Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: Christian Frederik Falbe (1866-07-08)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Confidentiel.
Wien, 8. Juli 1866.

Herr Greve,

Jeg har iforgaars med den engelske Coureer modtaget Deres Excellences confidentielle Depeche Nr. 17 af 30te f. M. s. 213 Jeg har ikke havt Leilighed til i Mellemtiden, at gjøre Grev Esterhazy bekjendt med den kongelige Regjerings Svar paa de fra denne Side skete Udtalelser. Jeg vil derfor kun, som videre Udvikling af min Rapport Nr. 68 af 24de f. M., herved tilføie nogle Bemærkninger saavel om den Opfattelse, som jeg troer man maa have af de gjorte Udtalelser, som af min Stilling ligeoverfor disse, idet jeg beder Deres Excellence tilbagekalde i Erindringen, hvorledes Situationen var i hiint Øieblik, og hvor forskjellig den er i det nærværende.

Hvad jeg har havt den Ære at indberette i min ovennævnte Rapport, har jeg overhovedet kun betragtet som en Indledning, der skete fra denne Side, og som jeg maatte overlade det til Regjeringen at benytte eller at forkaste, eftersom Begivenhederne udviklede sig. Medens jeg maa betragte det, som min Opgave her, og Deres Excellences tidligere Instructioner have ikke undladt at lægge mig dette paa Hjerte, nærmest at erfare den keiserlige Regjerings Anskuelser og Stemninger i Forhold til Hertugdømmerne og tro at indberette disse, saa ansaae jeg det for stemmende med Regjeringens Interesser, saavidt det stod til mig, at forhindre, at saadanne Udtalelser gik ud over det principielle, og navnligt at de sattes i Forbindelse med nogen bestemt Proposition. Medens saaledes Hr. v. Biegelebens Bestræbelse synligt gik i sidste Retning, var det mig behageligt, at bemærke en vis Tilbageholdenhed fra Grev Mensdorffs Side mod at lede os ind paa en Alliance. Hans Yttringer vare, »at han fandt Situationen ikke tilstrækkeligt klar i Øieblikket til at gaae saavidt«, og jeg udtalte med Bestemthed, at Hensigten med min Indberetning kun var at gjøre min Regjering bekjendt med de Anskuelser, som han paa den keiserlige Regjerings Vegne havde udtalt med Hensyn til vor Stilling til den daværende Situation. Jeg maa tilføie som Beviis for Grev Mensdorffs Samvittighedsfuldhed, at han nogle Dage senere ligefremt yttrede, at han ikke vilde gjøre den kongelige Regjering noget Tilbud, eller opfordre s. 214 den til at handle, førend Udfaldet af den første større Kamp viste sig at være til Gunst for Østerrigs Vaaben, idet han anerkjendte vort Lands exponerede Stilling og Hjælpens Frastand, hvis vi skulde behøve en saadan. Dette har saaledes været Grunden til at han opgav at sende Deres Excellence en egenhændig Skrivelse, og jeg kunde ikke insistere paa at erholde en saadan, undtagen jeg efter den første Bestemmelse selv var reist til Kjøbenhavn. Hvad Forholdet til Forbundet angaaer, yttrede Grev Mensdorff, at en større Seir vilde gjøre Østerrig til Herre over Situationen i Tydskland, saa at det vel kunde sætte de Dispositioner igjennem, som maatte være trufne til vor Fordeel.

Det var overhovedet min Stræben, at forberede Sagen saaledes, at den kongelige Regjering kunde benytte de imidlertid indtrædende Begivenheder til at bestemme sig enten til Activitet eller til Inactivitet Jeg stod i den Formening, at et formeligt Forslag til en Alliance i det Øieblik maatte komme Regjeringen ubeleiligt, idet et formelt Afslag ikke kunde Andet end virke forstyrrende paa de iøvrigt gode Dispositioner, som her ere tilstede; og som Kampen faldt ud, vilde dette være bleven en Nødvendighed. Paa den anden Side var Grev Mensdorff ved sit Ord til mig saa fast bunden, at alle de Fordele, som han havde antydet, maatte blive os tildeel, hvis vi nærmede os Østerrig.

Jeg troer saaledes at kunne haabe, at Deres Excellence godhedsfuldt vil indrømme, at min Optræden ikke kunde have været vaersommere, eller at jeg i Fremtiden kan iagttage nogen større Tilbageholdenhed, med mindre jeg aldeles maa afholde mig fra Samqvem med det keiserlige Udenrigsministerium. De Ulemper, som en utidig Activitet kunde fremkalde for os fra preussisk Side, har jeg ikke været blind for. Paa den anden Side troer jeg, at burde gjøre Deres Excellence opmærksom paa, at Preussen skylder sin Skræmme-Politik endeel af sit Held. Saaledes lykkedes det, ved at udsprede Rygter om den hannoverske Armees Overgivelse, s. 215 at holde Hjælpen tilbage, og uagtet et Nederlag for de preussiske Vaaben dog at bringe denne dertil i faae Dagsmarschers Afstand fra de to Forbundshære. Hvad specielt Jyllands Besættelse angaaer, saa turde en saadan udkræve saa betydelige Stridskræfter, som det maa være Regjeringen bekjendt, at den preussiske Regjering neppe hverken disponerer over, eller vilde ønske at udsætte for at afskjæres i den jydske cul de sac, hvor den danske Armee paa ethvert Punkt kunde falde den i Ryggen, medens det lykkedes Forbundshærene at trænge frem til Elben.

Indtil igaar Aftes var det endnu ikke bekjendt, at Vaabenstilstanden var afsluttet. Jeg traf Hertugen af Gramont kommende fra Grev Esterhazy med et meget betænkeligt Ansigt, og da han saae mig, var hans første Spørgsmaal, hvor stor en Armee vi kunde disponere over, og om jeg troede, at min Regjering maatte være villig til at stille den i Marken, hvis Frankrig gik imod Preussen, og der var al Udsigt hertil, hvis Preussen ikke antog Vaabenstilstandsforslaget....

C. Falbe.

Modtaget 16. Juli 1866.