Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Aleksandar Lange Kielland (1886-12-13)

Cernay la villeden 13de Dec. 86.

Kjære Hr. Justitsraad! — der har gaaet en altfor lang Tid, siden De hørte ordentlig fra mig, og jeg har levet nogle Uger i en saa nedtrykt Stemning som De maaske neppe tror mulig hos mig. Her er — oprigtig talt og ganske mellem os — her er fælt. Det vil sige: dette knebne og indskrænkede Liv bliver mig i Længden en Lidelse; — og saa har her til og med været et Veir! — saa har Beate været et Par Dage i Paris og jeg har havt hele Huset paa mine svage Skuldre — De husker dem vel? — ja jeg ser, det kan ikke nytte at opregne mine Lidelser, for De sidder bare og ler; men De kan tro, jeg har været sær, sint og ufordragelig, doven og ulykkelig. Men da jeg vaagnede idag, sagde jeg til mig selv: der er kun en Redning: Arbeide! — og derfor sidder jeg her foran en ophobet Bunke af ond Samvittighed og ubesvarede Breve.

... Jeg vilde svært gjerne vide lidt om, hvad jeg nu kan have tjent ved Theatret. Kunde De underhaanden forhøre Dem? naar noget forfalder til Udbetaling, beder jeg Dem hæve det og lade det indgaa hurtigst i Deres Kasse — til Dæmpelse af Renterne og til et trøsteligere Aarsopgjør end ifjor. Det er dog det, som holder os oppe og som vi siger til hinanden mange Gange: alting kan taales af Savn og Ubekvemhed, naar vi bare ved, at det gaar opover igjen ud af Gjæld og Bekymring.

Jeg burde rettet nogle slemme Trykfeil i Sne og et enkelt Ord; men nu faar det være. 2det Oplag overraskede mig; det var godt gjort i saa slette Tider. — Tak for Bøgerne. Pontoppidan skuffede mig frygteligt; — er det noget at skrive om for en voxen Mand? — hans Stil er desuden nu ligesaa opfyldt af Adjektiver som Schandorphs. Det er besyndeiligt, hvorledes en ung dansk Forfatter med Talent kan skrive

s. 481 Bjørnstjerne og Karoline Bjørnson og Alexander L. Kielland.

II

31

s. 482 s. 483 saa ganske løst flydende ovenpaa eller ved Siden af sit Lands og sin Samtids Liv og Trængsler. Det er omtrent som i gamle Dage, naar Skjalden gik tilveirs i Skyerne, forat glemme Verdens Tummel; og dog var det siste, jeg læste af Pontoppi- dan, noget udmærket aktuelt og levende.

Jeg har en Fornemmelse af, at der var endnu meget mere, jeg skulde sagt; men den store Bunke foran mig —; altsaa de kjærligste Hilsener til Dem og Deres fra os alle.

Deres hengivne
Alexander L. Kielland.