Danmarks Breve

BREV TIL: Waldemar Rudolph Raasløff FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1866-05-18)

Udenrigsminister Grev Frijs til Generalmajor Raasløff, Gesandt i
Washington
.
Kjøbenhavn, 18. Mai 1866.

Jeg har modtaget Deres Indberetninger om den vestind. Sag indtil Nr. 22 incl. og jeg takker Dem for den fortsatte Iver og Takt hvormed De behandler denne vanskelige Sag og for den Omhyggelighed, hvormed De meddeler mig ethvert Datum til dens Bedømmelse.

Mere end nogensinde maa jeg imidlertid nu fastholde min Overbevisning om Nødvendigheden af, ikke for Øieblikket at føre denne Sag til en Afslutning. Af de Grunde herfor, som jeg tidligere har meddelt Dem, er nu Hensynet til vore finantsielle Forhandlinger angaaende Hertugdømmernes Forpligtelser efter Fredstractaten vistnok ikke længere tilstede, da disse Forhandlinger have ført til et Resultat. Ligeledes synes de tidligere Forviklinger mellem Frankrig og Nordamerica i Anledning af det mexicanske Spørgsmaal at være nogenlunde udjævnede. Men endnu staaer tilbage den Vanskelighed for et Salg, der ligger i den Maade, paa hvilken Colonialmagterne vilde opfatte et saadant Skridt fra vor Side, og i saa Henseende er det Frankrigs og tildels Englands Misfornøielse, som jeg troer især under nærværende Omstændigheder at burde tage et væsentligt Hensyn til. Ville disse Magter ansee deres Interesser i væsentligere Grad berørte ved et Salg af Øerne til s. 171 America? Vilde de have nogensomhelst Ret til at klage over et saadant eventuelt Skridt af os? Maae vi befrygte, at de kunde lade os lide under deres Uvillie dersom vi uden Hensyn til dem disponere paa den paatænkte Maade over Øerne? Alle disse tre Spørgsmaal maa jeg destoværre besvare bekræftende.

Efter den Maade, hvorpaa den herværende franske og engelske Gesandt have interpelleret mig om, hvorvidt de Rygter vare begrundede, som længe havde omtalt et Salg til America som forestaaende, er det utvivlsomt, at Vestmagterne lægge stor Vægt paa Sagen og ikke blot paa Grund af den øieblikkelige Spænding, der da fandt Sted, men ogsaa fordi det hele vestindiske Colonialsystem vilde meget stærkt berøres ved et nordamericansk Etablissement i Centrummet af de europæiske Besiddelser. Colonialmagterne savne dernæst ikke vigtige Betragtninger, hvorpaa de kunne støtte den Fordring, at vi ikke bør ansee deres Interesser som et os uvedkommende Moment i vor Bestemmelse. Hvor rigtigt det nemlig end i privatretlige Forhold er, at Eiendomsretten indbefatter Retten til med fuld Frihed at kunne disponere over Tingen ved at sælge og overdrage den til Andre, saa er det dog ubestrideligt, at denne Grundsætning ikke er anerkjendt eller kan anerkjendes i samme Omfang i Folkeretten. Medens i private Forhold en Eier ikke i Almindelighed kan modsætte sig, at hans Nabo sælger sin Eiendom, fordi han ikke mindre ligeoverfor den nye Kjøber end ligeoverfor den tidligere Eier vil finde al fornøden Beskyttelse i den bestaaende Retsorden, mangler netop en saadan Sikkerhed i folkeretlige Forhold, og en Overdragelse af Land vil i høi Grad kunne udsætte andre Magter for Farer, enten ved at Ligevægten i Magtforholdene i det Hele forrykkes eller ved at i alt Fald en local Fare opstaaer. Dette kan ikke fordølges netop at være Tilfældet naar vi sælge vore Antiller til Nordamerica. Men til denne almindelige Betragtning knytte sig andre af mere positiv Natur. Jeg vil ikke videre berøre, at s. 172 England maaskee vil støtte sig paa en mindre heldigt ført Samtale mellem Grev Russell og General Bülow for at paastaae, at den kgl. Regjering har bundet sig ved et positivt Løfte til ikke uden Englands Samtykke at sælge Øerne til America, thi enhver Misforstaaelse i saa Henseende maa i alt Fald være fjærnet ved en senere Note fra General Bülow, i hvilken han nærmere præciserer sine Ord. Men vigtigere er det, at det efter omhyggelige Undersøgelser i Geheimearchivets Papirer viser sig, at vi ved Erhvervelsen af St. Croix i 1733 tractatmæssigt have forpligtet os til ikke at sælge denne Ø til nogen anden Magt uden først at have tilbudt den til Frankrig, som har forbeholdt sig i saa Tilfælde at erhverve den for den efter nuværende Forhold aldeles nominelle Priis, som i 1733 gaves for den. Denne tractatmæssige Forpligtelse er ingensinde senere ophævet, men tvertimod paany optaget i Handelstractaten af 23. Aug. 1742 Art. 42, som endnu staaer ved Magt og udtrykkeligen i vor seneste Handelstractat med Frankrig af 9. Febr. 1842 erklæres for at være den endnu bestaaende Handelstractat.

