Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1866-08-09)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 9. August 1866.

Deres Excellence.

Efterat den kongelig preussiske Ministerpræsident om Aftenen den 4de d. M. samtidigt med Hans Majestæt Kongen af Preussen er vendt tilbage til Berlin, har Hans Excellence ifølge min Anmodning modtaget mig igaar, og jeg har saaledes nu havt en Samtale med ham angaaende den i Fredspræliminarierne med Østerrig indeholdte Bestemmelse om en eventuel Tilbagegivelse til Danmark af Dele af Nordslesvig.

Jeg begyndte Samtalen med at yttre, at Ministeren vel nok s. 243 selv havde kunnet tænke sig, hvorfor jeg havde ønsket at see ham. De ovennævnte Præliminarier, som nu fandtes i de offentlige Blade, kunde ikke andet end frembyde en særdeles Interesse for Danmark, og ligesom Hans Excellence tidligere havde yttret sig meget uforbeholdent mod mig om et i hine Præliminarier indeholdt Punkt, troede jeg nu at kunne forudsætte, at han ikke vilde fortænke mig i, at jeg gav ham Leilighed til i den omhandlede Henseende at sige mig, hvad han kunde og vilde sige mig.

Det blev strax tydeligt for mig, at Minister-Præsidenten ikke gjerne indlod sig paa en Discussion om den Gjenstand, jeg havde bragt paa Bane. Der forelaae, sagde han, ingen definitiv Fredsslutning og det var altsaa et Spørgsmaal, om der overhovedet senere vilde blive Tale om en Tilbagegivelse af Nordslesvig. Den Bestemmelse, hvortil jeg havde sigtet, havde fundet sin Plads i Fredspræliminarierne med Østerrig, fordi den franske Regjering havde sat Priis derpaa, og alene af den Grund; men Østerrig maatte det naturligviis være ligegyldigt om den gik over i den endelige Fred, og for Preussen var der ingen særdeles Opfordring til at bringe den ind i det virkelige Liv, da der ingen Udsigt var til at det, Preussen i saa Henseende kunde gjøre, vilde tilfredsstille Danmark. Det var ikke let at finde en bestemt national Grændse; der vilde altid komme til at boe Tydske Nord og Danske Syd for Grændsen; man vilde altsaa altid fra dansk Side finde Mangler ved Ordningen; og naar saaledes Spørgsmaalet for Preussen ikkun blev det, om det i en høiere eller ringere Grad skulde tilfredsstille Danmark, saa var Opfordringen til overhovedet at komme dette Land imøde ikke stor. Der var ogsaa selv i de nordligste Slesvigske Byer tydske Befolkninger, og disse kunde man dog ikke overlade til det danske Herredømme uden Forbehold og andre Bestemmelser, der sikkrede dem mod Tilsidesættelse eller endnu haardere Behandling. Dette vilde være saameget nødvendigere, som Stemningen i Danmark bestandig viste sig i s. 244 høieste Grad fjendsk mod Tydskland og alt Tydsk. Et talende Beviis herpaa var, at et dansk Blad kunde fremsætte det Forslag, at der paa de danske Jernbaner burde indrettes særskilte Coupeer for tydske Reisende. 1)

16*

Jeg bemærkede derpaa, at jeg selvfølgelig indsaae, at Ministeren ikke kunde udtale sig anderledes end med stor Almindelighed om en Bestemmelse som endnu ikkun var aldeles foreløbig. Jeg havde heller ikke noget egentligt Hverv i denne Henseende, og Bestemmelsen vilde jo overhovedet ikkun i sin endelige Anvendelse faae virkelig Betydning for Danmark. Dette Land havde i sin Tid ved en Fredsslutning afstaaet Hertugdømmerne og havde saaledes fra det strenge Retsstandpunkt betragtet Intet at fordre. Men Danmark og Preussen vare nu blevne nærmeste Naboer, og deres fælleds Opgave maatte altsaa være i deres gjensidige politiske Berøringer at indrette sig saaledes, at al Spire til fremtidig Ufred fjernedes. Dette kunde i mine Tanker bedst skee derved, at Preussen, ganske afseet fra Præliminarierne, gav Danmark tilbage hvad det behøvede til at leve ved Siden af Preussen uden Attraa og uden Frygt, idet Preussen selv beholdt hvad der var fornødent for dets egen politiske og navnlig dets militaire Øiemed, og disse vare fyldestgjorte ved Besiddelsen af Kiel og Eckernförde. Preussen kunde ikke være tjent med i Danmark at have en Nabo som i al Fremtid vilde udelukkende beskjæftige sig med Tanken om, hvorledes det skulde finde en Allieret, som kunde gjøre det stærkt nok til at tage tilbage hvad det havde tabt. Dette kunde Preussen undgaae ved en ringe Indrømmelse, hvorfor det vilde vinde en Nabo som i alle Forhold, baade fredelige og krigeriske, vilde see sin fornemste Interesse i at leve paa en god Fod med Preussen; og da Danmarks fortsatte Existents var i hele Nordens velforstaaede Interesse, vilde et saadant Forhold mellem Danmark og Preussen, at det førstnævnte Land heri kunde see sin egen Fremtid sikkret, s. 245 ogsaa tjene til at styrke det Forhold som hidtil stedse havde bestaaet mellem Preussen og Sverrig.

