Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: Christian Frederik Falbe (1866-08-19)

Kammerherre Falbe, Gesandt i Wien, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Wien, 19. August 1866.

Herr Greve,

Deres Excellences Telegram af 16de dennes har jeg havt den Ære at modtage. Den Meddelelse jeg, som berettet under 13de dennes, gav Hertugen af Gramont om de Vanskeligheder, der gjøres fra preussisk Side imod, at Sætningen om fri Afstemning i Slesvig optages i Fredstraktaten, foranledigede ham til, ufortøvet at underrette sin Regjering derom. Jeg haaber, at min samtidige Meddelelse til Grev Moltke om Sagen vil have sat ham istand til, at paavirke s. 274 den franske Regjering, saa at denne under den dobbelte Indflydelse har gjort Skridt i Berlin, for at bevæge den preussiske Regjering til, at opretholde det i Fredspræliminairerne nedlagte Princip. Jeg har samtidigt ingen Leilighed forsømt, for at stemme den keiserlige Regjering til Fasthed i dette Punkt, uagtet jeg ikke tør gjøre mig synderlige Forventninger om, at dette vil kunne lykkes mig udover et vist Punkt. Østerrig er vel den eneste Regjering, ligeoverfor hvilken Preussen er skriftligt forpligtet i denne Sag; men dets Stilling efter det ulykkelige Felttog er naturligviis en saadan overfor den sidste Magt, foruden at den keiserlige Regjering er betagen af en saadan Slaphed, at den ikke med nogen Kraft eller synderligt Held vil kunne udøve en decisiv Indflydelse paa Spørgsmaalet. Den har samtidigt saamange egne Interesser at forsvare og at varetage, at det paa ethvert Stadium af Forhandlingerne maa befrygtes, at den vil give Kjøb i en Retning, der kun interesserer den middelbart og i en underordnet Grad, om ikke maaskee for at opnaae Fordele for sig selv i andre Retninger, saa dog for ikke at compromittere selve Fredsslutningen. . . .

18

Da jeg igaar talte med Grev Mensdorff havde han netop modtaget fra Baron Brenner Rapporter om Forhandlingernes Gang, der laae foran ham. Han havde endnu ikke gjennemlæst dem, men bladede i dem og sagde mig, at han saae, at der fra preussisk Side endnu stodes paa Udeladelsen af Folkeafstemningen i Slesvig. Baron Brenner yttrede sig dog ikke videre om Sagen, og Grev Mensdorff kunde derfor ikke oplyse mig om de Grunde, der bragte den preussiske Regjering til, at ville afvige i dette Punkt fra det engang Vedtagne, eller om dens nærmere Hensigter om den Maade, hvorpaa den agter eller har tænkt sig at opfylde Forpligtelsen, til at cedere den nordlige Deel af Slesvig til Danmark. Jeg har med ikke ringe Møie opnaaet atter at see Grev Mensdorff idag, og han sagde mig da, at han havde nogenlunde Haab om, at Artiklen vilde blive opretholdt. Han s. 275 havde i Sagens Interesse anmodet Hertugen af Gramont, om at opfordre sin Regjering, til at gjøre nye Skridt i Berlin imod den paatænkte Forandring.

Hertug Gramont har desværre ikke synderlig Tillid til, at Udfaldet af Forhandlingerne vil blive et saadant, som vi maa ønske det. Han troer, at Preussen kun vil indrømme et Minimum af den danske Deel af Slesvig, navnligt ikke Als og Sundeved, og at paa den anden Side de venskabelige Magters Forestillinger og Bestræbelser ville finde en Modstand i de preussiske Seirherrers Overmod, som ikke vil lade dem nogen Udsigt, til at bidrage til, at naae det af os formeentlige attraaede Resultat. Jeg kan ikke andet end dybt beklage, at den Frygt, den Mistillid til den preussiske Regjerings Hensigter, som jeg fra første Færd af har udtalt, skal vise sig saa begrundet. Desværre kommer dertil, at den politiske Situation i Mellemtiden har forværret sig i saa høi en Grad, at vi neppe tør gjøre Regning paa nogen virksom Understøttelse fra vore Venners Side. Selv om det lykkedes, at faae den Slesvig vedrørende Artikel vedtaget i Traktaten i uforandret Skikkelse, ville vi i Udførelsen af dens Bestemmelser vistnok være henviiste aldeles til preussisk Vilkaarlighed og bekjendte Uordholdenhed, og have at modtage det Lidet man vil give os, som vi kunne faae det. Hertugen af Gramont udtalte som sin Overbeviisning, at det skyldtes den fordeelagtige Stemning, som hans kongelige Høihed Kronprindsens Ophold i Paris havde fremkaldt, at vore Interesser vare blevne dragne ind med i Fredsforhandlingerne, og gunstige Omstændigheder i det første Overraskelsens Øieblik, at Preussen var gaaet ind paa den indflettede Clausul om Nordslesvigs Tilbagegivelse. . . .

