Mandag.
Det er blevet ret stormfuldt, som saa ofte i Kanalen. Om nogle Timer har vi naaet Oceanet … Igaar gjorde Lægen mig Visit og da jeg var overbevist om, at han havde talt med Kaptajnen (hvem ingen ser) sagde jeg: Ja, imorgen vil jeg altsaa begynde at se mig om paa Skibet … Svaret var som jeg havde ventet: at man jo nødig saa, at de forskellige Klasser blandedes (!) – – Da jeg altsaa forstod, at jeg ad den Vej intet fik at se, og da »Cleveland«, som venter os i S. Fransisco, er en Turistdamper eller Luksusdamper, hvor der intet er at se, medens „Moltke“ ogsaa er Udvandrerdamper – besluttede jeg at forsøge at se selv og jeg begyndte straks. I Skumringen gik jeg ned ad nogle forbudte Trapper og naaede bagest i Skibet Mandskabernes Afdeling. Det var netop noget for mig og jeg saa meget og fik meget at vide …
Et saadant Skib er jo en By og en Stat, ak ja, saa „sammensat“ som en Verden. Idag vil jeg nu liste ned s. 15til Dækspassagereme … Iøvrigt kunde jeg leve Maaneder paa et saadant Skib. Jeg er jo, hvor jeg saa lever, vant til Ensformighed. Jeg holder ikke af at tale med Mennesker (og her, ligesom paa Marienlyst behøver man det ikke) og jeg keder mig aldrig, naar jeg blot maa have Lov at være alene – – Hvor selv de største Mennesker dog er fordummede og forblindede, naar de elsker. Napoléon bestiller ikke andet paa St. Helena end at lovprise Marie-Louise, som var dum, opblæst, en Dukke, hvis Hjerte sad mellem hendes allernaadigste Kejserlige Ben, og som ovenikøbet hadede ham, medens han tilrakker Josephine, der var aandrig og skøn og som elskede ham …
Jeg læser alt det med den største Forbauselse, skønt jeg i mit Liv maaske har været dummere end alle andre … Ved De, jeg har lagt Mærke til noget. For første Gang i mit Liv er jeg forsigtig med Cigaretter. Paa Teatre smider jeg dem rundt allevegne, saa Teatret, hvor jeg er ansat, kunde brænde hundrede Gange om Aaret. Men her passer jeg forsigtigt paa hver Tændstik. Det kommer i Virkeligheden af – jeg er vis paa det – at jeg er bange for Skibsbrande. Det minder mig om noget fra den Gang i Assens. Alle som havde set det, talte jo om, at de aldrig havde set nogen vise saa stor en Ro overfor Døden. Men jeg lagde Mærke til, at jeg, da jeg begyndte at blive bedre, igen begyndte at bande. Da jeg begyndte igen, slog det mig, at jeg i nogen Tid aldrig havde bandet. Det var min Dødsangst. Jeg vilde altsaa – af Frygt – ikke fornærme den Gud, paa hvem jeg ikke troede …
s. 16Menneskene er meget mærkelige …
Vi er nu helt ude i Oceanet og Havet er ret uroligt. Men man gør sig et ligesaa falskt Begreb om Oceanet som om de allerfleste Ting. Bølgerne synes ikke større end de ofte synes udfor Marienlyst og kun Skibets Duven lader En fatte Bølgedalenes Dybde – – Graat og graat og sietintet andet end Graat. Og saa Bølgekammenes Hvide … Der skulde komme en Damper forbi os (efter de opgivne Ruter altsaa). Det var en hel Begivenhed. Der gaar ganske vist saa mange Dampere over Havet, men Oceanet er stort … Damperen kom imidlertid ikke eller Taagen skjulte den … Oceanets faa Dampere er som Stjernerne i Rummet … Jeg har forsøgt at fortsætte mine Udforskninger af Skibet. Men overalt, hvor jeg vil hen, er der laaset af. Og dog vil jeg ikke forlade denne her Baad uden at kende alle dens Hemmeligheder. Men Skibet gaar idag saa uroligt, at det er umuligt at svippe ret meget rundt. Man maa for at faa alt at se op og ned ad altfor mange hemmelige Trapper – nogle græsselige Jemstiger, som er endnu meget værre end Trapperne paa et Teater … Oceanet er ikke saa skønt som de Billeder, Assumowski har malet af det.
Jeg saa Malerierne i Skt. Petersburg i et Musæum, og jeg havde aldrig set noget lignende: De Bølger var levende Væsener – nogle forfærdende, truende, levende Væsener der slog frem imod En. Alligevel, idag er Oceanet vredt.
Man ser paa dets Ansigt, at det er vredt over, at det aldrig faar Fred men altid maa høre Musik og Skruestøj og smaa Menneskestemmer – – – Lev vel saa længe. A s. 17Han kom meget i deres Hus i Moskwa … Hvis Stormen tager til, som det nu ser ud til, faaer vi snart Ordrer til at blive i vore Kabiner. Paa forrige Tur tog Vandet Formasten og et Stykke af Rælingen. Da var der virkelig Fare. Men Passagererne, som aldrig kan drømme om den virkelige Fare, anede intet … Jeg kan ikke skrive mere, da jeg skal digte om „Moskau’erne“ til „Masken“. Das ist weit – „Masken“ – – –
Stormen tager stadig til. Jeg maa skrive med Blyant. Ti Blækhus og alt flyver ad Helvede til. „Moltke“ skælver under En som Væddeløberen under Rytteren. Midt som jeg i Formiddags sad ved „Moskau’erne“ mærkede jeg, at Skibet laa stille. Vi kom ikke frem mod Bølgerne. Da jeg kom ned til Lunch, sagde en Amerikaner, min Genbo ved Bordet: Naa, nu er De vel tilfreds. Nu har De Deres Storm – Nej endnu ikke – Hvadbehager? – Det er ikke den store Storm – – Kaptajnen lo højt, da han hørte det …
Ved Femtheen faaer vi hver Dag en Avis med de indløbne traadløse Telegrammer o.s.v. Idag stod i Vejrberetningen, som dirigeres af Kaptajnen: „Høj, vild Sø.“ Saa maa det vel altsaa være den store Sø. Kolossalt er det. Men er det ikke besynderligt, der er Øjeblikke, hvor dette oprørte Hav pludselig synes at stivne – og da ligner det præcist et Maanelandskab. Mærkværdigt: ogsaa den store Lidenskab har saadanne stivnede Øjeblikke, hvor den ligger død – – som Lava, før det nye Udbrud – –
Eh bien – nu kan der ikke være mere i denne Konvolut. Paa Oceanet og altid Deres Ven og gode Ven
Herman
s. 18
Benno Berneis’ maleri af Herman Bang, fuldført i Berlin en måned før Bangs død.