Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Holger Henrik Herholdt Drachman (1880-01-15)

Østerbro15 Jan. 1880.

Kære Hr. Justitsraad Hegel.

Jeg er herinde paa et kort Besøg idag hos mm kære lille Kone, men rejser paa min Doktors eget Ønske atter tilbage idag for yderligere at blive rask og kvik i tilstrækkelig Afstand fra den Mølle, som vedbliver at male alt sit snavsede Vand op i vor Presse.

s. 219 Jeg takker Dem for Deres Venlighed med at tilsende mig de forskellige Blade. Nogle har jeg læst og gemt, andre har jeg kastet i Kakkelovnen, alt efter deres forskellige Beskaffenhed.

Naar jeg ser, hvor irriteret Borchsenius kan blive af den Smule ilde Medfart, som rammer hans Part, saa bestyrkes jeg yderligere i mit faste Forsæt: ikke med en Stavelse at ville blande mig i denne Strid, hvortil jeg i 10 Aar og sidst i »Ungdom« har givet mit tilstrækkelige Bidrag. Ligesaa be stemt er jeg paa, at flytte fra Byen ud paa Landet med hele mit Hus. Hvad der fra nu af skal gøres, er kun Bøger, og gode Bøger. Det skulde Schan- dorph ogsaa være betænkt paa i Tide. Al yderligere Kævl i Aviser etc. er spildt Ulejlighed; og Ro og Fred til Arbejde faar man kun blandt landlige Omgivelser. Jeg har ikke i mange Aar følt mig saa frisk som i disse sidste 14 Dage, og min lille Kone paastaar at jeg er »Elskværdigheden« selv, hvilket ikke er saa forunderligt, da hun er en fortræffelig lille En, og jeg stedse trænger til En, som jeg kan være god imod.

Holger Drachmann.

Hvad der fra nu af foregaar uden for mit Hus, bryder jeg mig ikke en Døjt om, thi Fornærmelser og Personligheder i Pressen er kun Gentagelser af gamle Sager, og naar jeg er legemlig rask, føler jeg mig stedse enhver af Dhrr. saa fuldkommen overlegen. I den Henseende er jeg saa ganske rolig. Jeg gaar nu min egen Gang, og min Tavshed overfor enhver Udfordring er det bedste Svar jeg længe har kunnet give.

Det var nu det. Jeg udtaler mig saa udførligt, da jeg ikke faar Tid til at gaa til Dem idag og snakke med Dem. Med Hensyn til »Tordenskjold«, da har jeg bestemt mig til at tage Sommeren med ind i Arbejdet paa ham. Thi s. 220 jeg vil sørge for, at han bliver fuldstændig god og færdig i hvert enkelt Led, og jeg har gjort den Opdagelse netop i disse Uger, at saasnart jeg er begyndt at forcere Arbejdet paa ham, med Udgivelse til Foraaret for Øje, saa taber han i den Blanding af jovialt Lune og sprudlende Friskhed, hvormed han nødvendigvis bør gøres. Kun de Dage, hvor jeg i Et og Alt er fuldkommen klar og frisk, vil jeg tage til ham, og derfor vil jeg have Sommeren med, forat han kan blive staaende i Literaturen. Desuden er jeg sikker paa, at om han saa var et fuldstøbt Mesterværk og kom ud til Foraaret, saa vilde Dønningen fra denne literaire Strid dog træffe ham, og man vilde finde Mangler og Udsættelser paa ham selv i hans bedste Sider. Nej, han skal vente til Efteraaret, f. Eks. Oktober, saa kan jeg desuden i Ro og Mag besørge Initialer og Tegninger til ham selv.

