Danmarks Breve

BREV TIL: Peter August Frederik Stoud Vedel FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1866-12-28)

Udenrigsminister Grev Frijs til Direktør P. Vedel.
Frijsenborg, 28. December 1866.

... Bismarcks Tale har jeg ikke kunnet faae at læse, men jeg har Indtrykket af, at han søger at lege Blindebuk med Louis, 1) kunde vi herved profitere Noget om end kun Lidet, da skal jeg ikke bekymre mig om, hvem der er den Narrede, men jeg frygter for at det Hele er en Blænkerforestilling, hvorved man ikke faaer Noget i Hænder, men herom mere mundlig. — Det Bedste var, om Forandringen kunde blive af den Natur, at man i 1867 søgte den Alliance, som efter Tilskyndelse blev tilbudt i 1866, og at man kunde faae noget Virkeligt i Haand, altsaa i skriftlig Form, thi Alt det der udtales betyder under nuværende Forhold ikke stort, medmindre man er i Stand til at fremkalde et Tilbud, — da først viser det sig, at vor Betydning ikke er saa liden, som man vil udgive den for at være, og da gjælder det ganske vist om at have Vorherres Hjælp med sig, saa at man vælger efter Landets sande Tarv uden Hensyn til egne Følelser; skulde et saadant Moment indtræde i den nærmeste Fremtid, hvilket jeg egentlig haaber, da beder jeg til at maatte s. 344 beholde saa megen Sundhed og Friskhed, at jeg kunde som politisk Læge fuldkommen uhildet adskille hver enkelt betydende Opfattelse, lægge Hvert paa sin Plads og i Orden og da afveie og finde det rigtige Resultat; og hertil stoler jeg i høi Grad paa Deres Medvirkning, da vor gjensidige aabne og uforbeholdne Meddelelse om hvad Enhver for sig føler i det givne Øieblik kun kan hjælpe til at klare Ens Erkjendelse. — Med den bedste Villie bliver det dog altid den sikkreste Fortrøstning, at den endelige Afgjørelse og Nytte af enhver menneskelig Foranstaltning ligger udenfor vor Magt, men at det kun gjelder om for Individuet at stryge fra sig eller at frigjøre sig for alle forfængelige Hensyn og kun at have det almindelige Vel eller Statens Vel for Øie og jeg troer at turde sige, at jeg i den Henseende arbeider efter bedste Evne for at seire, men derfor føler jeg ogsaa levende, hvortidt det slaaer feil. —

. . . Fra O. Plessen har jeg Intet hørt som Svar paa mine sidste 2 Breve, hvilket jeg bemærker ikke saa meget fordi jeg længes derefter som fordi jeg troer deri at finde hos ham en Tilkjendegivelse og Forklaring af, at han betragter det hele Forhold som afsluttet, og det vil jeg oprigtig talt saavel for Konge som for Fædreland finde det Allerheldigste, thi Manden kan være meget brav, men han har som alle Plessener lidt [?] Lighed med Rotterne, — de ønske ei at blive ved et Skib, der er i Fare; muligviis jeg dømmer for haardt, men efter mit Skjøn er det sandt. 1) ...

C. E. Frijs.

P. Vedels Privatpapirer.