Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Jonas Lie (1879-02-23)

Stuttgartden 23. Februar 1879.

Kjære Hr. Kancelliraad!

Idet jeg ret meget takker for Deres Brev af 16de med indl. 450 Rm. dem jeg modtog i Fredags, ser jeg, at jeg — foruden de næste c. 450 Rm., som De har været saa snil at love mig til 15. Marts — nok er nødt til yderligere at bede Dem om at forstrække mig paa Forskudskonto et lignende Beløb, 450 Rm., ogsaa til den 15. April. Tør jeg paaregne det? Min Gjæld paa Forskudsconto vil da ialt være c. 1,000 Spd. norsk efter min Regning, og mit Haab er jo, at jeg under mit Ophold i Udlandet mere og mere skal kunne arbejde mig over paa Kreditsiden i vort øconomiske Mellemvær, i det andet blir jeg altid paa Debetsiden, altid Dem taknemmelig for alt Deres Vennesind.

Pragerfredens § 5 gik mig meget nær, og den gamle Poli tiker i mig vaagnede op igjen i en hel Uge, hvori det var mig s. 529 umuligt at tænke paa andet. Jeg anser det ikke for afgjort, at der ikke endnu kan komme et eller andet Tilbud fra Preus sen, der tør finde Øjeblikket modent til adskilligt efter den Fælde, som Rusland gik i ved Tyrkekrigen og dettes — Rus lands — nuværende Afmagt. Det kan mulig dog have Brug for Nordens Venskab i sine (Østrig—Preussen—Englands) Skaktræk imod Rusland; thi mod dette tror jeg det nu i det Store gaar. Men, hvad Preussen isaafald maatte have besluttet, det har det besluttet, og Protester eller Skridt fra Danmarks Side vil imødesees maaske nu endog med Begjærlighed for derfra i gunstigt Øjeblik at kunne tage Skridt eller kunne gaa ud. Her er Striden mellem Ulven og Lammet ved Bæk ken, og jeg ved ikke, om det sidste, der havde saa soleklar Ret, alligevel gjorde Ret i at bræge; thi det var blot en Ind vending Ulven ventede paa — »noget at gaa ud fra«. Har Preussen noget at byde, saa lad det selv komme med det! Har det Intet, saa ved Alverden, hvad Jorden raaber om i Nordslesvig. Ialfald bør Regjeringen saa handle upaavirket i den Sag og ikke drives til Noget mod sit bedre Skjøn. Det er de Færreste, som har Forstand og Uhildethed til at se i saadant. —

Jeg læser kun Kölnerzeitung og ellers saa lidt Aviser, saa det er muligt, at mine Betragtninger her ere Gjentagelser og Trivialiteter; men det er godt at faa en liden Hjerteud gydelse, selv om det blir lidt af Kandestøberens.

I mine Øjne — efter mit Skjøn paa Bjørnsons Situation i vore norske Forhold — ansaa jeg det allerede fra Aabningen af hans sidste Theaterfelttog for en Umulighed, at han kunde blive Direktør ved Hovedstadstheatret, saa meget han end kunde due dertil. Regjeringen havde bl. a. ondt for at lade den saagodtsom eneste Plads, hvor Kongen hos os lidt friere mødes med Offentligheden, nemlig Theatret, styres af en Mand, der har sat sig i et saa udpræget Partiforhold til ham. Der maa gaa Tid hen ialfald. Det er jo Theaterdirektøren, som bl. a. skal besørge Kongens Modtagelse, opfordre til Hurraer osv. Men min Mening er, at den sceniske Kunst i Norge netop paa Grund af al denne dumme Strid skamme ligt og ansvarsløst forsømmes — og at Bjørnson ialfald har været Manden til at reise den. Men dette blir langt at drøfte.

Med mange Hilsener

Deres hengivne
Jonas Lie.