Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1866-05-05)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 5. Mai 1866.

Deres Excellence,

Ved min allerærbødigste Indberetning af 22de Februar d. A. Nr. 7 har jeg omtalt en Meddelelse, jeg havde erholdt om en Alliancetractat, der var i Begreb med at afsluttes mellem Preussen og Italien; og ligesom jeg engang senere, nemlig den 23. Marts d. A. under Nr. 10, er kommen tilbage paa denne Gjenstand, 1) saaledes har jeg selvfølgelig ogsaa fremdeles stadig havt min Opmærksomhed henvendt paa Spørgsmaalet om, hvorvidt en saadan Overeenskomst enten alt var tilstede eller kunde ventes at blive afsluttet, samt i bekræftende Fald, paa hvad den maatte indeholde.

Det har vel ikke været mig muligt at erholde nogen bestemt og aldeles paalidelig Oplysning i nogen af disse Henseender, navnlig er det jeg har kunnet erfare ikke indbyrdes overeensstemmende; men jeg skal dog ikke undlade at meddele Deres Excellence hvad der er kommen til min Kundskab, da dette, combineret med de Oplysninger, Deres Excellence kan have erholdt ad anden Vei, muligen vil føre til en rigtig Slutning om det virkelige Forhold.

Den første authentiske Antydning om en allerede tilstedeværende Forstaaelse mellem Preussen og Italien har jeg fundet i en Yttring af Grev Bismarck til Baron Plessen under dennes seneste Ophold i Berlin og hvorom Sidstnævnte herfra har meddeelt Deres Excellence Underretning; men denne Yttring behøvede ikke at forudsætte en allerede afsluttet Tractat; og jeg har derfor ikke heri fundet tilstrækkelig Grund til at fæste ubetinget Lid til en Meddelelse, jeg modtog i Begyndelsen af denne Uge og som gik ud paa, at der mellem de tvende Lande bestod en saa vidt gaaende Overeenskomst, at de ikke alene skulde i Fælledsskab operere hver fra sin Side imod Østerrig, men at de indbyrdes s. 161 endog vare saaledes bundne, at ikke den ene af dem skulde kunne nedlægge Vaabnene forinden den anden havde opnaaet sit specielle Krigsformaal, saaat altsaa Preussen skulde være forpligtet til at fortsætte Krigen indtil Italien havde erobret Venetien, og Italien indtil Preussen havde annecteret Hertugdømmerne. I denne min Tvivl er jeg bleven bestyrket ved en Meddelelse jeg erholdt igaar, og ifølge hvilken der vel ingen Spørgsmaal kan være om, at der bestaaer en Forstaaelse mellem de tvende omhandlede Magter; men denne Forstaaelse skal ikke være en undertegnet Tractat; og skjøndt Formaalet derfor vel for hver enkelt af Parternes Vedkommende er at fremme hine Combinationer, ere de dog ikke gjensidigen saa ubetinget bundne til hinanden som ovenfor antydet. Saaledes skulde Italien ikke være forpligtet til under alle Omstændigheder at fortsætte Krigen indtil Østerrig og muligen det øvrige Tydskland havde opgivet Modstanden mod Preussens Udvidelsesplaner i det nordlige Tydskland. —

Til hvad jeg igaar har meddeelt om de her besluttede Rustninger, seer jeg mig nødsaget til at knytte følgende Berigtigelser. Det er kun det schlesiske og det posenske Armeecorps, der hver, ved Indkaldelse af det første »Aufgebot« af Landeværnet, bringes op til en Styrke 1002 Mand pr. Bataillon, og disse skulle strax møde. Denne Forholdsregel begrundes i den Omstændighed, at det ved en udbrydende Krig og ved en mulig fjendtlig Besættelse af de paagjældende Provindser, ikke mere vilde være muligt at faae Landeværnsmandskabet indkaldt for disse tvende Armeecorps Vedkommende. Derimod udstrækker det besluttede »Kriegsbereitschaft« sig over hele den preussiske Armees Cavallerie og Artillerie.

Ifølge den Politik den kongelige Regjering har foreskrevet sig, troer jeg at burde udvise en særegen Tilbageholdenhed med under de nærværende Forhold at søge authentiske Oplysninger om hvad der angaaer de fra de forskjellige Sider s. 162 trufne Krigsforberedelser, og derfor ville de Meddelelser jeg kan give herom undertiden, navnlig i Enkelthederne, være noget mindre nøiagtige.

11

Da jeg har en aldeles paalidelig Leilighed til at befordre nærværende allerærbødigste Indberetning, idet Geheimeconferentsraad Grev Bille Brahe, der imorgen tidlig begiver sig til Danmark over Lübeck, vil medbringe den til denne Stad, vil jeg ikke undlade endnu at omtale en Iagttagelse jeg efterhaanden og navnlig under den nærværende Krise har gjort. Siden Freden til Wien er der hidtil ikkun fra preussisk eller tildeels ogsaa fra østerrigsk samt fra ikke-tydsk Side fremkommet Antydninger om at Danmark ved en endelig Ordning af Hertugdømmernes Forhold muligen kunde vente en Formildelse af hine Fredsvilkaar; men ligeoverfor de Farer som nu true Freden og i Erkjendelse af at disse Farer ere fremkaldte ved de store Dimensioner det slesvigholsteenske Spørgsmaal har antaget, fremkomme hine Antydninger nu ogsaa fra andre Sider, og flere af mine reent tydske Colleger have i den senere Tid erkjendt, at der med Hensyn til hiint Spørgsmaal, medens Hertugdømmerne endnu hørte til det danske Monarkie, havde hersket stor Vildfarelse i Tydskland, og at naar Spørgsmaalet engang definitivt ordnedes, maatte Danmark erholde nogen Compensation.

Quaade.

Depeche Nr. 24, modtaget 8. Maj 1866.