Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: Gebhard Léon Moltke-Hvitfeldt (1866-08-08)

Grev Moltke-Hvitfeldt, Gesandt i Paris, til Direktør P. Vedel.
Paris, 8. August 1865 [Ɔ: 1866].

Kjære Etatsraad!

Jeg takker Dem meget for Deres Brev af 2den dennes, som jeg har læst med stor Interesse og skal jeg nu tillade mig at besvare de vigtigste af de i Samme fremsatte Punkter. —

Vanskeligt, om ikke umuligt, synes det mig allerede nu at forudsige hvorvidt Tilbagegivelsen af det danske Slesvig vil blive tilfredsstillende for os. — Det Eneste vi hidindtil vide er, at den franske Regjerings Opfattelse af Sagen er saa gunstig som vi kunne ønske den, og dette synes mig allerede at være ikke saa lidet; for 6 Uger siden vilde jeg have sagt at det var meget, men i den korte Tid har en Deel forandret sig og ikke mindst Keiser Nap. s Stilling. At den preussiske Gesandt i Kjøbenhavn endnu i den seneste Tid har, ligeoverfor sine Colleger, udtalt stærk Tvivl om Muligheden af en eventuel Tilbagegivelse, er jo ogsaa snarere godt end slet, idet det beviser at M. Heydebrandt ikke har modtaget nogensomhelst Underretning fra sin Regjering om vedkommende Sag og at altsaa hans Opfattelse derom aldeles ingen Værd har.

Overhovedet vil det Udbytte, som det vil være os muligt at drage af Fredspræliminairernes Art. III, i høi Grad beroe paa Omstændigheder, der ligge udenfor vor Omraade og som kunne modificeres fra den ene Dag til den anden. — Det er ikke umuligt — endskjøndt jeg i saa Henseende ikke har og altsaa hellerikke kan udtale nogen bestemt Mening — at det mere eller mindre, som Danmark erholder, s. 240 vil beroe paa, om en anden Magt selv faaer noget eller ikke som compensation for den store territoriale Udstrækning, Preussen erholder. — Dette compensations-Spørgsmaal veed man Intet om — man fortæller imidlertid — og det skulde ikke forundre mig — at der herfra arbeides i den Retning. —

Just paa Grund af den Usikkerhed vi svæve i m. H. t. Opfyldelsen af vore Ønsker er det rigtigst at søge at nedstemme de glimrende Forhaabninger, Folk vist gjøre sig hjemme. Det er i ethvert Fald bedre at see sine Forventninger overtrufne end skuffet. Man er vist heller ikke enig om hvad man bør ønske og i saa Henseende, ligesom i Alt andet betræffende denne Sag, er jeg aldeles af Deres Mening, at det nemlig ikke ligger i Danmarks Interesse at erholde andet i Slesvig end det, om hvilket man med Rette tør haabe at det i Længden vil vedblive at være tilfreds med at være gaaet til Norden og ei til Syden. — Det er denne Betragtning, som vi først og fremmest bør tage Hensyn til naar vi foreslaae en Demarcationslinie for Afstemningen og det, som De siger i Deres Brev om Linien slutter jeg mig derfor ogsaa til. Der var vel en Deel der syntes mig at tale for at vi foreslog Linien Syd for Flensborg og Syd for Husum, hvilken Linie, som det er Dem bekjendt, blev omtalt af Keiseren for mig i 1864, men fremfor alt bør vi holde os til den Linie, som giver fuldkommen Sikkerhed m. H. t. Afstemningens Udfald. — Dette har jeg allerede udtalt for Grev Frijs og skal ikke undlade at gjøre det igjen.

Det er jo tilfredsstillende at vide med Sikkerhed at Afstemningen vil falde ud til Gunst for os i de tre i deres Brev nævnte Zoner. Ligesom De finder jeg at det vilde være urimeligt at komme frem med den Fordring at de forjagne danske Embedsmænd skulde stemme med. —

I mit Brev til Grev Frijs brugte jeg Udtrykket copie af Memoiren til Paris fordi Drouyn havde udtalt sig paa denne s. 241 Maade. 1) Jeg burde have tilføiet, at Drouyn formodentlig meente at Memoiren, naar først Preussen havde taget Initiativet i denne Sag ligeoverfor den kgl. Regjering, skulde sendes til Berlin.

Jeg troer ikke at det vilde være nyttigt at Slesvigerne gjorde nogen Demonstration nu. Allerede i dette Øieblik paastaae de preussiske Blade at Danmark agiterer i Slesvig — disse Blade vilde naturligviis skrige himmelhøit dersom Demonstrationer fandt Sted. — Disse vilde opirre end mere Gemytterne i Preussen og vor Sag vilde ikke vinde derved. — Hvad Adressen til Keiseren angaaer, troer jeg at den bør opsættes indtil efter Afstemningen.

L. Moltke-Hvitfeldt.

P. Vedels Privatpapirer.