Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Holger Henrik Herholdt Drachman (1884-03-24)

Nizzad. 24. Marts 84.

Kære Justitsraad Hegel.

Imorgen rejser vi herfra til Genua, og derfra gaar Turen enten til Como eller til Venedig. Vejret er faldet ind i det kølige Hjørne igen, og jeg kan derfor ikke afgøre, hvilket af de to Steder, der passer os bedst. Vi telegraferer Dem Adressen undervejs.

Indlagt har jeg den Fornøjelse at sende Dem den omtalte Fortælling »Lodsoldermanden« osv. (der hører ind under »Smaa Fortællinger«). Jeg læste den op iaftes her i Pensionen for en lille Kreds Skandinaver. De græd som de var piskede, hvilket jeg tillader mig at anse som et glædeligt Tegn. Den lægges altsaa hen til det øvrige Manuskript, som Hr. Larsen har i Forvaring.

Jeg er altsaa kommen tilbage fra Rom, hvor jeg ifølge mit lille Brev til Dem havde en fortræffelig Uge — akkurat Tid nok til at betages og glædes uden at blive træt. Den Udflugt til Rom er maaske for mit Vedkommende hele Rejsen værd.

Nu er alle Instinkter og Evner vækket i mig igen. De kan hilse Deres kære Svigerdatter og sige hende, at nu gaar det løs paa mit store Skuespil »Enke«, som jeg ifjor talte til og med hende om. I Como eller Venedig haaber jeg at faa de 2 første Akter færdig — hvis ellers Alt gaar vel og vi stadig beholder nogenlunde det samme Humør, som nu — og Slutningen, de to sidste Akter, vil da blive gjort oppe i Schweiz eller Tyrolerbjærgene. Paa den Maade vil jeg vende tilbage til Sommeren med hele tre dramatiske Arbejder, genn emsete, omdigtede eller nyskabte. Jeg er ked af disse Forbehold, hvormed de modtager mine Bøger derhjemme. Jeg skal til Vinter vise mine kære Landsmænd at jeg er Karl for min Hat, at jeg virkelig formaar at gennemføre en Særstilling, indenfor og over Partierne, der ifølge Aviserne synes mig at blive ynkeligere Dag for Dag.

Der er saa meget mere Opfordring for mig til at slaa mine Slag paa Scenen, som jeg ser at Benzons nye Stykke har gjort Lykke. Naturligvis: naar et Stykke hedder Skandale, handler om Skandale, og er gjort med et vist Talent i en vis flabet Hovedstadsgenre — saa behager det København. Men jeg opgiver aldrig Troen paa, at København ikke blot er »Københavneriets« By. Der er en virkelig Kærne af sund Fornuft, varm Følelse og Tørst efter Lidenskaber, Stemninger s. 247 ger, Elskov eller Resignation, varme Mennesker og brave Mennesker i den By. Det er denne Kærne, som en dramatisk Forfatter til syvende og sidst skal have i Tale. Det er ikke ved at »grine« eller »haane«, at man erhværver sig den ubetingede Digteranseelse derhjemme.

Nuvel, hvis der som sagt ikke indtræffer nogen alvorlig Sygdom for os undervejs, hvis jeg stadig kan bevare den Legemets og Sindets Ligevægt, som jeg nu har vundet mig ovenpaa den sidste Campagne, saa kommer jeg hjem, væbnet til Tænderne med hele tre Stykker. Men lad dette endelig blive »imellem os«; for Guds Skyld ikke i de fæle Aviser!

Iøvrigt Alt vel. Min Hustru er nu og da temmelig skrøbelig; men hendes Humør er dobbelt friskt hver Gang hun atter føler sig vel — saaledes at det ene bøder paa det andet. Vi havde tænkt at rejse herfra allerede for 8 Dage siden, men hun har ikke kunnet taale det førend nu, og vi haaber nu at Luftforandringen skal gøre godt. Det allerbedste er, at vi føler os udenfor Vrøvlet, med raske, muntre Børn omkring os. I saadanne Forhold baade leves og digtes der bedst.

De kommer til at sende os en Forstærkning af 2000 Frs, som det maaske er bedst denne Gang at sende direkte i Brev eller ved Anvisning (og altsaa ikke Certifikat). Jeg skal som sagt telegrafere Dem vor næste Adresse til, saa snart som vi har set, hvorledes de klimatiske Forhold er inde i Over-Italien.

Sluttelig beder jeg Dem modtage for Dem selv, Deres to voksne og de mindre Børn vore hjærteligste Hilsner.

Deres hengivne
Holger Drachmann.