Falbe, Christian Frederik BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Falbe, Christian Frederik (1866-06-24)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 24. Juni 1866.

[Har efter Tilsigelse lige haft en Samtale med Grev Mensdorff, der havde tænkt at medgive ham et Brev til Grev Frijs »for formelt at bekræfte hans Ord«.] Hr. von Biegelebens Yttringer om, at den kongelige Regjering ikke er bunden ligeoverfor Preussens eensidige og egenmægtige Dispositioner over Hertugdømmerne ere blevne mig formelt bekræftede af Grev Mensdorffs, og jeg er bemyndiget til at meddele Begjeringen dette, saavelsom at erklære, at saafremt den preussiske Regjering har givet den kongelige Regjering nogensomhelst Forsikkring om en Retrocession af nogen Deel af Slesvig, saa er den østerrigske Regjering villig til at indrømme Samme fuldt saameget, og Grev Mensdorff troede, at kunne gjøre dette med bedre Sikkerhed for os. Han engagerer ikke den kongelige Regjering til nogen activ Optræden; men han finder det billigt og bifalder, om den søgte ved en Besættelse af hele eller en Deel af Slesvig at tage materielle Garantier for Fremtiden og for en endelig Løsning af de nærværende Forviklinger. Skulde det navnlig vise sig, at den preussiske Regjering vilde foretage en Udskrivning af Mandskab i Hertugdømmerne eller lade disse besætte af meklenborgske eller oldenborgske Tropper, — den har staaet i Underhandling med begge nævnte Regjeringer herom — vilde den østerrigske Regjering aldeles og fuldkomment ansee den kongelige Regjering berettiget til at skride ind med Vaabenmagt, for at beskytte de danske Elementer. Med Hensyn til Følgerne af vor Optræden kunde vi ubetinget stole paa Østerrigs Velvillie og Bistand, i hvis Interesse et saadant Skridt vilde være. Han indsaae vel den Fare vi løb, og at vi i Preussen have at frygte en mægtig Nabo, medens Østerrigs Arm var noget fjern, saa at al Forsigtighed fra vor Side var nødvendig.

De nærmeste Dage ville formeentlig bringe nogen meres. 202Klarhed i Situationen. Skulde Preussen seire i det forestaaende Slag, bør vi vistnok foreløbigt forholde os rolige og afvente de videre Begivenheder. Taber derimod Preussen Slaget, saa er det alle Upartiskes Anskuelse, at Preussens Magt dermed vil være knækket, saa at Tiden for os til at handle vilde være kommen. Benytte vi da ikke dette Øieblik til at sikkre os Besiddelsen af Slesvig med Dybbøl-Stillingen, er det at vente, at Forbundshæren vil besætte Hertugdømmerne, og det maatte falde os vanskeligt da at opnaae Tilbagegivelsen af Slesvig. Gaae vi derimod itide frem, saa staae vi ipso facto som dettes Allierede og kunne trygt stole paa Østerrigs Bistand, at Intet fra Forbundshærens Side foretages imod det af os besatte Land. Grev Mensdorff vilde finde det naturligt og i Østerrigs Interesse om vi ogsaa besatte Holsteen med. Jeg indvendte dog herimod, at det turde kunne fremkalde Vanskeligheder med Forbundet, om vi betraadte Forbundsgebeet, hvorimod dette Intet vilde kunne have at skaffe paa slesvigsk Gebeet, og Grev Mensdorff bifaldt denne min Anskuelse. I det Tilfælde dog, at Tropper fra een af Preussens Allierede besatte Holsteen, vilde vi være berettigede til at fordrive disse og holde Landet besat. Saafremt den kongelige Regjering ikke skulde bestemme sig til nogen activ Optræden, turde det dog være rigtigt, at nedlægge Forvaring i Berlin mod den i Hertugdømmerne indførte Orden, som stridende imod Wienertractatens Artikel III, en Forvaring som da vistnok ogsaa burde meddeles her, om end i en anden Form.

Under de Beslutninger som den kongelige Regjering maatte have at tage, turde det være vigtigt ogsaa at tage Hensyn til, hvorledes den franske og den russiske Regjering stille sig til den østerrigske. Hvad den franske Regjering angaaer, saa gaae baade Hertugen af Gramonts og Grev Mosbourgs Yttringer til mig ud paa, at Keiser Napoleons Hensigter ere fuldkomment venskabelige, og Grev Mensdorff har idag høitideligt forsikkret mig om det Samme. Hertugen af Gramonts. 203confererer dagligt med Grev Mensdorff og Ambassaden er i en vedvarende Activitet, Courerer komme og gaae fra og til Paris. Gjenstanden for disse Conferencer er Alle ubekjendt her undtagen de betræffende Parter; men de maa have ført til tilfredsstillende Resultater paa begge Sider eller være paa godt Gled idetmindste. Hertugen af Gramont har desuden under en nylig Samtale med mig, gjentaget sit Raad, som jeg tidligere har indberettet 1) til Deres Excellence: at vi, naar Preussen først er ret medtaget, rykke ind i Slesvig og ved et fait accompli sikkre os Besiddelsen førend en Fredsconference træder sammen. Hertugen vilde ikke have gjentaget dette Raad, hvis han, der netop kom fra Paris, maatte troe at vi derved stillede os i Modsætning til Keiserens Planer eller Ønsker....

C. Falbe.

Denne Beretning, Nr. 68, er modtaget 29. Juni 1866.