Danmarks Breve

BREV TIL: Frederik Vilhelm Hegel FRA: Jonas Lie (1880-04-15)

Dresdend. 15 April 1880.

Kjære Hr. Kancelliraad!

At De gav mig Deres uforbeholdne Mening om »Grabows Kat« var mig kjært om ikke netop saa behageligt; det kunde ialfald kun forøge min gamle Agtelse for Dem fra hele vort Forhold og skynder jeg mig med at svare, idet jeg strax forudskikker, at jeg er enig i at nogle Forkortelser, særlig i 2den Akt, turde være rigtige at gjøre, før Manuskriptet trykkes.

Hovedpersonerne ere jo de Elskende; men Professorens Karakteristik, som danner Brobuen for Handlingen hen til Opløsningen, blev ogsaa en psychologisk Hovedsag, saa at den ironisk lette Titel »Grabows Kat« netop syntes mig at være den rette. En anden Sag at man kan finde det Puds, som Lidenskaben spiller Professoren, upsychologisk. Jeg har ialfald været forberedt paa Meningsforskjel netop der; men det er ogsaa, hvad jeg væsentligt vil have sagt i Stykket. Det er endel af mit Livs Iagttagelser denne Forskjel mellem intellektuel Udvikling og moralsk Uvidenhed, der kan fore komme inde i samme Mand. Lidenskaben, Rovdyret inde i Mennesket, plumper saa ud i den Stund, han mindst aner det; thi han er ikke øvet i at holde Styr paa det, aner ikke Fristelsens Magt, naar den saa engang kommer. Jeg vil fortælle s. 534 Dem en liden Historie. — Jeg har engang kjendt en femtiaarig Mand af den hæderligste Karakter, de hæderligste For bindelser, den hæderligste fornemme Familie. Ingen tvivlede om, at han var en Æresmand og mindst han selv. Var der nogen, som var nobel, grundhæderlig og paalidelig tvertigjennem og særlig i Pengesager, saa var det vel han, og var der nogen som for Alvor troede dette om sig selv, saa var det ogsaa han. Han var saa uheldig paa sine ældre Dage at gifte sig med en elskværdig Hustru, der havde Mani for et stort, selskabeligt Hus, hvor hun kunde brillere. Der gik Penge med— — blev vanskeligere og vanskeligere for ham — — og en vakker Dag stod han foran det Utrolige: — Fristelsen til at forgribe sig paa Kassen. Han havde gaaet gjennem Verden i egen Selvophøjelse, og, moralsk uøvet foran Fristelsen, bukkede han under — fortsatte — og endte med Selvmord. Dette er en Historie af Livet og blir maaske for mig engang til en Bog. Men hvor meget psykologisk rime ligere og sandsynligere er nu ikke Tilfældet med min Pro fessor, den barnslige Kunstner, som altid har været vant til at være den Første baade i egen og andres Mening. Med et elskværdigt Gemyt, ved sin gode store Natur gjort selvsikker, forkjælet af alle og vant til at føje sin Vilje og give den Luft i Øjeblikkets Udbrud, heftig og utaalmodig, naar han ikke faar det, som han vil — har han altid levet i og for sin Be rømmelse og ser nu pludselig, at dette hans Navn vil for dunkles. Det er første Gang det passerer ham— — — og det kommer saa overrumplende paa ham midt i hans øvrige Op hidselse! Det forekommer mig at, kan man svælge det, at Nora efter 8 Aars Ægteskab løber bort fra Børnene, saa bør jeg ikke have Betænkeligheder ved dette, der efter min Me ning kun er naturligt og med Flid ikke outreret. Jeg vil intet heller end se en Mand som Biskop Martensen som Dommer over det psykologiske i dette Stykke, hvilket jeg som sagt har været forberedt paa maatte støde, før man ser nøjere til. Professoren har jeg tænkt mig som en Mand paa 50 Aar — altsaa ingen Olding.

Jeg haaber, De fik mit Brev af igaar og er kjære Hr. Kancelliraad! med mange Hilsener

Deres altid hengivne
Jonas Lie.