Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-03-08)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 8. Marts 1867.

Kjære Quaade! Skjøndt det ikke er længe siden, at De har hørt fra mig, maa jeg dog benytte et Øiebliks Frihed for at samtale lidt med Dem; af Aviserne vil De have seet, at man beskjæftiger sig meget med vort Livsspørgsmaal og gid dette maatte blive til Gavn for dette, thi hidindtil har Alt, hvad der er skeet, kun viist den mindre gode Villie og det er naturligviis denne, som det kommer an paa, da vi ikke see os istand til at fremtvinge Noget; men paa den anden Side er det ogsaa klart, at det nye Tydskland just i dets imposante Form og Omdannelse langt mere trænger til at opgive Smaastatspolitik og ei at chicanere de Smaae, thi kan det aandelige Sving ikke følge med den physiske Kraft, vil Levetiden ikke blive lang, og man kan derfor med ikke saa liden Ret og Sandhed paastaae, at Tydskland er omtrent ligesaa meget som Danmark interesseret i, at dette sidste Land faaer en naturlig Grændse, — en Grændse hvorved dets nationale Fordringer og Trang kunne tilfredsstilles, ɔ: at det under sit Herredømme kan gjenoptage, hvad der kun ønsker at tilhøre dette; en militair Grændse fra Tydsklands Side imod s. 388 Danmark er naturligviis ikke alene for hver tænkende Mand men ogsaa for Hver den, der er forsynet med alm. bon sens, en fuldkommen ridicul Paastand, thi paa Grund af Misforholdet i Kræfterne kan der aldrig være Tale om Sligt, hvorimod en fremskudt Position fra Tydsklands Side ind i Danmarks Archipæl aldrig kan opfattes anderledes end som en stadig Trudsel om at fuldføre Erobringen og Undertvingelsen af et lille Folkeslag, der ønsker at bevare sin Selvstændighed og ønsker Intet mindre end at leve i Kjævleri stadigt med sin mægtige Nabo. Hidindtil har Alt, hvad der er foretaget fra den Side, ikke været Beviis paa en saadan høimodig og ridderlig Tænkemaade; denne er kanskee selv sjælden i vor Tidsalder; men derfor kan man dog ikke opgive Haabet om[! ], at Plyndring og Bedrageri kun skulle sidde til Høibords. — Det følger af sig selv, at De ikke vil kunne conferere med de dansk-slesvigske Deputerede uden at skade deres Stilling i Berlin, men jeg vil haabe, at bemeldte 2 Herrer ikke ville finde sig altfor alene; saavidt jeg har kunnet erfare, er deres Valgbreve ikke prøvede endnu. Saasnart i næste Uge den engelske Coureer eller saasnart en paalidelig Privatmand afreiser til Berlin, skal De høre fra mig, thi der er Meget vedrørende vore indre Historier, som jeg kunde ønske at meddele Dem, men som jeg ikke vil betroe til et Brev, da jeg baade af egen Erfaring og af min Slægts Erfaring veed, at Brevhemmeligheden ingenlunde bliver respecteret.

25*

C. E. Frijs.