Jeg kunde gjerne indrømme, at Stemningen i Danmark ikke just var venskabelig mod Preussen; det maatte vist findes naturligt for Øieblikket; men en saadan Betragtning kunde dog ikke blive af Betydning ved Spørgsmaalet om for al Fremtid at ordne tvende Staters gjensidige politiske Stilling. Stemningen mellem Dansk og Tydsk havde fordum været meget fredelig, og naar der gaves Danmark hvad der vilde tilfredsstille dets berettigede Attraa, ved at yde det Betingelserne for en uafhængig Existents, vilde hiin Stemning snart forandre sig. Forresten var den tydske Stemning mod Danmark heller ingenlunde gunstig; jeg kunde f. Ex. i Modsætning til hvad der i et dansk Blad var yttret om Jernbanecoupeerne anføre, at jeg ganske nylig i »Norddeutsche Allgemeine Zeitung« havde fundet en Artikel, som ligefrem tog Ordet for den fremskridende Germanisering af den Cimbriske Halvø. — Imidlertid var der jo ved nærværende Leilighed ikke Tale om, at Preussen umiddelbart skulde give Danmark Noget tilbage. For det Skridt jeg nu havde tilladt mig at foretage hos Hans Excellence afgave de omhandlede Præliminarier det eneste Motiv, og dersom de bleve omdannede til en endelig Fred saaledes som de nu forelaae, var det Befolkningen i Slesvig, der skulde udtale, hvorvidt de vilde høre til Danmark. Med Hensyn hertil havde jeg troet at burde meddele Minister-Præsidenten min Tanke. Denne Tanke var, at dersom en Folkeafstemning skulde bestemme den fremtidige Grændse mellem Danmark og Preussen eller Tydskland, maatte Afstemningen finde Sted i et saadant Omfang, med en saadan Landudstrækning til Grundlag og paa en saadan Maade, at den danske Nation, ihvad Udfaldet end blev, gunstigt eller ugunstigt, deri kunde finde en Beroligelse. Blev derimod enten Grændsen draget for nordligt eller kunde der siges Noget mod de Garantier, hvorunder Afstemningen fandt Sted, vilde der altid fra dansk Side blive s. 246 fundet Mangler ved Afgjørelsesmaaden, og der vilde saaledes blive efterladt en Spire til fremtidig Ufred, som neppe nogen Regjering vilde kunne gjøre sig til Herre over.

Hertil svarede Ministeren, at han meget vel indsaae Alt det jeg saaledes havde udtalt; han havde sagt sig det selv Altsammen; men deels skulde han ikke alene afgjøre Sagen, og deels saae han, at den bedste Afgjørelse han maaskee kunde skaffe tilveie, dog ikke vilde tilfredsstille Danmark, og Preussen maatte derfor helst ingen Offre bringe eller ialfald ikkun gjøre sine Indrømmelser i saa ringe et Omfang som muligt.

Da Minister-Præsidenten var meget oplaget af Forretninger i Anledning af de i disse Dage begyndende Fredsunderhandlinger med Østerrig og de ligeledes umiddelbart forestaaende Forhandlinger med de sydtydske Stater, kunde jeg ikke fortsætte Discussionen længer.

Quaade.

Depeche Nr. 40, modtaget 12. August 1866. — En fransk Gengivelse af denne Depeche er trykt i Jessen: L’intervention S. 96 f.