Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1866-12-28)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 28. December 1866.

Deres Excellence,

I min allerærbødigste Indberetning Nr. 57 [af 14. December 1866] har jeg omtalt den Mulighed, at man her vilde lade foretage Valg i Slesvig til det nordtydske Parlament, forinden man skred til Udførelsen af Art. V i Freden til Prag.

I Overeensstemmelse hermed har det ogsaa været en almindelig Mening, at der vilde hengaae meget lang Tid inden det nordslesvigske Spørgsmaal afgjordes. Imidlertid tyder en Yttring af den preussiske Understatssecretair i en Samtale jeg nylig havde med ham, paa det Modsatte. Vi havde omhandlet en foreliggende ikke politisk Sag, da Herr v. Thile bragte den af Grev Bismarck nogle Dage forud i det preussiske Deputeretkammer i Sagen om Hertugdømmernes Annexion holdte Tale paa Bane, idet han spurgte mig hvad jeg tænkte om denne Tale. Herpaa svarede jeg ganske i Almindelighed, bemærkende, at jeg fandt, Ministerpræsidenten havde med stor Klarhed og Skarphed fremsat Preussens politiske Stilling ligeoverfor Frankrig under Forhandlingerne i Nicolsburg; hvad Grev Bismarcks Yttringer om det Danmark nærmest vedkommende Spørgsmaal angik, var jeg villig til at indrømme at han for nærværende Tid maaskee ikke saa let havde kunnet udtale sig udførligere og bestemtere derom i ovennævnte Forsamling, men det vilde vistnok findes naturligt at jeg for mit Vedkommende dog ønskede, han havde gjort det; og da jeg hertil spørgsmaalsviis føiede den Bemærkning, at det vel vilde vare længe, inden det nordslesvigske Anliggende afgjordes, svarede Herr von Thile benægtende, idet han sagde, at efterat Annexionsloven nu var vedtaget, vilde ikkun den virkelige »Besitzergreifung« være fornøden forat hiin Afgjørelse kunde finde Sted. Da jeg hertil yttrede, at jeg med stor Tilfredshed nu saae en Mulighed for at Danmark snart kunde s. 342 komme paa en virkelig god Fod med Preussen, sagde Herr v. Thile, at han ogsaa haabede dette, og tilføiede, at han vilde ansee det i begge Landes Interesse, at jeg fremdeles forholdt mig saa passiv som muligt i Sagen og navnlig undlod at rette Spørgsmaal derom til Grev Bismarck; skulde jeg ønske en Antydning eller en Oplysning om et eller andet Punkt, var han stedse villig til at give mig den, eller til efter Omstændighederne at søge den for mig hos Ministerpræsidenten.

Jeg kan selvfølgelig ingen bestemt Mening have om hvorvidt der med Grund vil kunne støttes Forventninger til de heromhandlede eller lignende tidligere Udtalelser af Herr v. Thile; disse give hellerikke en blot nogenlunde klar Forestilling om i hvilket Omfang den preussiske Regjering vil opfylde sin i den omhandlede Tractat indgaaede Forpligtelse; men i ethvert Tilfælde er det dog endnu bestandig min Overbeviisning, at den kongelige Regjering under nærværende Forhold Intet vil vinde ved at opgive den tilbageholdne Politik, den hidtil har fulgt i det nordslesvigske Spørgsmaal, en Politik som jeg ogsaa har fundet billiget, som den eneste rette, i alle herværende politiske Kredse og af alle virkelig competente Dommere indenfor disse Kredse, desto beklageligere vilde jeg derfor finde det, om en eller anden ydre og ikke i Sagens egen Udvikling liggende Foranledning skulde formaae den kongelige Regjering til at forlade denne Politik. Jeg sigter hermed til den, som det forekommer mig, ligesaa naturlige som nærliggende Mulighed, at den danske Rigsdag, efterat nu den preussiske Repræsentation og Regjering har udtalt sig om det nordslesvigske Spørgsmaal, ogsaa for sit Vedkommende, ved en Interpellation eller paa anden Maade, vilde fremkalde en Discussion om dette for Danmark saa betydningsfulde Anliggende. Det er mig aldeles umuligt at see, hvad der for Sagen selv skulde kunne vindes ved en saadan Discussion; tvertimod vilde, i Tilfælde af at der med Rette kunde næres Tvivl om den s. 343 preussiske Regjerings Hensigter, Meget kunne tabes derved; thi deels vilde det ikke kunne undgaaes, at Discussionen fra flere Sider lod en sikkert skadelig Mistillid fremtræde i ovennævnte Henseende, og deels vilde ogsaa en væsentlig Grund der fra preussisk Side anføres mod Tilbagegivelsen af Nordslesvig, nemlig den formentlige Umulighed af at tilfredsstille de danske Ønsker ved hvad man kunde ville give tilbage, kunne finde mangfoldig Støtte i de Udtalelser som maatte fremkomme ved en Leilighed som den omhandlede. . . .

Quaade.

Modtaget 31. December 1866.