtryk, men denne Schmidt er mig modbydelig. Og saa driver alt det, han skriver, i den Grad af Dydighed, at man faaer ganske Hjerteondt.

Jeg ønsker Dem og Deres en Glædelig Jul.

Deres hengivne
Georg Brandes.