Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Aleksandar Lange Kielland (1880-02-29)

Stavangerden 29. Febr. 1880.
Gyldendalske Boghandels Forlag,
Hrr. F. Hegel & Søn.

Kjøbenhavn.

Deres ærede af 25de Febr. modtog jeg igaar, og afsendte jeg strax saadant Telegram: »Jeg modtager Deres Tilbud, som forresten har skuffet mig, og beder Trykningen fremmet hurtigst.«

At jeg følte mig skuffet ved Deres Dom om min Bog og ved Tilbudet, tager jeg saameget mindre i Betragtning at tilstaa Dem, som jeg kan tænke mig, at De — Hr. Justitsraad! ikke er uvant til at høre unge Forfattere overvurdere sig selv og sine Arbeider.

Men naar jeg idag ret betænker mig, saa kommer jeg til det Resultat, at jeg kanske helst burde tiet med min Skuffelse. Thi da jeg lever her i en absolut literær Ensomhed — uden nogen at konferere med, uden nogen at sammenligne s. 433 mig med, kan jeg jo igrunden slet ikke have nogen paalidelig Dom om, hvad jeg overhovedet kan vente af mit Forfatteri. Og saa kan Deres Tilbud maaske, naar alt kommer til alt, være meget godt.

Tag mig derfor ikke ilde op, at jeg saa aabent har tilstaaet min Skuffelse, men vær heller — jeg beder Dem — saa venlig at vise mig tilrette, paa det at jeg for Fremtiden kan slippe for Skuffelser og for at synes fordringsfuld og utaknemlig over for Dem.

... Jeg skriver i Dag til Brandes, forat bede ham læse den sidste Korrektur; hvis han samtykker, skal jeg strax underrette Dem; — hvis ikke, maatte jeg faa Adgang til selv at gjøre det; — men bare den sidste Overlæsning; selve Korrekturarbeidet beder jeg Dem lade udføre for min Regning.

Alexander L. Kielland.

Og saa var det mit Ønske, at De — saa hurtigt som muligt — vilde oversende mig et komplet Korrekturexemplar, hvorefter jeg da vilde holde et Par Oplæsninger. Min oprindelige Plan — at læse hele Bogen, har jeg — efter en Prøve i Bergen, selvfølgeligt opgivet, og agter at følge Deres Raad: kun at læse udvalgte Partier.

Det har gjort mig ondt, at De finder min Bog altfor »bred«, saameget mere som jeg mest af alt frygter for at blive lang og kedsommelig; og jeg indbildte mig, at det var lykkedes mig at bringe en vis Fart i Stilen ved en vexlende Række af stærkt farvede Skildringer. Imidlertid vilde jeg nu nødig foretage nogen Afknapning, hvad De jo heller ikke forlanger.

II

28

s. 434 De synes heller ikke at billige min Benævnelse »Roman«, idet De kalder Bogen »en større Fortælling«. Jeg skulde imidlertid gjerne ville beholde Roman, idet — efter min Formening — »Fortælling« mere hidfører Forestillingen om en nøiagtig Udvikling af en enkelt eller et Par Skjæbner, medens min Bog med Vilje savner Hovedpersoner, »Helt og Heltinde« — og nærmest gaar ud paa at kaste klare Lys over en tilfældig Slump Hverdagsmennesker, der passere forbi os i Livets Procession.

Ja — saa var der endnu noget, jeg vilde plage Dem med, Hr. Justitsraad! — og det var om Udstyret af de indbundne Exemplarer, som — det maa jeg tilstaa — i Danmark (for nu ikke at nævne Norge) synes mig over al Beskrivelse horribelt. Men jeg er virkelig bange for, at De skal finde mig altfor ubehagelig, og det var dog — det beder jeg Dem være forvisset om! — meget langt fra min Hensigt.

Derfor vil jeg vente, til jeg hører fra Dem, at De ikke misforstaar eller fortørnes over min store Aabenhjertethed og min Fordringsfuldhed.

Og det venter eller ialfald haaber jeg at faa høre — i Tillid til Deres Velvilje og i Bevidstheden om den Oprigtighed, hvormed jeg ønsker at bevare Deres gode Omdømme — Deres meget ærbødige og forbundne

Alexander L. Kielland.