Drachman, Holger Henrik Herholdt BREV TIL: Hegel, Frederik Vilhelm FRA: Drachman, Holger Henrik Herholdt (1885-02-10)

Antonsgasse 13. Baden b. Wien.
10. Febr. 85.

Kære Justitsraad Hegel.

Jeg kan tænke, at De har været i nogen Uro for os siden mit sidste Brev til Jakob. Det har ogsaa været en meget streng Uge, den forløbne, men nu er vi Gud være lovet over det værste, og vi haaber at Sygdommen ikke angriber flere, skønt vi efter Lægens Udsagn endnu en Ugestid maa være »afventende«. Nu er vi, som sagt, udenfor øjeblikkelig Fare, og vi haaber fremdeles det bedste.

s. 272Hvad mig angaar — jeg har jo væsenligst kun kunnet være passiv under Sygdommen, — saa har denne Ængstelse, der atter afløstes af Glæde over at vide Drengen i Live igen, sat dybe Spor ind efter hos mig. Saaledes er det gaaet mig under hele denne Rejse, at jeg vinder i Klarhed over mange Punkter; særlig mit Forhold til Religionen. Det vil jo ikke være Dem noget nyt, naar jeg siger Dem, at jeg uddyber mit indre Liv mere og mere henimod et Maal, der dog til syvende og sidst bliver det afgørende. Her er hverken Tid eller Sted til lange Forklaringer derover; men jeg har brugt de Nætter, hvori jeg dog ikke kunde foretage mig noget bedre end at vaage, til atter og atter at gaa mange Spørgsmaal igennem, og dernæst har jeg samlet fra hele dette Aar, og særlig fra Opholdet imellem Alperne, alle de nobleste, reneste og fra Formens Side dejligste Digte til et lille Hæfte, som hermed følger, og som jeg har tilladt mig at dedicere til mine Venner i Klareboderne. Af disse Digte har ikke et eneste hidtil været trykt, hvilket jo har sin Interesse for Læserne.

De vil nu se, at jeg har samlet dem saaledes, at de kan danne Indledningen og Overgangen til »Æventyrkomedien«, som da trykkes og udgives nu til Foraaret sammen med Digtene, (i Lighed med hvad Oehlenschläger gjorde med sine første Digtninge.) Det vil da blive en smuk, interessant og sammenhængende lille Bog paa en 13—15 Ark. Sætteriet kan paabegynde Arbejdet ligestraks, saaledes at Bogen kan udkomme i Beg. af April. Selvfølgelig forandrer jeg da min Bestemmelse overfor Theatret (idet jeg tager Æventyrkomedien tilbage som »Manuskript«). Det Kgl. Theaters Forretningsgang er jo nemlig i den Grad under al Kritik i denne Sæson, og jeg agter ikke at vente ad Aare paa, at man muligvis vil spille et Stykke, der nu i den Ramme, som Digtene giver det, fuldstændig vil kunne hævde sin Plads som Bog. Blot den flygtigste Gennemlæsning af Digtene vil formodenlig over bevise Dem om, at jeg har Ret.

Jeg har ved den lykkelige Udgang af en saa uhyggelig Sygdom og en saa truende Fare faaet nye Kræfter og forøget Hu mør til at fortsætte Arbejdet paa »Alkibiades«. Arbejdet kan altsaa genoptages med Sætningen, idet jeg da, naar jeg har gen nemset nogle Korrekturaftræk (saaledes som De paa Deres Brev kort antydede) selv kan afgøre, hvorvidt jeg mener at det hele Arbejde kan udkomme f. Eks. i Slutningen af April, til hvilken Tid »muligvis« de »Strænge Herrer« dog maaske naaer frem til s. 273Opførelse. Som sagt, jeg har atter friske Kræfter, fornyet Arbejdslyst — ja, jeg har større og bedre Arbejdslyst efter end før denne Sygdom. Hvad jeg derimod har en meget ringe Lyst til, det er til at skrive Breve. Mit Hjærte er for fuldt. Men læs Digtene! deri staar meget, som vil fortælle Dem og Deres om, at det i hvert Fald er en grundig »gennemset og forbedret Udgave« af mig, som nu til Foraaret kommer tilbage. De hilses kærligt af os Alle ved

Deres hengivne
Holger Drachmann.