Drachman, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Drachman, Holger Henrik Herholdt (1878-12-29)

Øster Søgade no Ø.
29. Dec. 78.

Kære Hr. Cancelliraad Hegel.

Jeg er just i Formiddag hjemkommen fra min lille Julerejse og har bestemt mig til at holde mig inde, hvis det er muligt for mig, et Par Dage for at blive en Rejseforkølelse kvit. Jeg har just corresponderet med Borchsenius, og den lille Misforstaaelse med Rettelserne i 2det Oplag af »Prinsessen« er nu hævet imellem os. Samtidig læser jeg hans An- mældelse i »Ude og Hjemme«, og dennes smukke Slutning navnlig slaar Hovedet paa Sømmet af nogle Tanker, som jeg selv i længere Tid har haft, og giver mig saaatsige Pennen i Haanden overfor Dem. Jeg tror nemlig, at Borchsenius har fuldkommen Ret i, at min ydre Stilling overfor Publikum og Kritiken nu kan anses for at være slaaet fast. Men derfor er jeg ogsaa baade ved Forventningerne om mig og mine egne strengere Fordringer til mig selv dobbelt bundet ved den »større Opgave«, som alle nu gaar og venter paa. Nuvel da, jeg skal indfrie den i dette nu kommende Aar, saafremt jeg kan gøre Regning paa Deres Bistand — en Bistand, som De jo stedse med saa megen Velvilje for mig beredvillig har ydet mig.

Hvad jeg netop hele dette Efteraar har gaaet og tænkt paa — og hvortil »Dyvekes Sange«, som jeg har skrevet til Heise, yderligere har givet Stødet, — det er det nu i det kommende Aar min bestemte Hensigt at udføre i stor Stil. Jeg vil skrive et Drama over Christian d. 2den. Nu kan jeg gøre det. For et Aar eller to siden, da jeg havde den samme Idé, gik jeg altfor udelukkende op i hans Kærlighedsforhold til Dyveke, og derved vilde Dramaet aldrig faa nogen Afslutning og desuden savne en større moralsk Styrke. Nu da jeg er kommen til at se dybere i mange menneskelige Sager, vil jeg i dette nationale Drama udføre den samme »Trofasthedsidé«, som allerede ligger antydet i Prinsessen, og som jo enstemmig har lydt igennem alle Anmældelser. Det er Chr. II’s Dronning, den ædle og højsindede Elisabeth, som lidt efter lidt har arbejdet sig frem til en Skikkelse af Kød og Blod i mine Tanker, og som jeg nu med Sikkerhed kan sige vil give Dramaet hele dets moralske Hold og løfte Kongens i sig selv saa mandige Skikkelse op over hans egne Lidenskaber, frem til virkelig Storhed — ikke blot paa Scenen men ogsaa ude i Publikum.s. 213Hans Forhold til Dyveke bliver da et underordnet, og hermed har jeg allerede angivet en ny og original Synsmaade for dette i sig selv saa gribende og fængslende Æmne, og jeg kan — uden Overdrivelse — sige, at jeg er sikker i min Sag overfor Dramaets Virkning med de Evner, som jeg allerede raader over.

Samtidig med at jeg nu, under Medvirkning af Borchsenius, efterhaanden sender de forskellige Afdelinger af den større Digtsamling i Trykkeriet, vil jeg da genoptage denne min Yndlingsidé og flittig gøre de historiske og sceniske Forstudier færdige. Men dette kan kun ske, naar jeg sættes istand til udelukkende i det første halve eller tre Fjerding Aar at sysle med disse Skikkelser uden saaatsige at tænke paa andre literaire Planer og allermindst paa Existensspørgsmaal. Jeg maa fuldstændig leve og aande for denne Idé og alle disse Skikkelser, ligesom jeg i Foraaret ved Deres pekuniære Bistand formaaede fuldstændig at leve mig ind i »Prinsessen«.

Jeg tror ikke at jeg behøver at udtale mig nærmere herover. Jeg tror at De nu — i endnu højere Grad end Publikum og Kritik — er paa det Rene med, hvilke Maal jeg tilstræber i Literaturen, og at min Udvikling har antaget en saadan Form, at man med Sikkerhed kan afvente dens endelige Resultat. . . .

Det er da mit Ønske fra Begyndelsen af Aaret at maatte kunne f. Ex. paaregne hos Dem et Forskud af en 3—4000 Kroner, som jeg kan hæve i forskellige Gange naar jeg ønsker det, saaat jeg uden at distraheres af almindelig menneskelige Anliggender, kan sidde ved mit Skrivebord eller gaa mine lange Ture og tumle med de interessanteste Skikkelser i den danske Historie.

Jeg skal blot tilføje som en Bemærkning af mere praktisk Art, at min Digtning »Tordenskjold«, hvoraf jeg selv lover mig saa meget, allerede er inddelt i Sange med Konception af Rythmen og Behandling af de lødigste Steder i Sejllads eller Kampen, og at jeg efter al Sandsynlighed — som en Hvile under Dramaet — vil vende tilbage til dette mit gamle Element, hvis Virkning overfor Publikum i Forvejen kan betragtes som sikret, og hvis Udgivelse kun bliver et Tidsspørgsmaal, som vi ville kunne ordne imellem os saaledes som De selv behager. . . .

Endnu blot en lille Slutningsbemærkning, som jeg selv s. 214følgelig beder Dem beholde hos Dem selv — ligesom jeg alt tidligere har betroet mig til Deres Discretion. Der vil være saa meget større Opfordring for mig til at »slaa et Slag« i et større dramatisk Arbejde dette kommende Aar, som der fra vedkommende Steder er blevet mig antydet, at man egenlig kun venter en saadan mere iøjnefaldende Foranledning forat skride til den endelige Fastsætten af en Digtergage for mig — en Ting, der vil være af en vis solid Interesse for mig som Forfatter, og som heller ikke, derom er jeg overbevist, overfor Dem som min Forlægger vil savne Interesse i den velvillige Opfatten af mine Anliggender, som De gentagne Gange har givet mig Prøver paa og som det er mit oprigtige Ønske at Fremtiden kun maa bestyrke og udvide.

Med mine bedste Nytaarshilsener til Dem og Deres Familie

Deres ærb. hengivne
Holger Drachmann.