Bülow, Carl Ernst Johan BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Bülow, Carl Ernst Johan (1866-09-13)

General Bülow, Gesandt i London, til Udenrigsminister Grev Frijs.
London, 13. September 1866.

Deres Excellence.

Under et Besøg igaar hos Lord Stanley spurgte jeg, om der var meddeelt Noget fra Berlin med Hensyn til Opfyldelsen af Løftet om Tilbagegivelse af en Deel af Slesvig.

Lord Stanley svarede, at han netop havde modtaget en Depesche fra Lord Augustus Loftus, hvori refereredes en derom ført Samtale med Grev Bismarck, men desværre havde denne ikke været meget tilfredsstillende, idet Greven navnlig havde stærkt accentueret at Preussen aldrig kunde opgive en saa vigtig militair Position som Øen Als. — Selve Noten var ei tilstede, saaat jeg ikke der kunde faae detailleret Kundskab derom. Naturligviis føiede Lorden dertil nogle Forsikkringer om Sympathie og Haab samt om oprigtig Glæde, hvis Resultatet dog skulde blive bedre.

Jeg bad Lord Stanley dog ikke at opgive fremdeles at lade Lord Loftus virke saa varmt som muligt for en sand Opfyldelse af det givne Tilsagn, idet jeg tillige bemærkede, at en slig Yttring af Grev Bismarck jo tydeligt nok viste, hvad Tilsagnet havde at betyde. — Preussen var jo nu meer end før stærk nok til ei at frygte Danmark, til meget vel at kunne undvære en saa ringe Tilvæxt af Land, som den hvorom her var Tale, og ligesaavel kunde det undvære den militaire Position Als, naar det ikke var om at gjøre at bevare Danmarks Svaghed ved at nægte det Tilbagegiv elsen af en for det saa vigtig og aldeles dansk Øe. Jeg kjendte nøie Als fra den tidligere Krig, vidste at Befolkningen var saa dansk i Sind og Tale, som det ligeoverfor liggende slesvigske Fastland, saa at en Afstemning her fremfor noget andet Sted vilde være retfærdig. — Men Grev Bismarcks Nægten tolkede Preussens Fremtidsplaner; det bekymrede sig ei om at skabe venskabelige Naboer men at beherske disse, og det vilde derfor nu ei opgive Als for saameget lettere ved førstes. 296Leilighed at gjøre det næste Skridt til den store Plan, som i sin Tid udtaltes af sal. Gen. Radowitz i Frankfurt at Tydsklands (o: Preussens) Mission var at herske til Skagen. — Det syntes, at denne Bemærkning gjorde noget Indtryk paa Lord Stanley, han blev eftertænksom, taug i nogen Tid og sagde da blot: »Croyez vous vraiment? Oh! il faut cependant espérer qu’il se ravisera.«

Ved derefter at opsøge Understatssecretairen Mr. Egerton, fandt jeg hos ham Lord Loftus’s Note, hvilken han oplæste for mig.

Det glædede mig at see deri constateret Ambassadeurens Interesse for vor Sag. Han berettede at have henvendt sig til Grev Bismarck med direkte Spørgsmaal om, hvorledes man havde paatænkt at opfylde det givne Tilsagn om en deelvis Tilbagegivelse til Danmark af Nord-Slesvig, idet han udtalte for Greven, at det nære dynastiske Forhold mellem England og Danmark og det Førstes store Sympathie for os forklarede Ønsket om at Tilsagnet opfyldtes i muligst liberal Udstrækning for at compensere den haarde Skjæbne, som vort lille Land havde maattet finde sig i.

Grev Bismarck havde dertil svaret, at der endnu aldeles ingen Bestemmelse var tagen, og at han ikke ene kunde yttre sig derover, at da den paagjældende Bestemmelse var truffen i Forening med Østerrig, saa maatte han enes derom med den østerrigske Regjering. —

Da Lord Loftus endvidere bemærkede, at Als og Flensborg vare tvende Punkter, der i alle Henseender vare af største Vigtighed for Danmark, og at den danske Nationalitet ogsaa der vistnok var fremherskende, svarede Greven, at Preussen aldrig vilde kunne opgive et saa vigtigt militairt Punkt som Als. — Dermed var Samtalen endt. —

Desværre synes dens Resultat jo lidet tilfredsstillende for Danmarks Forhaabninger; men Mr. Egerton vilde dog ikke derfor opgive Haabet om at bringe Grev Bismarck til at antage en correctere og liberalere Fortolkning af sit Tilsagn,s. 297og han forsikkrede, at der fra engelsk Side fremdeles vilde blive saavidt muligt paavirket i samme Aand. —

Jeg kan ikke slutte uden at tillade mig at henlede Opmærksomheden paa tvende Momenter i denne Indberetning.

Naar Grev Bismarck har søgt at forklare sin Taushed ved Hensynet til Østerrig, saa er det vel næppe at vente, at den sande Mening deraf er, at han vilde lade sig paavirke af Østerrigs Opfattelse af det givne Tilsagn med Hensyn til Slesvig; men det turde dog være muligt, at Østerrig, som har betinget sig Tilsagnet, ved at gjøre sin Ret gjældende til ogsaa at fortolke, ved at gjøre dette i liberal Retning, i Danmarks, i Sandhedens Interesse, vil kunne faae nogen Indflydelse paa Preussens endelige Beslutning, hvorfor der dog maaskee nu kunde virkes Noget gjennem Wiener-Kabinettet.

Naar Grev Bismarck dernæst vil hævde Ais’s vigtige strategiske Betydning for Preussen, saa lader sig vistnok med Rette derimod indvende, hvad jeg ogsaa bemærkede til Lord Stanley, at Als langtfra er af samme Betydning for Preussen, som for Danmark. I militair Henseende er Als kun en offensiv Stilling for Preussen, men kun en defensiv for Danmark, hvorfor Preussens Krav derpaa betyder en a[g]gressiv Politik imod Danmark, imod Norden. Lord Loftus gjorde i Samtalen, ligesom den svenske Note ¹⁾Den ovenfor S. 284 omtalte svenske Note fra Manderström til Sandströmer., opmærksom paa, at det dog maatte være Preussens Politik at retablere et sandt venskabeligt Forhold til sin nordlige Naboe, og at dertil en liberal Fortolkning af Nationalitetens Indflydelse i Nord-Slesvig vilde være den bedste Grundvold. — Men naar Grev Bismarck holder paa at hævde et saa offensivt Punkt som Als, saa miskjender han denne Politiks Indflydelse, og det turde dog være muligt, at en Paavisning heraf vilde finde god Modtagelse og bære Frugter hos ham.

J. v. Bülow.

Modtaget 18. September 1866.