Quaade, George Joachim BREV TIL: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind FRA: Quaade, George Joachim (1866-11-23)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 23. November 1866.

Deres Excellence,

Jeg havde igaar en Samtale med den k. preussiske Understatssecretair, hvoraf jeg skal tillade mig herved at gjengive Indholdet saa nøiagtigt som muligt.s. 326. . . Herr v. Thile . . . yttrede ... at han haabede, at jeg ikke, ifølge den Omstændighed, at han ganske havde undladt hidtil at omtale det nordslesvigske Spørgsmaal for mig, antog at han ikke tænkte herpaa, eller at hans Regjering ikke var alvorligen sindet, at opfylde Bestemmelsen i Art. V af Fredstractaten med Østerrig. Han kunde forsikkre mig at dette skulde skee saasnart det blev muligt; men hertil udfordredes deels at Preussen kom formelt i Besiddelse af Hertugdømmerne, og deels at Sagen kunde iværksættes i fuldkommen Ro, og saa at sige aldeles objectivt. Det var derfor ønskeligt, at der fra dansk Side viistes den preussiske Regjering Tillid.

Hertil svarede jeg, at jeg troede han maatte erkjende, at der ogsaa virkelig var viist Tillid fra dansk Side; thi i modsat Fald vilde jeg ikke have kunnet forholde mig taus i saa lang Tid; han vilde erindre, at jeg aldrig havde bragt Sagen paa Bane for ham; og ikkun een eneste Gang havde jeg, kort efter Afslutningen af Fredspræliminarierne til Nikolsburg, havt Befaling til at omtale den for Grev Bismarck, hvilken Sidste tidligere gjentagne Gange havde yttret sig udførligt derom til mig.

Herr v. Thile gjentog derpaa sin ovennævnte Forsikkring, idet han fremhævede Ønskeligheden af, at der bestod en fuldkommen god Forstaaelse mellem Preussen og Danmark, hvorefter jeg, uden at gaae ind paa nogen Detail med Hensyn enten til Omfanget af eller Maaden for en eventuel Cession, hvoraf jeg intet Udbytte kunde vente ved nærværende Leilighed, sagde, at ogsaa jeg i det foreliggende Spørgsmaals Løsning, saae, et overordentlig virksomt Middel til en for begge Parter fyldestgjørende Ordning af de fremtidige Forhold mellem Danmark og Preussen: jeg var overbeviist om at, ihvorledes man end for Tiden i Danmark i enkelte Kredse var sindet imod eller udtalte sig om Preussen, vilde en Ordning hvorefter Danmark for Fremtiden hverken behøvede at frygte eller at ønske Noget fra preussisks. 327Side, paa en ganske naturlig Maade medføre, at sidstnævnte Land altid i Danmark vilde have den paalideligste Nabo.

Hertil bemærkede Herr v. Thile, at han sikkert haabede, at det vilde lykkes at komme til en for Danmark tilfredsstillende Løsning, og idet han, i Henhold til en fra den preussiske Gesandt i Petersborg indkommen Beretning, meddeelte mig, at der havde udviklet sig det bedste Forhold mellem H. k. H. Kronprindsen og Kronprindsen af Preussen, der har været tilstæde ved Formælingshøitidelighederne, tilføiede han, at dersom Kronprindsen af Danmark paa Høisammes Tilbagereise fra Petersborg aflagde et Besøg i Berlin, vilde dette vistnok kunne virke gavnligt deels overhovedet paa det almindelige gjensidige Forhold, og deels muligen ogsaa isærdeleshed paa det foreliggende Spørgsmaal. Han kunde forsikkre mig, at det bedste Middel til at fremme vore Ønsker var at vise den preussiske Regjering Tillid; men derfor kunde han nu hellerikke undlade at bemærke, at Hs. M. Kongens Throntale ved Rigsdagens Aabning ikke just havde gjort det bedste Indtryk her. Der var intet der virkede ugunstigere paa den ene Part i gjensidige Forhold, end naar denne Part kunde tænke sig, at den anden Part havde villet opstille en »épouvantail« imod den, og saaledes kunde man fortolke Throntalens Passus om de neutrale Magters og især de Franskes Kaisers Interesse for Sagen.

Herimod protesterede jeg strax paa det Allerbestemteste, idet jeg fremhævede, at den omhandlede Passus ikkun havde til Hensigt at constatere en Kjendsgjerning forat vise de Franskes Kaiser og de neutrale Magter en skyldig Opmærksomhed, og at jeg havde udtrykkelige og positive Udtalelser fra Kjøbenhavn til Støtte for, at det aldrig havde været Hensigten at vise Mistillid eller at virke paa den preussiske Regjerings Beslutninger ved at henvise til andre Magters Stilling til det omhandlede Anliggende.

Da Herr v. Thile syntes fyldestgjort ved denne Forsikkrings. 328og tilføiede, at han haabede at Grev Bismarck, dersom han skulde komme tilbage paa Sagen, vilde see den i det Lys, hvori jeg havde fremstillet den, fandt jeg det rigtigst ikke nu at bruge de yderligere Forklaringer hvoraf jeg er i Besiddelse, hvorimod jeg bad Understatssecretairen, for det Tilfælde at Ministeren skulde omtale Sagen for ham, at erindre min For sikkring om at Intet havde ligget fjernere for den kgl. Regjering, end at opstille en »épouvantail« eller vise Mistillid. . . .

Quaade.

Modtaget 26. November 1866.