Danmarks Breve

BREV TIL: Betty Anna Maria Nansen FRA: Herman Joachim Bang (1912-01-16)

Tirsdag.

Havet blev igaar stadig uroligere. Om Eftermiddagen ved Koncerten saa jeg pludselig Kellnerne skyde tætte Skodder for alle Døre og Vinduer og forstod, at det var for at „Publikum“ ikke skulde høre Stormen.

Som Over-Stewarten sagde mig: Nicht wahr mein Herr, man darf ja die Herrschaften nie beunruhigen … Siden under Middagen piskede dog Stormen saadan om de høje Glaskupler i Spisesalen, at alle maatte høre det. Stormen lød som en uafladelig Geværild mod Kuplerne … Lidt efter lidt talte alle om Stormen – men i al Almindelighed, som om det ikke var noget, der vedkom os …

Da jeg Klokken ti i min Kahyt forlangte min The, sagde min Understewart, en Hamburger Bengel paa nitten Aar: Aa, det er ubehageligt med de stærke Storme. Alting gaar i Stykker mellem Fingrene paa En (han tænkte paa de saakaldte Glaspenge, alle Kellnere har at betale) … Ved Aftenkoncerten spillede Primoviolinisten: Tristesses d’amour … En Dame var der. Hun begyndte

s. 22
Den ældre Herman Bang i en karakteristisk stilling.

s. 23 at tale med mig paa fransk og med udpræget Pariserakcent. Jeg sagde: Madame er Pariserinde? Ja, monsieur – „Aa, det er derfor De holder Dem saa tappert ene af alle Damerne. Pariserinder viser altid Mod“ … Og hele hendes Ansigt straalede af Glæde over denne stakkels Kompliment, sagt hendes By midt paa Oceanet … Idag er Oceanet pragtfuldt og man ser dets Kæmpebølger.

De rejser sig foran Moltke som blaagraa Staalvolde, Skibet kløver … Og Solen er paa Himlen midt under Stormen … Vi gaaer nu meget langsomt og hvis Stormen ikke ophører, vil vi blive forsinkede … Jeg ønsker, der maatte rejse sig en rigtig Storm. Naar man er i det, skal man ogsaa se det. Det er da sandt. Men du almægtige Himmel, jeg ser, jeg er allerede begyndt paa det tredje Ark. Og det er kun Rejsens fjerde Dag. De faaer saamæn aldrig Brevet læst. Saa giv det til Frøken Schaldemose. Hun læser det nok – fordi det er fra „Atlanterhavet“ …

Jeg læser Napoléon med en uhyre Langsomhed, fordi hvert Ord interesserer mig. Denne ene Mand omfattede alt. Jeg tror, at hvis alle de Planer, som, klare og fuldkomne, fødtes i dette ene Hoved, skulde virkeliggøres, vilde det være nok for Menneskeheden i femhundrede Aar – – Men mest beundrer jeg hans Vilje. Ved De, at en Gang en bekendt Grafolog i Europa, som fik min Haandskrift uden at kende mig, skrev, at denne Skrifts Udtryk for Vilje havde forbauset ham. Af Haandskrifter, han kendte, udtrykte kun Bonapartes en større Sum af Vilje … I Virkeligheden har jeg ogsaa – paa Grund af mit Livs mange Hindringer og Ulykker – maattet udfolde s. 24 en meget stor Sum af Vilje … selvom man aldrig skal gentage saadan noget, fordi det lyder fuldkommen latterligt. A propos Haandskrifter, da ligner Deres paafaldende Erika Nissens og Prinsesse Maries. Jeg har modtaget Breve fra Prinsessen, som jeg, naar jeg læste Udskriften, troede var fra Dem … Men der var også stor Lighed i Deres og hendes Karakter – – – Nu er det Lunch.