Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Holger Henrik Herholdt Drachman (1880-01-22)

Rungsted22. Jan. 1880.

Kære Justitsraad Hegel.

Som afsluttende Efterskrift endnu kun et Par Ord, efterat jeg med Tak har modtaget Deres venlige Brev af igaar, som synes at have krydset mit fra iforgaars Aftes. Da Spøg og Alvor imidlertid var blandet saa meget i dette sidste, er det mig magtpaaliggende. at jeg endnu engang gentager for Dem, at jeg er et Fantasimenneske, som er hastig af Ord og undertiden endnu hastigere af Pen, og at Regnekunsten just ikke er skrevet paa Listen af mine Fuldkommenheder. Jeg er saa ganske enig med Dem i, at en halv Times mundtlig Passiar kunde have klaret Tingene uden Misforstaaelser. Men selv en Misforstaaelse kan jo undertiden opklare Folks gode Sindelag. Og jeg tror at vi mener hinanden det ens godt, og jeg skal nok drikke et stort Glas Rødvin med Dem herpaa, naar jeg atter har den Fornøjelse at gæste Dem.

Bortset fra de Betingelser, som Schubothe nu muligvis kunde stille mig, betragter jeg herved Don Juan som gaaende ind under den »gamle Række« (hvortil altsaa Tordenskjold vil s. 228 slutte sig til Efteraaret) og jeg vil kun afvige herfra, saafremt dens Udgivelse skulde falde sammen med eller forhale Udgivelsen af noget originalt Værk fra min Haand paa Deres Forlag. Thi en saadan Oversættelse bliver jo altid en Ting for sig, og det var derfor at jeg, hvis De erindrer det, i Efteraaret spurgte Dem, om De mente at »Forlagsbureauet« vilde have den — netop fordi den saaledes kunde være uafhængig af mine andre Bøgers Fremkomst hos Dem.

15*

Foreløbig arbejder jeg nu Haand i Haand paa mine forskellige Ting, eftersom jeg mest er oplagt; hvilket jo er min gamle Methode og hvorved jeg opnaar størst Friskhed i de forskellige Arter. Jeg befinder mig vel herude ved den frie Bevægelse i frisk Luft og ved at kunne drive omkring i Ensomheden og tænke paa mine forskellige »Tonarter« i Versene. Jeg har gjort nogle gode Fund i Lighed med »Bjørnefamiljen« i min sidste Sømandsbog, og jeg har fundet en udmærket Original i Toldfaget, som ovenikøbet har forfattet sin egen Levnetsbeskrivelse, hvilken jeg da studerer i min Fritid og som aabner mig forskellige Perspektiver ind i Sø- og Landetaten for en Menneskealder siden.

Kunde De ikke formaa vor brave Ven Schandorph til saaledes at lægge sig en Maanedstid alene ud i en Kro paa Landet. Det giver Friskhed og nye Figurer. Nu har han jo med Hæder tjent sine Sporer i den hidsige Nytaarstræfning, og han indrømmede for mig selv, sidste Gang jeg talte med ham, at det er Indignationen som gør Versene. Men Indignationen kan løbe ud i bare Personligheder, og det giver ikke gode Vers. Jeg taler af Erfaring, og derfor har jeg ogsaa tiet. Og jeg er sikker paa, at jeg har gjort vel heri. Alt hvad jeg havde paa Hjærte, har jeg dog faaet sagt de Godtfolk, og man skal ikke gentage sig selv. Jeg har i mine Morgentimer herude udarbejdet en gammel Idé til en smuk og kærnesund lille Fortælling (til »Ude og Hjemme«). Naar man læser den, skal man ikke formode at den er blevet til midt under den hidsigste og groveste Literaturfejde, hvori dog mit Hjærte har taget den varmeste og hæftigste Del. Men man vinder saa meget ved at betvinge sig — blot jeg havde lært det lidt før. Dog: der er jo god Tid endnu. Noch ist Polen nicht verloren!

Min venligste Hilsen.

Deres hengivne
Holger Drachmann.