Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: Christian Frederik Falbe (1866-06-25)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 25. Juni 1866.

Herr Greve,

Tiden tillod mig ikke igaar saa fuldstændigt, som jeg s. 204 maatte ønske det for at undgaae mulig Mistydning, at fremsætte Anledningen og Grundene for min Handlemaade. Deres Excellence vil vistnok have seet, og jeg tillader mig herved at constatere, at Anledningen til de af mig senest gjorte Skridt, ikke udgik fra min Side. Det var Hr. v. Biegelebens af egen Drift fremførte Yttringer om vor Stilling til Wiener Freden, og ligeoverfor Tilstanden i Hertugdømmerne, der gjorde mig det til en Pligt at constatere, ved at conferere derom med Grev Mensdorff, hvorvidt jeg maatte ansee de fremsatte Anskuelser ogsaa som Regjeringens. Jeg fik derved Leilighed til paany at kunne give den kongelige Regjering Vidnesbyrd om den keiserlige Regjerings virkelige Sindelag, og jeg ansaae det i dette Øieblik for saameget vigtigere at erholde de Erklæringer, jeg har indberettet, som Øieblikket derfor var gunstigt paa Grund af Hannovers betrængte Stilling, medens det var at frygte, at man efter et vundet Slag, der kan ventes fra Dag til anden, vilde være ganske anderledes stemt. Efter i Onsdags at have telegraferet til Deres Excellence om Bemyndigelse til selv at forrette Coureer- og Attaché-Tjeneste af Mangel paa Gesandtskabspersonale, modtog jeg Deres Svar i Lørdags Morges (den 23de). Den telegrafiske Forbindelse med Lübeck var imidlertid aldeles afbrudt, og det var mig ikke bekjendt, at der var nogen Landsmand i Wien, til hvem jeg kunde stille Anmodning om at paatage sig Coureerreisen, og jeg vilde endda have næret stærk Betænkelighed ved at betroe Depecherne til en saadan, idet man maatte være forberedt paa, at de preussiske Autoriteter ikke vilde respektere en almindelig Personlighed, der kom fra Wien med Depecher, ligesom Reisen selv frembød store Vanskeligheder. Jeg havde derfor ogsaa undladt at nedskrive min Beretning, da jeg ansaae det for sikkrest at bringe den muntligt. Grev Mensdorff, med hvem jeg confererede samme Dag, idet jeg underrettede ham om min Hensigt at begive mig til Kjøbenhavn, billigede min Forsigtighed i ovennævnte Retninger, og s. 205 Aftalen var, at jeg skulde have reist igaar Eftermiddags. Resten er Deres Excellence bekjendt. Jeg vil kun tilføie, at Grev Mensdorff, da jeg forlod ham i Lørdags, trykkede min Haand varmt, idet han sagde: at han ikke kunde skjule, at Krigen mod os var den største »Dumhed«, der endnu var bleven begaaet indenfor de Mure, imellem hvilke vi befandt os. Naar Gr. Mensdorff har hentydet til, at den kgl. Regjering muligt havde bundet sig ligeoverfor Preussen imod Løfter om en Retrocession af Nordslesvig, har jeg bestemt paastaaet, at dens neutrale Holdning ikke var motiveret paa saadan Maade, at jeg tvertimod turde sige, at den havde afviist enhver Forlokkelse af den Art, og ikke ladet sig binde i sin Handlefrihed....

Jeg sender disse Linier igjennem vort Gesandtskab i Paris, hvilken er den eneste Vei for vort Samqvem, som endnu staaer aaben.

C. Falbe.