Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1866-10-04)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 4. October 1866.

Kjære Quaade!

Den tilsendte Commiteebetænkning ¹⁾Det preussiske Landdagsudvalgs Betænkning vedr. Hertugdømmernes Inkorporation. var ikke lystelig at see paa, og desværre kan man nok forstaae hvortil den skal benyttes, nemlig at gjøre den hele nordslesvigske Afstaaelsessag til saa lidet og saa ubetydeligt som muligt; istedetfor at Vedkommende tidligere har omtalt, at han skulde være villig til at tilbagegive Danmark den væsentligste Deel af Slesvig, fordi dette ikke havde nogen Interesse for Tydskland, hvorimod dette vilde have Betydning for Danmarks Existents, vil De siden Januar eller Februar forrige Aar have mærket et fuldstændigt Omslag hos Bismarck, idet til os og vore Venner kun omtales den uforsonlige Stemnings. 305der findes hos den danske Regjering, det danske Folk, og den danske Presse, og alle 3 opgivne Subjekter have under den europæiske Crise, som vi have gjennemgaaet og endnu ikke have fuldendt, viist en stoisk Ro hver efter sin forskjellige Stilling, idet Ingen af de 3 har løbet efter Lygtemænd, men belært af sørgelig Erfaring har holdt sig fuldstændigt paa eget Gebeet, og vist er det, at de enkelte Angreb, som have fundet Sted paa Preussen og Tydskland i det Hele taget, selv i vedkommende Presseorganer, hvor de ere fremkomne, ere komne aldeles sporadisk og for det meste meget stærkt ere blevne imødegaaede andetstedsfra; til sine egne Venner og Fortrolige taler han i en anden Toneart, om at Danmark er dødsdømt og at den cimbriske Halvø naturlig tilfalder Tydskland etc. etc. og jeg er for min Person overbeviist om at hans Haandlanger i Holsteen Carl Plessen baade deler og bestyrker ham i denne Opfattelse. — Det Haab vi saaledes eengang kunde nære, om at Preussen kunde selv i dets nuværende Storhed ønske at leve i god og venskabelig Forstaaelse med sin lille nordlige Nabo, maa opgives, thi hverken hos Regjering eller hos Folk viser sig nogen Tilbøielighed til at give slip paa hvad man engang har faaet under sin Klo, og dette at Afstaaelsen skete med god Villie og i Overbeviisning om at man havde benyttet sin Overmagt og Overlegenhed stærkere end man egentlig selv kunde være tjent med, vilde have været en udmærket Borgen for en forholdsviis fredelig og forsonlig Udvikling og Stilling ligeoverfor Tydskland; desværre er der vel ikke stort Haab om, at en saadan Stemning skulde blive herskende hos den preussiske Regjering eller i de høitstaaende Kredse, der kunde bevirke, at man dæmpede sit Overmod ligeoverfor os og fik Øie for at det ikke alene kan være til directe Gavn at være godt stillet til de Smaae, men at man indirecte kan have stort Udbytte af at fremvise ædlere Følelser i sin Politik end den blotte Begiærlighed. Efter Deres sidste Brev lader det ikke til som om De troer stærkt paa Forbindeisens. 306imellem Bismarck og Blixen; jeg tvivler ingenlunde om at Bismarck benytter Blixen og ikke omvendt, men jeg er tillige vis paa at en Forbindelse har fundet Sted i den sidste Tid, og dette er mig et yderligere Beviis paa den liden Velvillie der findes, thi denne Benyttelse kan efter min Forstand kun finde Sted for at skabe lidt mere Forstyrrelse og Uorden i Forholdene imod Nord end der findes ͻ: man maa altsaa antage det for preussisk Interesse at tilveiebringe en saadan rimeligviis i Haab om at kunne faae en passende Fangst i det plumrede Vand. — Hvorvel vi ikke kunne faae nogen stor Indflydelse paa Forandringen af disse Forhold, navnlig paa Forandring af den paapegede Stemning, kan det dog heller ikke gaae an at trættes, selv om man har en tydelig Forestilling om, at man udfører Sisyphusarbeide, thi saalænge der er Liv, er der Haab, og det er saaledes muligt at for Danmark kan atter oprinde Dag, selv om Mørkets og Tvivlens Tid endnu kan vare nogen Tid. Desværre er der efter den Erfaring Danmark har giennemgaaet i dette Aarhundrede, kun lidet Haab om at der vil vederfares dette stor Ret, men et Spørgsmaal bliver det dog om man vilde betragte dets Opløsning og Tilintetgjørelse, naar denne ikke skeer af indre Grunde, som en fait accompli ogsaa; galt er det allerede at man kan, efter hvad der er skeet, nære Tvivl i saa Henseende, men saalænge Preussen endnu ikke er den eneste bestemmende med Hensyn til Europas Fremtid, tør man trøste sig til at en Udvidelse udover tydsk Omraade vil vække Modstand hos Frankrig, England og Rusland; desværre har det relative Venskabsforhold imellem disse Magter været en af Hovedgrundene til at det er blevet Bismarck muligt at udføre sin hidtilværende Gjerning, og saa længe dette vedbliver, er Frygten for at han kan gaae videre paa den betraadte Bane meget berettiget, thi han har paa en vis Maade frit Spil, idet de andres gjensidige Jalousie og Umulighed i at komme til en Forstaaelse gjør det let for ham at tage overveiende Hensyn til egen Bequemmeligheds. 307og Interesse. Jeg mener, at hvad vi ikke kunne opgive, efter at det har viist sig umuligt at kunne vinde Preussen for en ædelmodig og høihjertet Fremgangsmaade imod os, det er, at der engang og dette i en ikke altfor lang Fremtid kan fremkomme en Opposition eller en Fjende imod Preussen, og at vi da ere nødsagede til at gribe denne chance for at tilkjæmpe os en mulig Grændse, som indenfor Rimelighedens Grændser kan vedligeholde Illusionen om vor Selvstændighed og frie Bestemmelsesret; dette kan naturligviis, naar det gaaer galt, let blive den sidste Trækning, men det forekommer mig at være at foretrække at slukke Lyset selv ved et dristigt Pust end at det skal gaae ud af sig selv og ved sin Oes og slette Dunst forpeste hele Omgivelsen. For Danmarks Fremtid vilde det naturligviis have været langt ønskeligere, at man kunde komme til en Overeenskomst med Preussen og saaledes sikkre sig et Venskab i sin nærmeste og mægtigste Nabo, men Tilbøielighed fra Preussens Side synes ikke mulig at fremkalde. — Om faa Dage vente vi Kronprindsen tilbage og da formodes Dronningen at ville afreise til England for at besøge Prindsessen af Wales; jeg frygter for at Kongen ikke endnu har opgivet Planen om at ville afhente hende; det har en uendelig Mængde Vanskeligheder at forlade Landet, selv om det er paa kort Tid, saavel i legal Henseende som paa Grund af den critiske Stilling, hvori Landet befinder sig. Vi skulle nu om en 8 Dage begynde med Valgene til den nye Rigsdag og det er vel et stort Spørgsmaal, hvorledes dette vil falde ud, dog troer jeg nok at man ikke vil faae vanskeligere at regjere med den nyvalgte Rigsdag end med de tidligere, men det gjelder for Regjering som for Folket at bevare Ligevægt i Sindet under de trykkende Forhold. —

C. E. Frijs.

20

20*