For at resumere Sagens Stilling, kunne vi fra den østerrigske Regjerings Side gjøre Regning paa, at dens Befuldmægtigede i Prag, følgende sine første Instructioner, vil staae paa den uforandrede Vedtagelse af Artikel III, saalænge s. 276 det ikke viser sig, at selve Fredsslutningen compromitteres ved en fortsat Modstand imod det preussiske Forlangende i det angivne Punkt, eller at den trækkes i Langdrag af den Grund, og saaledes de østerrigske Provindser vilde blive underkastet en fortsat Besætning af preussiske Tropper. Ligesaameget, som den østerrigske Regjering i den i Præliminairerne vedtagne Afstemning seer et heldigt Præcedents for sine dethronerede Allierede, ligesaa ivrigt stræber den preussiske Regjering at faae den udslettet af Fredstraktaten.

18*

Fra fransk Side vil man enten, i Vrede over det paa de egne Fordringer i Berlin givne Afslag, afholde sig fra at gjøre den preussiske Regjering Forestillinger til Fordeel for, at Afstemningen finder Sted, eller man vil tilsidesætte hine Følelser, og fortsætte den Virksomhed, man hidtil har udøvet paa Fredens Istandbringelse, og i dette, det heldigste, Tilfælde vil maaske den preussiske Regjering foretrække, at opgive sin Modstand og vise Imødekommen, for at dulme noget paa den hos Keiser Napoleon vakte Susceptibilitet.

De Argumenter, som jeg har brugt, for at vække den østerrigske Regjerings Interesse for Sagen, have været i Hovedsagen følgende:

Deels en Appel til dens egen Værdighed, hvilken den skylder, at en saa væsentlig Afvigelse fra det i Præliminairerne Vedtagne ikke skeer;

Hensynet til dets Allierede, for hvilke en Afstemning kan være et nyttigt Præcedents;

Hensynet til en varig Fred i Norden, som kun kan ansees sikkret, naar Preussen tro opfylder Hensigten med Præliminairernes Artikel III, nemlig at gjengive Danmark den dansksindede Deel af Slesvig og det i en saadan Udstrækning, at den truende Flankestilling i Dybbøl opgives, og al Anledning til nationale Stridigheder og Aspirationer i Fremtiden udelukkes;

den Interesse Østerrig maa have af, deels saavidt muligt s. 277 at indskrænke den preussiske Magtudvidelse, og at bevare Danmark en selvstændig og kraftig Stilling for mulige fremtidige Combinationer.

Jeg troer at burde nævne, at jeg ikke har havt den Ære at modtage nogen Depeche fra Deres Excellence siden den 30. Juni, idet jeg frygter, at senere Depecher og Instructioner med Hensyn til det brændende Spørgsmaal paa Grund af Postbefordringens Usikkerhed kunne være gaaede tabt. Jeg er saaledes uvidende om, i hvilken Udstrækning den kongelige Regjering ønsker at vore Forhaabninger maa realiseres, eller om det kunde være mig tilladt, at søge Udveie, for at naae vort Maal, naar det viser sig, at Afstemningen ikke kan opretholdes igjennem Forhandlingerne i Prag, medens det endnu er Tid. . . .

C. Falbe.

Depeche Nr. 86, modtaget 24. August 1866.