Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Albrecht Bluhme FRA: Christian Frederik Güldencrone (1865-01-30)

Baron Guldencrone, Chargé d’affaires i Berlin, til Udenrigsminister Bluhme.
Berlin, 30. Januar 1865.

Deres Excellence.

. . . Herr von Bismarck lægger i sine Samtaler med herværende Diplomater ingen Skjul paa Preussens Hensigter med Hensyn til Hertugdømmernes Annexion, ligesom han ogsaa ved saadanne Leiligheder anerkjender Nødvendigheden s. 13 af en Retrocession til Danmark af en Deel af Slesvig for at Preussen kan naae sit Maal. Han skal saaledes nylig have yttret, at Preussen fra Udlandets Side ingen principielle Vanskeligheder vilde møde med Hensyn til Annexionen; kun vilde Frankrig pro forma for Nationalitetsprincipets Skyld holde fast ved, at en om end nok saa ringe Deel — 2 à 3 Qvadratmiil — af Slesvig blev tilbagegivet Danmark. Han har blandt andet ved denne Leilighed ogsaa brugt følgende Udtryk: »On ne nous demande que l’ongle de l’orteil«. Med dette »On« sigter han aabenbart til Keiser Napoleon.

Der staaer imidlertid for Preussen endnu en heel Deel Vanskeligheder tilbage at overvinde ved Afgjørelsen af dette Spørgsmaal. Blandt andet ere Udsigterne til at komme til Forstaaelse med Østerrig endnu meget fjerne, og man er her i den senere Tid meget lidet tilfreds med sidstnævnte Magt. — Annexionsplanen er i det Hele i Preussen selv meget populair. Kun hos Gothapartiet finder den Modstand, og i Spidsen for dette Parti staaer her Kronprindsen, der er gaaet op i Ideen om den tydske Eenhed tilveiebragt ved Hjælp af Forbundet, og som i Hertugdømmernes Annexion paa Sagens nuværende Standpunkt seer en Kilde til uendelige og uovervindelige Vanskeligheder. Imidlertid nærer jeg ingen Tvivl om, at Regjeringens Politik om end ikke meget snart, saa dog tilsidst vil naae til sit Maal. Herr von Bismarck staaer meget høit i Kongens Gunst og finder Understøttelse hos alle de kongelige Prindser — med Undtagelse af Kronprindsen — og hos Militaircabinettet.

Saavidt jeg kan skjønne er der for Øieblikket meget lidet at gjøre her for at fremme den danske Sag; thi hvis Afgjørelsen laae alene i Preussens Hænder vilde Udsigterne være meget ringe, da man ikke her har synderlig Frygt for de Besværligheder og Vanskeligheder Tilstedeværelsen af en fremmed Nationalitet i Riget kan berede Regjeringen. Til nogen væsentlig Nytte for os kan kun den Understøttelse vi kunne finde hos de ikke-tydske Stormagter, og da navnlig s. 14 hos Frankrig, være. Men som jeg alt har havt den Ære at bemærke synes det, som om Frankrig endnu ikke var tilbøielig til med tilstrækkelig Varme at tage sig af vor Sag.

Guldencrone.

Modtaget 3. Februar 1865.