Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-01-07)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 7. Januar 1867.

Kjære Quaade! . . . Den lille Historie, som De omtaler og som i hele sin Ubetydelighed er bleven lavet op til en forfærdelig Høide, har fundet en Berigtigelse i den franske Revue fra igaar, 1) hvori jeg vel i det Hele er fuldkommen enig, thi Nationalhad har Intet havt at gjøre med den endelige Votering, men jeg kunde have ønsket den hele Artikel behandlet mindre vidtløftig navnlig ønsket udeladt det Stykke paa anden Side, som begynder med »L’indigénat« og Stykket ud indtil næste Membrum, thi deels er det ikke fuldkommen correct, deels lader det til at indeholde en Misbilligelse med Hensyn til Forelæggelsen fra Regjeringens Side, men jeg havde skrevet om, at man burde stræbe at imødegaae den fremkomne Paastand om Fanatisme fra de Danskes Side og jeg var overbeviist om, at dette maatte med den fuldeste Føie kunne lade sig gjøre i denne Sag, men jeg havde undladt at eftersee selve Redactionen, fuldkommen stolende paa, at man vilde vide at træffe det Rette og jeg kan sige, at det er første Gang, at jeg i dette mit Haab om at see dette skeet paa en fyldestgjørende Maade er bleven skuffet ... og dette kjeder mig saa meget mere, som det er tidt, at den Slags Smaaubetydeligheder faae en større Indflydelse s. 349 paa Bedømmelsen af den almindelige Situation, thi man søger deraf at udlede en Overeensstemmelse i Følelser og Fornemmelser med Madvig og Consorter. 1) Idag skulle vi igjen begynde vore Forretninger med Rigsdag og De vil kunne forstaae, at jeg er ikke synderlig oplivet over at man i Løbet af det første Halvaar skal vedblive at tærske Langhalm med dem, og De vil heller ikke kunne fortænke mig i at, naar dette er fuldbragt, da troer jeg ogsaa at have opfyldt den mig paahvilende politiske Værnepligt som activ Statsborger og at jeg da atter kan træde tilbage i det private Liv, hvor[til] jeg føler langt mere Kald . . . end til at beskjæftige mig med at styre Mennesker, hvorfor jeg har en afgjort Modbydelighed, endskjøndt jeg erkjender, at dette baade er en Svaghed, Mangel paa Mandighed, og en Feil, thi uden Strid og Kamp kan ingen Udvikling og Fremgang finde Sted, men jeg erkjender i den Henseende at være spæget ved Livets Medgang, idet jeg ikke kan uden gjennem Overanstrængelse tilkjæmpe mig Bevidstheden om Stridens forædlende og nødvendige Tilstedeværelse for den menneskelige Udvikling. Krigsministerens og Marineministerens Organisationsplaner ere endnu ikke gjennemtyggede i Ministerconferencer og det vil saaledes kunne vare længere Tid inden disse kunne indbringes i Rigsdag, derimod vil Rigsdagen blive bespiist med en heel Deel andre Lovforslag af meget interessant Natur f. E. Indkomstskat, Jernbanesagen, Matriculering i det lille overleverede slesvigske District, Ophævelse af Demarcationslinien, saavelsom Bebyggelsen af Fæstningsværker og Salg af Enighedsværn, saa at der efter al Sandsynlighed vil blive nok til at bespise Forsamlingen med indtil St. Hansdag. — At Regjeringen skulde have Held med sig i alle disse forskjelligartede Forslag er ikke sandsynligt, navnlig har det vel ikke stor Sandsynlighed for sig at det vil kunne lykkes at bringe de militaire Organisationsplaner s. 350 til en endelig Afslutning og dog vinde et nogenlunde taaleligt Resultat. . . .

Nu begynde som De vil kunne tænke Dem Diners og Soireerne, men jeg haaber, at det maa blive en forholdsviis stille Vinter, deels fordi jeg i Længden ikke kan udholde diners og fordi jeg synes, at der er al Grund til at forholde sig rolig under den afventende Periode, som der beredes os, og som det vel er vanskeligt at see nogen Afslutning paa, da vor mægtige Nabo ikke lader til at ville vise os nogen Imødekommen; kunde man endda benytte Mellemtiden til at faae alle svævende Smaaspørgsmaal saavel med Hensyn til Postvæsen som til Archiver etc. endelig afgjort og afsluttede, kan man dog atter paavise et Udbytte af Tiden; — jeg frygter for at Vanskelighederne med at faae disse afgjort paa taalelig Maade ville tiltage, da Spørgsmaalene om Udskrivning og Desertion i Anledning af Recrutudskrivning i Slesvig vistnok vanskelig vil kunne løses paa en for begge Parter overensstemmende med Fredstractatens Ord tilfredsstillende Maade. Den sidste Artikel i »Nordd. Allgemeines som jeg i Begyndelsen af mit Brev havde omtalt og som ogsaa De gjentagende kommer tilbage til, forekommer mig efter hele Maaden at skrive paa ikke at kunne have sit Udspring fra Hrr. Moltzen og maa ganske sikkert have en forskjellig Oprindelse; samt hidstamme fra en Avindsmand, der ganske anderledes vil være istand til at skade, da han er i Besiddelse af den fornødne Dannelse. . . .

C. E. Frijs.