Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Holger Henrik Herholdt Drachman (1884-05-24)

Tarvis i Kärnten, Oesterreich.
24. Maj 84.

Kære Justitsraad Hegel.

Som De ser, er vi kommen op i Bjærgene i Mellemtiden. Vi har, paa Anbefaling af vor Læge i Venedig, fundet en henrivende lille Dal her oppe mellem Alperne, hvor der er stille, hyggeligt, billigt — en Idyl mellem høj-romantiske Omgivelser. I Venedig var der indtil 28 Graders Varme, og vi begyndte atter at skrante.

Efter Maleri af Holger Drachmann.
Cuxhaven.

Bjærgluften har virket i høj Grad velgørende paa os Alle ja i den Grad paa Gerda, at hun er bleven som en vild Elv og maa sendes i Landsbyskolen — hvorfra hun jævnlig deserterer.

Nu strømmer det ind til mig med Anmodninger fra alle Kanter. Der skal i Begyndelsen af Juni være et storartet sønderjysk Besøg — man regner 3000 Mænd og Kvinder — s. 252 i Ringkøbing Egnen. Sagen maa ikke omtales i Bladene, og man har bedet mig om at være Stemningens Fortolker. Jeg har taget mig ordentlig sammen og skrevet en virkelig imponerende Festsang. Jeg skal sende Dem et Exemplar, naar jeg selv faar den trykte Sang tilsendt. — Det var lige just som Deres Anmodning kom med Hensyn til de »sønderjyske Piger«. Samme Piger faar da denne Gang nøjes med en liden net Vise, der helst skulde bruges ved en af Skov-Udflugterne. Det er jo under alle Omstændigheder svært at sige noget om og til Sønderjyderne andet end at de skal vente og haabe — men særlig for mig er det svært at tale til de sønderjyske Piger, da jeg allerede en Gang har sagt mit Bedste!

Og ligesom jeg vel havde omfavnet de kære sønderjyske Piger, saa kommer der en »hemmelig« Anmodning til mig fra en af det kongelige Theaters betroede Mænd — altsaa der maa ikke tales derom! — ifølge hvilken man nærer en vis Frygt for at Etatsraad H. P. Holst skulde omgaas med Planen til at skrive den store Kantate til Holbergs Festen i December. Man paalægger derfor indtrængende mig, som »den, der ene har Myndighed«, til at gribe øjeblikkeligt i Harpens Strænge og indsende mit Drapa, inden de U -myndige kommer til. Jeg har vel i Stilhed forberedt mig lidt herpaa, men jeg troede dog, at jeg havde længere Frist. Nu maatte jeg imidlertid bøje mig for det uundgaaelige, da jeg nødig vilde sejles agterud, og jeg har altsaa taget et mægtigt Greb i Strengene og indsender Kantaten imorgen til Theatret.

Hvis ikke alle disse Afbrydelser var kommen, saa havde De formodentlig — ja nu kommer Humlen — allerede nu modtaget til Afskrivning de 2 første Akter af en Æventyrkomedie, som jeg i al Stilhed var begyndt paa i Venedig, og som disse idyllisk-romantisk-bedaarende-stemningsfulde Omgivelser her yderligere ansporede mig til at fortsætte, saasnart jeg kom herop. Det skulde være en Overraskelse baade for Dem og den brave Borchsenius, der tror mig fortabt i det moderne Drama, ja vel egentlig allerede begyndt at »sakke af«. Da jeg nu muligvis kunde befrygte, at De til en vis Gra delte hans Anskuelser, og da De alligevel som sagt om en fjorten Dages Tid rimeligvis faar den første Halvdel tilsendt til Afskrivning (saaledes at det Hele i god Tid kan indsendes til det kongelige Theater som en Trumf, der venteligt udspilles i Begyndelsen af Sæsonen) saa tager jeg ikke i Betænkning at røbe min Hemmelighed for Dem, kære Justitsraad s. 253 Hegel, idet jeg antager at De deler den Fornøjelse, det har været mig saaledes frit at give min Fantasi, min Romantik og min Lyrik Tømmen. Thi jeg har en Følelse af, hvad det egentlig er man gaar og venter paa derhjemme.

De maa gerne meddele dette til Borchsenius, men forøvrigt beder jeg baade Dem og ham om ikke at lade det gaa videre, saaledes at det virkelig kan blive en Overraskelse for den større Del af Folk derhjemme.

Mine moderne Ting kan godt taale at vente; desto modnere bliver de, naar de kommer frem, og De ved desuden, at jeg altid saa vidt muligt lader mig inspirere af det Steds Natur og Stemning, hvor jeg befinder mig.

Her befinder man sig midt i Æventyret — især naar man tager de venezianske Serenade-Nætter med som Baggrund og maler hele sit dramatiske Billed op imod det fjærne og kære Lands Folkekarakter. Man digter dog bedst i Erindringen og Længslen; — derfor gentager jeg atter og atter, at jeg har gjort vel i at afsondre mig fra Hjemmet for en Tid.

Æventyrkomediens Handling falder for en Del sammen med det Æventyr, der staar i en af Asbjørnsens første Samlinger under Titel »Hakon Borkenskjæg« og i Svend Grundtvigs sidste Samling under Titlen »Graaben« (tror jeg). Da jeg ikke har disse to Bøger hos mig, beder jeg Dem endelig sende mig dem, kære Justitsraad Hegel, ligesom jeg ogsaa vilde være Dem taknemlig for det Bind af Troels Lunds Skildringer fra vort 16de Aarhundrede, der omhandler Boliger, Skikke, Klædedragt og muligvis Lovtilstande, Overtro eller sligt, hvad De selv (eller den alvidende Larsen) kunde tænke Dem som tjenende til at karakterisere den Periode i dansk Kulturliv (Slutningen af 16de Aarhundrede i Danmark). Ligeledes takker jeg Dem for Deres Tilbud om at faa Vodskovs Bog tilsendt.

Ja, nu kan jeg ikke mere idag. Vil De hilse Deres kære Børn og takke Fru Julie paa min Hustrus Vegne for det sidste venlige Brev, som snart skal blive besvaret og forhaabentligt vil mødes med et lignende nyt. Havde jeg Tid, saa skrev jeg selv.

Deres hengivne
Holger Drachmann.

Vor hjærteligste Gratulation til Fødselsdagen — om end bagefter! Kunde vi ikke faa alle Familiens Mcerkedase tilsendt?