Derimod skal første Sang af Byrons Don Juan ud til April, hvis jeg paa nogen Maade kan overkomme det. Og herom maa jeg tilskrive Dem lidt udførligere. Jeg modtog nemlig i disse Dage en Skrivelse fra den Schubotheske Boghandel, som synes at være stærkt opsat paa at faa mig til at overtage hele Oversættelsen af »Childe Harold« og af »Don Juan«. Om Dhrr. har hørt noget om mine Arbejder i den Retning, ved jeg ikke, men det synes saa. Brevet er saa stærkt smigrende for mig, at det jo under andre Omstændigheder kunde friste mig, men det Vigtigste ved Sagen er jo, at jeg, som De ved, selv i Efteraaret undfangede den Idé og meddelte Dem, at jeg var skredet til Begyndelsen af dette Kæmpeværk. Thi et Kæmpearbejde er det i Sandhed, og Dhrr. Schubothe overdriver næppe, naar de tilskriver mig, at »hvis jeg ikke vil, saa findes der ingen Anden, som kan herhjemme«. Dernæst vedlægges der et Brev fra Edv. Lembcke, hvori han bestemt vægrer sig ved at paatage sig Oversættelsen. Det gør han ogsaa Ret i; thi i Motiveringen af sit Afslag anfører han netop alle de Grunde imod at paatage sig Arbejdet, som jeg selv kunde anføre for, nemlig Uoverensstemmelse med Byrons hele Karakter og Temperament, samt — mærkeligt nok — Mangel paa at kunne gengive den Blanding af Lune, Pathos, Satire o. s. v. o. s. v. som netop er dette klassiske Mesterværks Hovedstyrke, og hvori min egen Ringhed staar mit høje Forbillede saa nær paa mange Punkter.

Nuvel, dette Arbejde er blevet mig ret et Hjærteanliggende, og særlig de overordentlige Vanskeligheder, som s. 221 der er at overvinde, gør mig Arbejdet dobbelt kært i disse Tider, hvor det gælder om, selv upersonlig, at bringe et Kunstværk frem, der er et saa kraftigt Indlæg i Striden, som noget i Literaturhistorien overhovedet kan være det, og som hele den dannede Del af Publikum engang for alle har optaget blandt sine Guder — efterat Digteren selv er død og med ham al Misundelse, Had og Forfølgelse. Men det er mig en yderligere Tilskyndelse, at denne »Vare« — at dømme efter de foreliggende Udtalelser — er saa stærkt efterspurgt.

Nu er altsaa blot Spørgsmaalet, om De, Hr. Justitsraad, betragter en saadan kunstnerisk Oversættelse af Byron som gaaende ind under Begrebet: Drachmann—Gyldendal, saaledes at jeg har at arrangere mig med Dem om Betingelserne for de tvende Værkers gradvise Fremkomst, Don Juan og Childe Harolds Pilgrimsfart, eller De ikke ønsker at binde Dem ved saa stort et Foretagende, og overlader Æren til Schubothe, der naturligvis gerne ønsker at se Byron komplet paa sit Forlag, hvortil der jo ikke kan siges noget, da baade Shakespeare og B.’s dramatiske Værker ere gaaede i Forvejen.

Jeg maatte jo i ethvert Tilfælde, ifølge det Forhold jeg staar i til Dem, forelægge Dem denne Sag først, men jeg kan hellerikke nægte, at jeg overfor et saa betydeligt Arbejde ogsaa maa se hen til, hvor der bydes mig de bedste og frieste Betingelser, og i denne Henseende synes Dhrr. Schubothe at ville aabne mig et carte blanche. Jeg har nu, efterat være kommen et godt Stykke ind i første Sang af Don Juan, kunnet danne mig en Idé om alle de Vanskeligheder, som har skræmmet den gl. Lembcke og formodentlig mange andre, og jeg har kunnet udarbejde mig en vis Taxt, eller hvad man skal kalde det, hvorefter jeg kan rette mig.

Jeg vil forpligte mig til at oversætte hver Sang for sig. Den første Sang indeholder 222 Strofer à 8 Vers i hver Strofe, ordnet paa 80 Sider. Arbejdet er som sagt blevet mig et Hjærteanliggende, og jeg vil kun have min Tid betalt. For denne første Sang forlanger jeg 1300 Kr. De andre Sange, hvoraf nogle er mindre, retter sig da derefter. . . .

Da Schubothes Breve allerede har ligget hos mig nogle Dage, beder jeg Dem at meddele mig Deres Svar, saasnart De har tænkt over Sagen. Imorgen tidlig er jeg som sagt s. 222 igen i Rungsted, hvor jeg bliver med smaa Svipture hjem, indtil Vinteren muligvis indfinder sig altfor streng.

Modtag mine venligste Hilsener til Deres Børn ved

Deres hengivne
Holger Drachmann.