Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-03-17/1867-03-18)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 17. Marts 1867.

Kjære Quaade! Jeg har ikke kunnet besvare Deres Breve tidligere, fordi jeg deels har været lidende, deels har havt meget at bestille, men jeg benytter det nærværende Øieblik, hvor jeg har Ro til at tilskrive Dem endskjøndt det muligviis kan vare en længere Tid inden at det afgaaer, thi jeg troer ikke mere paa Brevhemmelighedens Bevarelse efter at jeg 3 Gange er bleven overbeviist om det Modsatte. Jeg haaber, at De vedvarende vil være tilfreds med den af mig valgte Mellemmand, ligesom med den jeg midlertidig tilsendte Dem, endvidere har jeg paa en ganske særegen Maade beskjæftiget Hrr. Moltzen saaat han i det Mindste ikke skal foretage noget Skridt, uden at jeg er underrettet derom; for en Uge siden var han sendt til Kiel og var fraværende 3 à 4 Dage. Det Brev, som jeg modtog iaftes 1) var det, som indeholdt det bedste Lysglimt, jeg hidindtil har mærket, og jeg vil derfor haabe, at det ikke bliver nogen Lygtemand; s. 394 det for os gunstigste Udfald vil altid kunne naaes, om det ikke bliver til Krig og hvis en venskabelig Stemning kunde blive fremherskende mellem Rusland og Frankrig, hvorpaa jeg i den allersidste Tid synes at see nogle Kjendetegn, for nogen Tid, og Fastsættelsen af vore Grændser kunde falde under et saadant Moment; thi deels vilde Preussen lettere give efter for et fælleds upartisk Tryk end for Tryk fra en enkelt Side, deels vilde vi da være sikkrere paa at beholde den givne Grændse. Ialfald maa vi arbeide saa længe der endnu er Haab; jeg har nu i lang Tid ikke hørt Noget fra Moltke og han har efter Stemningen, der gaaer igjennem hans Breve mistet sin store Tillid til denne Sags Udfald og til Frankrigs Indflydelse og Magt; De veed, at jeg ikke er nogen Sanguiniker men en god gammel Jyde, ligesom jeg derfor ikke ifjor har ladet mig henrive af Troen, ligesaa lidet har jeg endnu tabt Modet; hvad der huer mig mindst, det er at Preussen overfor os altid forholder sig passivt og man turde næsten sige mere fjendsk i den allersidste Tid; dette Sidste tillægger jeg nu ikke saa meget Overmodet efter Sadowa, som at Carl Plessen har faaet en væsentlig Indflydelse paa Afgjørelsen af en Mængde finantsielle Spørgsmaal især, og han er i Forholdet imod os langt urimeligere end nogen Preusser vilde være og denne Opfattelse fra min Side er baseret paa facta; jeg har aldrig hørt til dem, der troede paa hans Kjærlighed til Konge eller Land, da jeg alt i Vinteren 56 saae og hørte, at han kun ventede sin Frelse af Preussen, og jeg er ogsaa overbeviist om, at han vil stræbe efter at vinde sine preussiske Riddersporer ved at gjøre sit tidligere Fædreland al den Fortræd som det vel er muligt. — Kongen og Dronningen ere da reist igaaraftes 1) og vi ere da nu under vor unge Kronprindses Styrelse, og jeg er overbeviist om, at dette vil gaae udmærket godt s. 395 saa længe han er alene og ikke omgivet af Prinds Hans, der Gud være lovet reiste med til Ballenstedt, men som desværre vistnok snart vender tilbage; dog antager jeg at hans Ophold her ikke vil blive langvarigt, da han vistnok snart skal ned til Grækenland for at overtage Regentskabet, thi jeg antager at Kongen af Grækenland snart vil begive sig paa sin Frierreise. — Det var en meget kjedsommelig Historie med den Ordensdecoration til den franske Mand i Berlin, thi det bliver mig umuligt at kunne foreslaae den Grad, som han ønsker, thi det vilde skabe os de største Vanskeligheder ligeoverfor Folk, der for nylig have faaet Ridderkorset, endskjønt de gjentagne Gange have været chargés d’affaires. Skulde en saadan Meddelelse som af Dem ønsket engang kunne lade sig gjøre, da maatte man efter min Mening deels i Virkeligheden have erholdt et Udbytte, deels maatte dette da skee under en almindelig stedfindende Pladskregn, kanskee kan dette lade sig udføre til Sølvbrylluppet. 1) ...

