Danmarks Breve

Der er digtere, der tager én om hjer...

s. 5 Der er digtere, der tager én om hjertet, og der er dem, der lader én kold.

Til de første hørte fra min ungdom: H. C. Andersen, I. P. Jacobsen og Herman Bang, nævnt i bekendtskabernes rækkefølge.

De blev læst og de blev dyrket og til de to førstes barndomsbyer og -egne blev der valfartet.

Med Herman Bang lå det anderledes: Der var noget i hans kunst og i hans liv – en manér og en egen overfølsomhed – man ikke som ung forstod. Det skabte distance.

Men „Irene Holm“ – „Ved Vejen“ – „En dejlig Dag“ og Dannevirkenatten af „Tine“ – hvor man elskede de skildringer!

Måske fordi man ikke evnede at nå ind til ham, som til de andre to, meldte han sig selv på en forunderlig måde i min modnere alder.

På vej fra BIKUBEN, hvor jeg er ansat, til mit ferieopholdssted på Stevns blev jeg, idet jeg var ved at køre forbi en „Antikhandel“, opmærksom på en papkasse, der var lagt oven på et opstablet Sct. Hansbål.

Det var dagen før Sct. Hans’ Aften.

Jeg vidste fra et tidligere besøg på stedet, at denne kasse havde indeholdt en brevsamling og regnede – næsten – med, at den nu måtte være tom.

s. 6 Nysgerrigheden, som drev mig til at undersøge sagen, blev lønnet med, at der endnu befandt sig papirer og breve på bunden – ganske vist fugtige og tilsyneladende værdiløse. Kassen byttede ejermand og blev kørt til mit landlige opholdssted. Her blev den endevendt, papirer og breve sorteret og hængt til tørre i solen.

Det sidste brev – det allersidste brev – var mørt som vådt trækpapir og lå klistret fast til bunden af kassen.

Var det mon noget at ofre tid og ulejlighed på – en sommerdag, mens solen skinnede og lærkerne sang?

Det var brevet fra Herman Bang.

Skrevet 18 dage før hans ensomme død i en jernbanevogn i Ogden, USA.

Nu har brevet fundet sin plads på Det kgl. Bibliotek, som jeg bringer min bedste tak for hjælp ved fremskaffelse af billedmateriale.

Jeg bringer samtidig en tak til redaktør Svend Kragh- Jacobsen og BIKUBEN for – henholdsvis – hjælp ved gennemarbejdelsen af manuskriptet og økonomisk støtte til udgivelsen af denne lille bog, som forøger vort kendskab til en af Danmarks betydeligste digtere.

København d. 1. december 1973.
Per Busck-Nielsen.