Jeg vil ikke absolut benægte, at under visse gunstige Omstændigheder kunde den kgl. Regjering maaskee uden stor Fare tilsidesætte idetmindste m. H. t. St. Thomas og St. Jan de ovennævnte Hensyn og lade det komme an paa, om nogen europæisk Magt for et saadant fait accompli vilde risikere en alvorlig Conflikt med Nordamerica, eller forsøge paa at lade os undgjælde for vor Ligegyldighed for de europæiske Interesser i Vestindien. Men hvad Betydning end dette Raisonnement ellers kan have, vilde jeg dog ansee det for aldeles uforsvarligt i dette Øieblik at handle efter det, da Spørgsmaalet om Hertugdømmernes Skjæbne meget snart kan foreligge til Afgjørelse, og da vi med yderste Omhu bør undgaae Alt, der kan skade vore Udsigter til muligviis at faae Wienerfredens Bestemmelser modificerede paa en saadan Maade, at vor politiske Tilværelse ikke fremdeles udsættes ved at Als og Dybbøl befinde sig i Fremmedes Hænder. s. 173 Det er netop Vestmagterne, og navnlig Frankrig, som i denne Henseende kunne og maaskee ville lægge deres Indflydelse til en vis Grad i Vægtskaalen for os, og uden at jeg miskjender, at det nærmest er deres egne politiske Interesser og almindelige Hensyn, der efter Omstændighederne ville kunne bestemme dem til en saadan for os gunstig Action, saa tør jeg dog heller ikke glemme, at en vis Velvillie og Overbeviisningen om, at Danmark ikke vil handle fjendtligt mod Vestmagterne navnlig Frankrig, udøver sin Indflydelse paa den Interesse, vi kunne vente at finde.

Mit Resultat er derfor det, at vi for Tiden bør holde Sagens Afgjørelse hen. Naar Hertugdømmernes Skjæbne er afgjort, ville vi staae friere i vore Beslutninger om enten at søge at erhverve Vestmagternes foregaaende Acquiescens til et Salg eller idetmindste for St. Thomas og St. Jans Vedkommende at fritage os selv for alle videre Hensyn til andre end vore egne Interesser. Americas Ønske om at erhverve Øerne vil neppe blive mindre ved at man venter, og navnlig St. Thomas’ Værdi vil sandsynligviis hvert Aar stige. En Udsættelse vil derfor heller ikke i denne Henseende være til vor Skade. Hvad vi derimod maae være opmærksomme paa, er, at America ikke fatter Mistro til os, saa at en senere Overenskomst, naar Omstændighederne blive gunstigere, vanskeliggjøres ved at Forhandlingerne nu afbrydes, samt at den ikke opgivne Tanke om et senere Salg til America hemmeligholdes, da vi ellers maae befrygte en formel Protest fra Colonialmagterne, der vilde gjøre en tilkommende Disposition betydeligt vanskeligere for os.

De kjender nu, Hr. General, min hele Tanke om Sagen, og vil vide med Deres sædvanlige Kjendskab til americanske Forhold at udføre den paa den mest passende Maade. Hvad det mest kommer an paa for Dem, er at bringe Sagen til at hvile uden at den dog opgives. Congressens forestaaende Slutning, Nødvendigheden for Dem af en mundtlig Conference med den kgl. Regjering, Hensigtsmæssigheden af at s. 174 Captn. Fox’ mulige Besøg her i Sommerens Løb benyttes til (foreløbig) Behandling af Spørgsmaalet, osv., ville muligviis afgive tilstrækkelige Paaskud for en Standsning, thi det er mig ikke klart, om det er raadeligt at meddele Hr. Seward vore virkelige Betænkeligheder, navnlig det almindelige Hensyn til Vestmagternes Interesser (jeg modsætter dette det særlige Hensyn, som Hertugdømmernes Spørgsmaal for Øieblikket paalægger os). Jeg vil imidlertid i denne Henseende ikke binde Dem, thi De alene er istand til at bedømme, hvor langt De kan og bør gaae i Deres Confidencer desangaaende til Hr. Seward, men hvad De navnlig vil rette Deres Bestræbelser paa, er, som jeg ovenfor har bemærket, at Nordamerica ikke fatter Mistro til os og maaskee tænker paa ved given Leilighed ved Hjælp af mindre loyale Midler at erhverve en Besiddelse, hvorpaa det sætter Priis. —

Afskrift.