Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Aleksandar Lange Kielland (1886-06-05)

Aarre den 5te Juni 1886.

Kjære Hr. Justitsraad! — jeg skal med Fornøielse gjennemgaa mit Stykke og søge at rette mig efter det kgl. Theaters Smag; men der maa være raison i alt; for det første maa jeg faa nøiagtig vide, hvad der støder, og for det allerførste maa Theater-folkene sætte sig ind i, at Stykket er skrevet paa norsk, og det er slet ikke et Sprog, som alle danske forstaar.

De foreløbige Indvendinger i Theaterchefens vedlagte Brev skal jeg strax besvare:

ad I. Af et Sted hos Søren Kierkegaard har jeg altid troet, at Udtrykket: at være et godt Stykke paa Vei med en Kvinde — betyder paa dansk, at hun er frugtsommelig for ens Regning. Det maa være dette danske Udtryk, som foresvæver Kammerherren, naar han tillader sig at finde min Stil »raa« (det skal jeg aldrig tilgive ham!) og upassende mellem gentlemen. Oversat paa dansk lyder min Replik: Men fortalte du mig ikke i Søndags, at du allerede havde gjort gode Fremskridt hos Laura Bornemann? — Forholdet mellem Waage og Fru Laura bestaar jo netop i, at hun ikke vil slippe ham til den yderste Gunst; derfor kan jeg ikke rigtig tro, at Kammerherren eller nogen anden kunde misforstaa; men paa anden Maade kan jeg ikke forstaa Dommen »raa«. Det gaar meget godt an blandt gentlemen i min Alder at sige til en Ven: du gjør gode Fremskridt, du er kommen langt med o. s. v. — det kan jeg forsikre den gamle Kavaller. Nogen Bibetydning af frugtsommelig findes der ikke Spor af i vort Sprog.

Forklar endelig Fallesen dette, saa han forstaar det og forstaar, at jeg er sint.

s. 476 ad 2. Jeg maa faa vide, hvad det er for Ord, der støder, men raad dog D'Hrr. Bøgh og Fallesen til at faa oversat Replikerne først til dansk.

ad 3. Jeg skal gjerne skrive Scenen om; den er saa god, at jeg har Lyst til at file den af endnu engang; for den maa være meget fin, hvis den skal gaa an. Men jeg maatte i saa Fald bede om de paagjældende tre Ark 56—59; thi jeg har bare et løst Udkast af Komedien. Og lad mig ogsaa da faa vide, hvilke Ord der støde.

Jeg kan ikke bruge Bormann, der maa absolut være tre Stavelser. Lad det gaa med Friedemann. — Naar vi kommer saa langt som til Rollerne, maa De være saa snil at anvende al Deres og min egen Indflydelse for at bringe Frøken Svendsen i Fru Eckardts Hænder. Jeg har seet hende i »Mirandolina«, og hele Tiden — ved hver Replik tænkt paa hende i mit Stykke. Frøken Svendsen er efter min Forstand netop det centrale i Fru Eckardts kunstneriske Evne; og det vil være mig en overordentlig Skuffelse, om hun ikke faar Rollen. Og lad saa Guder og Mennesker sammen vaage over, at Fru Hilmer og Sofus Petersen ikke slipper ind i Stykket; — jeg vilde ogsaa helst være fri Olaf Poulsen; men det tør man vel ikke sige i Kjøbenhavn.

Kammerherrens Tilbud om at afskrive 3 Exemplarer er saa imødekommende, at vi ikke anstændigvis kan forlange 4. Jeg faar lade et gaa til Stockholm, et til Kristiania, og et til Oversættelse; saa faar Bergen vente.

Ved De, hvorledes jeg skal indrette mig, forat faa Stykket antaget i Tyskland og sikre mig Indtægten? — er der ikke en Forening? — eller et Kontor med Procenter etc.?

Vi lever alle godt og hilser Dem og Deres.

Deres meget hengivne
Alexander L. Kielland.