Danmarks Breve

BREV TIL: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs FRA: George Joachim Quaade (1867-02-22)

Kammerherre Quaade, Gesandt i Berlin, til Udenrigsminister Grev Frijs.
Berlin, 22. Februar 1867.

Deres Excellence,

. . . Om den preussiske Regjerings Hensigter med Hensyn til det nordslesvigske Spørgsmaal er der i længere Tid aldeles intet Positivt kommet mig for Øre. Ifølge en Yttring, Hr. v. Thile lod falde i en Samtale, jeg havde med ham i Begyndelsen af forrige Uge, 1) har jeg et Øieblik antaget, at Grev Bismarck muligen snart af egen Drift vilde omtale hiint Anliggende for mig; men dette er, endnu idetmindste, ikke skeet, skjøndt jeg har seet Ministerpræsidenten eengang senere, ved en Hoffest den 14de d. M. — Der er ogsaa ellers fra preussisk Side, navnlig af høitstaaende Personer, som vel ikke høre til Regjeringen men dog ifølge deres Forbindeiser s. 364 med denne kunne have en almindelig Forestilling om dens Planer, bleven rettet Yttringer til mig, som berettige mig til at troe, at man for Tiden er besluttet paa at opfylde den med Hensyn til Slesvig paatagne Forpligtelse; men ligesom disse Yttringer ikke lade mig vente, at Forpligtelsen vil blive opfyldt i noget stort Omfang, saaledes er det imellem mine Colleger den almindelige Mening, at den preussiske Regjering vil udsætte Udførelsen af Artikel 5 i Freden til Prag saalænge som muligt, og ialfald vil foretage denne Udførelse i det mindst mulige Omfang. Denne deres Mening støtte de deels paa den Betragtning, at det ikke er sandsynligt, at Grev Bismarck, om han end erkjender det Ønskelige i at berigtige Forholdet til Danmark, vil bringe det i denne Henseende fornødne Offer, saalænge han ikke tillige er sikker paa, at Preussens Mellemværende med Frankrig vil være fyldestgjort med det Samme. Saavidt jeg har kunnet erfare, berører den franske Ambassadeur aldrig det heromhandlede Anliggende for den preussiske Regjering, og. han undgaaer at omtale det for mine Colleger; af denne Grund og da man derhos fra preussisk Side langtfra er beroliget med Hensyn til den franske Regjerings fremtidige Politik, hvoraf følger, at Hr. Benedetti er meget iagttaget, har ogsaa jeg, for ikke at give Andre Anledning til at antage, at jeg ønskede at fremkalde hans Intervention, hidtil troet at burde afholde mig fra at omtale Sagen for ham.

Udfaldet af de i Slesvig foretagne Valg til den nordtydske Rigsdag har gjort megen Opsigt her. 1) Flere Personer have udtalt for mig, at de aldrig havde tænkt sig, at den danske Nationalitet og den danske Stemning var saa talrig repræsenteret i Slesvig; og ligesom hine Valg sikkert ikke ville forfeile deres Virkning paa Europa, saaledes er det jo ogsaa muligt, at de ville udøve Indflydelse paa den preussiske Regjerings Beslutninger; men for det Tilfælde at denne Regjerings s. 365 Passivitet fremdeles skulde forblive uforandret, tillader jeg mig at henstille til Deres Excellences nærmere Overveielse, om ikke den forestaaende Tilendebringelse af det nu sammentrædende Parlaments Forhandlinger og de Skridt, den preussiske Regjering derefter formeentlig vil foretage for at erhverve europæisk Anerkjendelse af den nordtydske Forbundsstat, kunde afgive en passende Leilighed for de europæiske Regjeringer til at minde om den endnu som uopfyldt henstaaende Bestemmelse i et af Grundlagene for den nye internationale Retstilstand, og til at fordre Opfyldelsen af denne Bestemmelse som Betingelse for den forlangte Anerkjendelse. De Skridt, der fra dansk Side maatte være at foretage i den Hensigt, vilde vel ikke kunne udsættes længe; men jeg behøver vistnok ikke at gjøre opmærksom paa, med hvormegen Forsigtighed de maatte foretages, forat den preussiske Regjering Intet erfarede derom, som kunde foranledige den til at troe, at man fra dansk Side enten ikke viiste den den Tillid, som den nu engang har forlangt, eller endog arbeidede paa at fremkalde fremmed Mellemkomst. . . .

Quaade.

Modtaget 25. Februar 1867.