Idag 8 Dage, da jeg spiste hos Heydebrand, begyndte han for første Gang at tale om det slesvigske Spørgsmaal, at det nu snart vilde komme frem og at han haabede, at det vilde kunne lykkes til gjensidig Tilfredshed at kunne tilendebringe dette, mens jeg var ved Styrelsen, thi jeg havde aldeles cursorisk omtalt, at jeg følte mig ilde hele Vinteren og derfor nødvendigviis maatte søge en Forandring hvad enten dette nu blev en Badereise eller Reise imod Syden med Vinterophold dersteds; — for dog at forsøge paa nogen Bedring under det nuværende Ildebefindende har jeg forsøgt at afhjælpe det ved Paabegyndelsen af svensk Gymnastik, men da jeg først har gjort Begyndelsen idag er det mig endnu umuligt at vide, hvorvidt dette vil convenere mig eller ei. Jeg har ikke senere truffet 2) Heydebrand, thi i Torsdags s. 396 maatte jeg afsige Ministerconferencerne, fordi jeg maatte være i Rigsdagen og saavidt muligt paaskynde Regentlovens Tilendebringelse, men jeg skal gribe den førstmulige bequemme Leilighed for at forklare ham min Mening, thi ligesom jeg ikke har villet plage ham, naar han Intet turde sige ligesaaliden Grund er der til at undgaae Behandlingen af dette Spørgsmaal, naar Veien aabnes dertil; jeg forudsætter vel at han ingen Instrux har modtaget, men jeg kan dog mærke noget af den Stemning som giver sig tilkjende og skal aabenbares af ham; jeg veed vel, at han har sagt, at Als og Dybbøl fik vi aldrig, og naar han altsaa ikke viser Utilbøielighed til at gaae ind paa Spørgsmaalet, skal han med største Fornøielse faae det Væsentligste strax, thi Preussen maa paa den anden Side heller ikke kunne paastaae, at vi have fordulgt, naar det var os muligt at udtale det, at Nationalitetsgrændse var den eneste der i alle Henseender kunde [stille os] tilfredse og gjøre os det muligt, som for hver dansk fornuftig Regjering maatte være en væsentlig Sag: at kunne komme til at leve i en god Forstaaelse med Tydskland; for selve Preussen kan nogle Quadratmile Land meer eller mindre ikke være af Betydenhed, især naar disse ere fyldte med Utilfredse; og der er fra vor Side ingen Grund til at ønske Andre tilbage end dem der med fuldt Hjerte ville vende tilbage til det gamle men blødende Fædreland. — Endskjøndt jeg venter engang senere at kunne slutte dette Brev, naar jeg kan finde en passende Leilighed dertil, vil jeg dog tage Afsked med Dem ogsaa for det Tilfældes Skyld at det ikke blev mig muligt at tilføie nogle Ord.

C. E. Frijs.

18. Marts 1867.

[Efterskrift. ]

Da jeg idag ikke har noget Nyt at tilføie vil jeg slutte Brevet og forsegle det i Haab om snart at maatte kunne afsende s. 397 dette. Om Kongens Fraværelsestid har jeg endnu ingen Forestilling, ... jeg haaber at han i det Høieste bliver 3 Uger borte og jeg vil haabe at der i den Tid ikke maa passere Noget af Vigtighed, thi det er naturligviis altid vanskeligere for en Kronprinds at fatte Beslutning da det paa en vis Maade dog er paa en Andens Vegne.

C. E. Frijs.