Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Holger Henrik Herholdt Drachman (1880-01-20)

Rungstedd. 20. Jan. 80.

Kære Hr. Justitsraad Hegel.

Jeg føjer idag nogle Linjer til mit sidste Brev. Jeg vil nemlig saa nødig, at der skulde komme mere Misforstaaelse ud af den foreliggende Sag, som jeg dog tillige tror, at De ikke helt og fuldkomment har taget under Overvejelse baade fra Forlæggerens og Literaturens Synspunkt.

Maa jeg her i Korthed fremhæve Betydningen af en s. 223 mønsterværdig Oversættelse af Byrons episke Digtninge. Hvad tror De ikke — forat tage et nærliggende Expl. — at den kunstneriske Oversættelse af Dante har gavnet Molbech i hans Stilling til Literatur og Publikum? Det var jo endogsaa paa dette Arbejde, at han blev Æresdoktor — og saa meget mere, jo vanskeligere det var at finde kompetente Dommere til at afgøre hans Oversættelses Fortrin eller Mangler. De kan tro mig, naar hans Ambrosius forlængst er forglemt, saa vil hans Divina Commedia staa, og drage Opmærksomheden hen paa hans Ungdomsdigtninge og deres »smukke Vers« (jeg taler her kun om Formen).

Nu er det sandelig ikke for at blive hverken Doktor eller Professor eller nogetsomhelst, der har med en Titel at gøre, at jeg oversætter min Yndlingsdigter Byron. De ved jo, at hvis der er nogen dansk, eller nordisk Digter, der — mutatis mutandis — kan saavel i sit Liv som i sine Vers anlægge en Sammenligning med den store Englænder, saa er det min Ringhed. Jeg holder af ham og jeg forstaar ham: det er derfor, jeg giver mig i Lag med denne saa vanskelige Opgave med Haab om, at den skal lykkes mig. Men De kan tillige være overtydet om, kære Hr. Justitsraad, at hvis det lykkes mig at gennemføre dette Arbejde i de kommende Aar, hvor jeg forhaabentlig endnu raader over min fulde Kraft og Friskhed, saa vil selve denne literaire Gerning bære Vidne om saa megen alvorlig Energi, saa megen mandig Fasthed (og det er jo dette, man stadig raaber paa) at Arbejdet, naar det foreligger sluttet, vil blive en grundmuret Pille for mine samlede Værker, som paa samme Tid støtter mine svagere Arbejder og samler Opmærksomheden paa mine stærkere. At dette, set fra Forlæggerens Standpunkt, ikke har nogen ringe Betydning, det behøver jeg vel kun at berøre. Men en smuk Udgave af et af Verdens klassiske Mesterværker vil tillige altid som Bog i Handelen være en Salgsgenstand, der vil have sit bestemte Publikum til enhver Tid indenfor den dannede Kreds (hvoraf maaske 10 Mennesker har læst og kan læse Originalen.) Dette lader jeg mig nu ikke afdisputere. Især da, hvis jeg med Tiden, efterhaanden som Værket skrider frem, dels selv, dels gennem vore dygtigste Tegnere, kunde ledsage Bogen med saa mange Illustrationer, som en rimelig Salgspris kunde bære. Jeg har ogsaa tænkt mig selv at indlede f. Eks. de første 6 Sange med et stort og pragtfuldt Indledningsdigt om Byron i Venedig. s. 224 Men Byrons Don Juan (og Childe Harold) er tillige et uudtømmeligt Arsenal i den staaende Strid, der gentager sig gennem alle Tider, mellem forloren Dilettantisme og Poesien i egen Person, mellem det, som Døgnet bærer oppe, og det, som Tiden holder sin stærke Haand over. Derfor er ogsaa denne Oversættelse blevet mig en Del af mig selv, jo mere jeg har arbejdet mig ind i den; og jeg maa atter gentage, at De har haft Uret imod mig, naar De i Deres Skrivelse taler om »nye Planer og Foretagender, der vil krydse given Aftale og gammelt Mellemværende«. Jeg gentager kun dette Punkt, fordi De virkelig, kære Hr. Justitsraad Hegel, er den, som ved denne Lejlighed har — jeg vil næsten sige saaret mig — eftersom De nemlig er Kreditor og jeg Deres Debitor. De har overset alt det, som ad rent kunstnerisk Vej kunde lede mig til dette Foretagende, og De har glemt, at selv de allerstørste Digtere i Perioder følte sig stærkt hendragne til at overføre en fremmed Stormagt i deres eget Modersmaal. Saaledes blot at nævne Goethe, hvis store Oversættelse af Benvenuto Cellini den Dag idag er blevet fuldstændig et »classisk« Stykke Goethe.

Det gør mig ondt, at jeg har skullet tale saameget om og for denne Oversættelse, som burde kunne tale for sig selv. Mest ondt gør det mig, at Deres Brev bærer Spor af en Uvilje imod mig, og at De under denne Følelse henviser mig til Schubothe, idet De samtidig minder mig om mit Mellemværende med Dem. Hvis jeg ikke stod i andet Forhold til Dem end det, som kan skrives med fire Zifre, saa havde jeg straks gjort Skridt for at rejse den Sum, jeg skylder Dem, og likvidere vort Mellemværende. Thi mit Talent og min Kraft er Gudskelov saa usvækket endnu, at jeg kan ride en Storm af, som jeg tidligere under langt vanskeligere Forhold har gjort det.

Men der er et andet Baand, som binder mig til Dem og Deres Familje, og som jeg respekterer helt anderledes end noget skrevet Papir, og det er det Venskabsforhold hvori jeg staar til Dem og Deres Børn. Her har De mig sikrest. Men ogsaa derfor gør det mig ondt, at De skulde tale om Mellemværende og sligt, fordi jeg har gjort en Calcule over et Arbejde, hvis Vanskeligheder jeg saà maaske vel store i Øjeblikket, udenat beregne at Omkostningerne skulde dækkes ved det store Publikum.

Jeg har jo altid gaaet aabent tilværks i hvad jeg har foretaget mig — og oftest til Skade for mig selv — og

s. 225 Efter Tegning af Holger Drachmann.
Folehave Skov.

II

15

s. 226 s. 227 saaledes gør jeg ogsaa her. Jeg har vist Dem alle mine Grunde til at give mig ifærd med Oversættelsen af Byron. Nuvel: Ingen anden kan og vil paatage sig en saadan. Saa kommer Schubothe og siger: Jeg har alle de andre Værker af Byron (foruden Shakespeare), vil De gøre det? — Jeg skriver derpaa til Hegel: Jeg vil oversætte Byron, men jeg vil have mange Penge for det. Vil De have Bogen, ellers vil Schubothe? — Saa sætter Justitsraad Hegel sit mest bøse Ansigt op, og saa — saa sætter jeg mig alligevel hen og oversætter Byron, thi jeg elsker ham som mit eget Selv, og jeg kan ikke lade være. Og hvem af de to Herrer der nu end faar ham, saa ved jeg, at der hører Mod og Mandshjærte til at begynde paa saadan et Arbejde med den Beslutning at gøre det færdigt. Og det vil komme baade mit Navn og mine Bøger til Gode, naar jeg bliver færdig dermed.

Og hermed slutter jeg, i Haab om at modtage Deres Svar paa Afgørelsen om Tordenskjold, med de venligste Hilsener som

Deres hengivne
Holger Drachmann.