Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Frederik Falbe FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1866-06-30)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Falbe, Gesandt i
Wien
.
Confidentiel.
Kjøbenhavn, 30. Juni 1866.

I Depesche Nr. 68, overbragt hertil igaar af Grev Harold Moltke, har D. H. meddeelt mig en Samtale mellem Dem og Grev Mensdorff, i hvilken denne har udtalt:

at efter den keiserl. Regerings Mening er den kgl. Regering ikke bunden ligeoverfor Preussen ved denne Magts egenmægtige Dispositioner i Hertugd.,

at Østerrig vel ikke engagerer den kgl. Regering til nogen activ Optræden, men dog finder det billigt, at vi søge ved en Besættelse af Slesvig — det Hele eller en Deel — at tage materielle Garantier for Fremtiden, og navnlig anseer den keiserl. Regering Dmk. berettiget til at indskride med Vaabenmagt for at beskytte de danske Elementer, forsaavidt den preuss. Regering maatte ville foretage en Udskrivning af Mandskab i Hertugd. eller disses Besættelse ved ikke-preuss. Tropper, og endelig s. 207 at saafremt den preuss. Regering har givet den kgl. Regering nogensomhelst Forsikkring om en Tilbagegivelse af en Deel af Slesvig, er den øst. Reg. villig til at indrømme Dmk. fuldt Saameget, ligesom vi i det Hele taget m. H. t. Følgerne af vor Optræden vilde kunne stole paa Øst. s Velvillie og Bistand.

Det sees endvidere af D. H. ’s Depesche, at Grev M. oprindelig har havt den Hensigt at tilskrive mig et egenhændigt Brev for at bekræfte Nøiagtigheden af ovenstaaende Meddelelse men tillige at han senere har opgivet denne Tanke, uden at jeg dog er istand til at skjønne af hvilken Grund.

Jeg finder ingen tilstrækkelig Anledning til her at discutere det Spørgsmaal, hvorvidt den kgl. Regering folkeretligen er løst fra Wienerfreden derved at der er opstaaet en Strid mellem de tvende tydske Stormagter om det vundne Bytte. Paa den ene Side er det klart at den keiserl. Regering ikke er nogen upartisk Dommer, naar den i Haab om at fremkalde en Diversion i Ryggen af sin Fjende, opstiller den Sætning at vi ved de senere Begivenheder ere blevne løste fra vore Forpligtelser mod Preussen, hvorimod Øst. vedbliver at være i Besiddelse af den ved Wienerfreden stiftede Adkomst. Paa den anden Side er det ligesaa vist, at den hele Undersøgelse forsaavidt er ørkesløs, som vi neppe vilde behøve at søge et mere eller mindre plausibelt Paaskud for at blande os i Sagen, da den Uret, som Øst. og Pr. i 1863—64 tilføiede os, er saa alm. anerkjendt, at ingen anden Krig af den offentlige europ. Mening vilde ansees for bedre begrundet. — Alt reducerer sig derfor til Spørgsmaalet om hvorvidt det turde ansees for hensigtsmæssigt for os under nærværende Omstændigheder og navnlig ogsaa i Betragtning af Grev. M. s Yttringer til Dem at bryde med Preussen.

I denne Henseende frembyder D. H. ’s Meddelelse ikke nye og væsentlige Momenter til Bedømmelsen. Hvad enten man vil benævne det en mere eller mindre activ Optræden fra vor Side, at danske Tropper bemægtige sig det Hele eller s. 208 en Deel af Slesvig (Grev M. omtalte iøvrigt ogsaa Holsteen), saa kan der dog neppe være nogensomhelst Tvivl om, at den preuss. Reger. vilde opfatte det som en Krigserklæring, og hvad vi udsætte os for ved et saadant Skridt, vil Ø. efter de sidste Erfaringer neppe miskjende. Og ligeoverfor de Farer, hvorfor Danmarks Existens herved vilde udsættes, ere Grev M. s mundtlige Løfter af en meget begrændset og ubestemt Natur. Det er ikke engang nogen Alliance som bydes os, Øst. lover ikke at forsvare os i Besiddelsen af den besatte Deel af Slesvig, ja end ikke i alt Fald at anvende sin hele Magt for at sikkre os imod at Pr. bemægtiger sig og ved en endelig Fred beholder Jylland, der loves os overhovedet slet ingen positiv Assistance, og Alt hvad der stilles os i Udsigt er at vi vilde kunne stole paa Øst. s Velvillie og Bistand, og at den keis. Regering for sit Vedkommende ved en endelig Afgiørelse vilde indrømme os fuldt Saameget som Preussen nu maatte have lovet os. — Men alt dette er i høi Grad løst, og Erfaringen kan just ikke opfordre os til en ubetinget Tiltro, navnlig ikke i denne Sag, hvor den østerr. Politik altid vil være bundet ved Hensynet til Forbundsstaterne. Et Løfte af Ø. i hvilket ikke disse havde deeltaget, vilde ikke give os nogensomhelst Sikkerhed.

