Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1865-11-17)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Fortrolig.
Berlin, 17. November 1865.

Deres Excellence,

Jeg benytter en sikker Leilighed, som idag frembyder sig, for at meddele Deres Excellence Indholdet af en Samtale jeg nylig har havt med Grev Bismarck. —

Jeg havde anseet det nødvendigt at gjøre Minister-Præsidenten opmærksom paa, at en kongelig Undersaat, der, efter hvad der var kommen til min Kundskab, her paa Stedet var traadt i Forbindelse saavel med Hans Excellence selv som med andre Personer i det Øiemed at forhandle eller ialfald samtale om politiske Gjenstande, der interesserede den kongelige Regjering, ikke stod i noget Forhold til denne.

Efterat have hørt min Meddelelse sagde Grev Bismarck at det virkelig forholdt sig saaledes som af mig anført, at han havde modtaget den omhandlede kongelige Undersaat; men at denne havde været indført hos ham og anbefalet ham af Justitsraad Wagner, Stifteren og Føreren af Kreuzzeitungspartiet, en i alle Henseender meget fremragende Personlighed, som ialfald maatte være mig bekjendt af Anseelse. Dennes Anbefaling havde ikke kunnet Andet end bibringe ham den Overbeviisning, at Vedkommende var en fuldkommen paalidelig Person, med hvem han kunde indlade sig i Samtale om Forhold, der interesserede saavel Preussen som Danmark og som jeg maatte vide, at han gjerne saae ordnede til Danmarks ikke mindre end til Preussens For deel. Den omhandlede Person havde ogsaa selv paaberaabt sig Forbindelser i Danmark, som maatte skaffe hans herværende Optræden Tiltro, og i Alt hvad han havde yttret eller udtalt som det ønskelige Resultat af hans Virksomhed her, havde han ogsaa viist sig ledet af et reent patriotisk Sindelag.

Dette anerkjendte ogsaa jeg efter Alt hvad jeg havde s. 85 kunnet erfare; men jeg havde maattet værge mig imod, at Ministeren, hvis det senere skulde vise sig for ham, at de Forbindelser, hvori han havde tænkt sig at den Paagjældende stod i Hjemmet, ikke vare tilstede i det af ham formodede Omfang, skulde kunne bebreide mig at have ladet ham i Uvidenhed derom. Dette havde været mit eneste Øiemed, og nu, efterat dette var fyldestgjort, maatte jeg for mit Vedkommende ganske overlade til ham selv, hvorledes han vilde stille sig ligeoverfor Vedkommende.

Ved at omtale Gjenstanden for Sidstnævntes Virksomhed bemærkede Grev Bismarck, at hans Samtaler med ham væsentlig havde dreiet sig om Muligheden af Gjenerhvervelsen for Danmark af »Dele af Nordslesvig«; Ministerens Udtryk var »Theile von Nordschleswig«, og jeg for mit Vedkommende fandt ingen Anledning til at fremhæve det ringe Omfang hvori Gjenerhvervelsen skulde finde Sted, men indskrænkede mig til at bemærke, at jeg erindrede, at Hans Excellence jo ogsaa til mig tidligere havde yttret sig om Muligheden af en Tilbagegivelse til Danmark af større eller mindre Dele af Slesvig. I mine Tanker var en Deel af dette Land snarere til Byrde end af virkelig Værd for Preussen, medens dets Adskillelse fra Danmark gav stadig Anledning til Strid og Vanskeligheder, der hindrede en fuldstændig Gjenoprettelse af det gode Forhold, som burde bestaae mellem de to Lande. Heri gav Grev Bismarck mig Ret, tilføiende omtrent som følger:

»Jeg har ogsaa selv ved flere Leiligheder yttret mig i denne Retning. Allerede ifjor vil De erindre, at jeg udtalte mig saaledes til Herr Hansen, da jeg saae ham i Biarritz. Men dette skeete i October, før Fredsslutningen, og jeg tænkte mig dengang at det nationale Partie, hvortil jeg vidste at Hansen hørte, muligen kunde ville vanskeliggjøre Regje- ringen Afslutningen af Fredstractaten og navnlig dens Ratification. Men skjøndt der saaledes laa en vis Beregning til Grund for denne min Udtalelse, har jeg dog oftere senere s. 86 gjentaget den. Jeg har navnlig yttret til Keiser Napoleon, at jeg personlig langtfra var utilbøielig til en saadan eventuel Retrocession, naar Folkestemmen udtalte sig derfor; men jeg kan ikke tage Initiativet dertil; jeg maa selvfølgelig afvente et saadant.«

Idet jeg bemærker, at jeg ligeoverfor denne Udtalelse, ligesom ved alle tidligere Leiligheder hvor Grev Bismarck har omtalt samme Gjenstand for mig, har forholdt mig ganske passiv, forsaavidt angaaer enten den kongelige Regjerings eller mine egne Tanker om det foreliggende Spørgsmaal, troer jeg at burde fremhæve, at det er første Gang Grev Bismarck til mig har udtrykkelig sagt, hvorledes han havde udtalt sig om Sagen for Keiser Napoleon, ligesom han hellerikke tidligere for mig, naar han, som oftere har været Tilfældet, har villet tilkjendegive at Tiden til at gaae i den antydede Retning ikke var kommet, har talt om et Initiativ der skulde tages eller afventes.

Quaade.

Depeche Nr. 17.