Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1865-12-29)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 29. December 1865.

Deres Excellence.

Der kan aabenbart ingen Tvivl være om, at den Stilhed, som for Tiden giver sig tilkjende i Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Fremtid, ikke alene er tilsyneladende, men ogsaa er en Følge af at der i Virkeligheden ikke foretages Noget til dette Spørgsmaals Fremme mellem de tvende paagjældende Magter. I Overeensstemmelse hermed har ogsaa Grev Bismarck nylig udtalt sig til en herværende fremmed Gesandt, og der er saaledes vistnok ingen Grund til for det Første at vente nogen Forandring i hiint Spørgsmaals Stilling.

Imidlertid skal jeg dog ikke undlade at omtale en Meddelelse, jeg har modtaget i disse Dage og som tyder paa det Modsatte, men som jeg dog troer man maa være forsigtig med at tillægge anden Betydning end den, der kan tilkomme den som Tegn paa de store Vanskeligheder det omhandlede Spørgsmaals Løsning møder, og som for Øieblikket berede Cabinettet i Berlin ikke ringe Forlegenhed.

Ifølge denne Meddelelse har man imellem de Personer som ere beskjæftigede ved den officiøse Presse allerede i nogen Tid talt om, at den preussiske Regjering var besluttet paa før Kamrenes forestaaende Aabning at skride til en formelig Incorporation af Slesvig i Preussen. Det forekommer mig imidlertid at en Foranstaltning af denne Beskaffenhed, s. 100 selv om Østerrig ikke for Øieblikket skulde være istand til at modsætte sig den, dog vilde være i høieste Grad vovelig; thi den vilde staae i afgjort Strid med de mellem sidstnævnte Magt og Preussen trufne formelige Aftaler, og ligesom det nu med Bestemthed vides, at Grev Bismarck aldeles Intet har opnaaet paa sin sidste Reise til Frankrig, saaledes vilde en saadan eensidig og vilkaarlig Fremfærd ogsaa formeentlig stille den preussiske Regjering i et ganske særegent Forhold til de Forpligtelser, Hans Majestæt Kongen ved Fredstractaten af 30te October f. A. har paataget sig ligeoverfor de to tydske Magter i Forening. —

7*

Foruden denne Meddelelse skal jeg endnu tillade mig at nævne en anden, som jeg dog ikke troer, at man, ialfald for Tiden, bør tillægge større Betydning end den første. En her i Berlin bosat Mand, som stedse har viist sig velvillig stemt mod Danmark, og som navnlig for nogle Aar siden har skrevet en for de danske Interesser gunstig og i sin Tid af mig til det kongelige Ministerium indsendt Brochure om det slesvigholsteenske Spørgsmaal, (vid: Indberetning Nr. LXVII af 26de December 1862) 1) har nylig gjort mig et Besøg og ved denne Leilighed sagt mig, at den preussiske Regjering var meget misfornøiet med den danske Regjerings reent passive Politik. Preussen vilde vistnok aldrig være at formaae til en ligefrem Tilbagegivelse af Nordslesvig, men en ganske anden Sag vilde det være, naar Danmark ydede et Æqvivalent derfor, og et saadant Æqvivalent besad Danmark i sine vestindiske Colonier, hvoraf navnlig St. Thomas havde det største Værd ikke alene for den preussiske Regjering, men ogsaa for det preussiske Publicum, som ønskede at Preussen blev en Sømagt, og i dette Øiemed ogsaa ansaae det nødvendigt, at det kom i Besiddelse af Colonier.

Til Foranstaaende indskrænker sig det Lidet jeg idag seer mig istand til at meddele i politisk Henseende. . . .

Quaade.

Modtaget 2. Januar 1866.