Men selv om nu alt dette var anderledes og et alvorligt Forslag giordes os, i hvilket Fordelene svarede til Risikoen, og ved hvilket baade Ø. og Forb. vare bestemt bundne, vilde det dog uden Tvivl være utilraadeligt for den kgl. Reg. at compromittere sig ved nogen Aftale under nærværende Forhold, da Pr. hidtil staaer seirrig paa alle Punkter, medens Ø. ikke med nogen Sikkerhed kan regne paa de neutrale Magter.

D. H. vil i Betragtning af alle disse Omstændigheder vistnok finde det naturligt at jeg opfordrer Dem til at indskrænke Dem til at takke Grev M. for den keis. Reger. s Anerkjendelse af at Hertugd. s Stilling er bleven en saadan, at den kgl. Reg. er berettiget til at besætte en Deel ell. det Hele af Sl. for at beskytte de danske Elementer og i denne Besiddelse s. 209 søge nødvendige Garantier for Fremtiden. Den kgl. Reg. har altid holdt sig overbevist om at det keis. Cabinet vilde komme til Erkjendelse af at dets virkelige Interesser fordrede at Dmk. vinder en Grændse mod Syd der svarer til dens polit., milit. og commerc. Interesser, og vi tør holde os forvissede om at det øst. Cabinet i sin Tid vil vide at giøre denne Betragtning giældende. Hvorvidt den kgl. Reg. kan føle sig kaldet til activt og i Gjerningen at etablere en saadan Tilstand vil som Grev M. selv anerkjender, afhænge af Omstændighederne og endnu ikke tilstædeværende Forhold og i denne Henseende har den kgl. Reger. endnu bevaret sin fuldkomneste Handlefrihed. Maatte Øieblikket komme for os til at handle som Grev M. har forudseet det, tør den kgl. Reg. forbeholde sig paany at optage Sagen med det øst. Cabinet, paa hvis oprigtige Velvillie for danske Interesser, den troer at have fuld Grund til at stole.

Sluttelig troer jeg at burde tilføie den alm. Instruction til D. H. at være i høi Grad vaersom i Deres Samtaler med Grev M. og hans underordnede Embmd. Det er ganske vist rigtigt at holde os Ø. saa velvilligt som muligt thi det lader sig ikke forudsee hvorledes Begivenhederne kunne vende sig, men ligesaa vist er det ogsaa, at medens Samtaler ikke compromittere end sige forbinde den keis. Reger., kunne de derimod, giengivne og maaskee overdrevne ved Indiscretion og ond Villie, compromittere Dmk. s Stilling i høi Grad, og det vilde kun altfor meget ligge i Øst. s Interesse at lade Pr. befrygte at det muligen kunde blive angrebet fra Nord. Netop i disse sidste Dage omtales det i Aviserne at Preussen vil lægge en stærk Besætning i Sl., og dog er det næppe tvivlsomt at de Grunde, som anføres for en saadan pludselig Beslutning, ere blotte Paaskud. Jeg maa derfor opfordre D. H. til at vise den yderste Forsigtighed i Deres Optræden.

Koncept med P. Vedels Haand. — Denne Ordre, Nr. 17, er modtaget af Falbe 6. Juli (sml. S. 212).

14