Danmarks Breve

BREV TIL: George Joachim Quaade FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-04-23)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 23. April 1867.

Kjære Quaade! Hjemkommen igaaraftes fra Jylland... erfarer jeg idag ved at komme herop i Ministeriet, at Deres Frue imorgen vil forlade Byen og kan jeg ikke undlade at benytte denne Leilighed for at sende Dem et Par venlige Linier. — Kongen er vendt tilbage, men er endeel forknyt ... over Udsigterne til Krig; endskjøndt jeg godt kan s. 424 forudsee de ubehagelige Situationer, der kunne komme for os, vilde jeg dog Intet bidrage om jeg kunde dette til at forhindre en slig Krigs Udbrud, thi der er dog en Mulighed for at Preussen praktisk kan lære, at de ikke ere bestemt til at beherske Verden alene, thi hvor liden Sandsynlighed der end kan være for at vi som de Smaae ville komme til at profitere synderligt selv i det for os gunstigste Tilfælde, saa vil det dog være en stor Lise idetmindste for en føie Tid at være forskaanet for Preussernes utaalelige Over- og Hovmod, hvoraf dog Ingen lider saa stærkt som De selv. Jeg vilde meget ønske at kunne skaffe Dem af med Hrr. Moltzen, som bidrager uendelig Meget til at vanskeliggjøre Deres Stilling, og at kunne gjøre Rum for forstandig og rolig Betragtning af Forholdene hos os i Berlin, men har ikke havt Lykke i de Bestræbelser, jeg har gjort i den Retning, jeg har den Overbeviisning, at han ikke modtager Penge eller Understøttelse herfra, naar det ikke er fra Blixen, thi hans Ven Borgemester Larsen kan ikke undvære Synderligt og hans tidligere Venner have ikke sendt ham Noget i det sidste Aar; jeg havde for ikke lang Tid siden sendt en Mand herfra for at udspeide ham, men det mislykkedes fuldstændigt, da han itide opdagede Sammenhængen eller fik Mistanke til Manden, saa at han ikke vilde betroe ham Noget; dette har vistnok ikke stemt ham mildere imod Ministeriet, ligesom han vistnok ogsaa har faaet Vind af, at det har været mig, der engang for at erfare om han virkelig var paa Expedition i Holsteen foreviiste et Pengebrev for Konen, for at erfare hvorhen det maatte adresseres og saaledes fik hende til at løbe i Fælden. Jeg har en stærk Mistro til, at den der gjorde, at min førstnævnte Plan mislykkedes, var Borgemester Larsen; hvad jeg vilde have skaffet mig Vished om var, om han endnu staaer i Forbindelse med det russiske Gesandtskab, thi det var et Par Ting, der sammenstødte, der havde givet en stærk s. 425 Formodning herom; af Deres Brev til Vedel 1) kan jeg see, at De troer ham i Forbindelse med formaaende Folk her; jeg er overbeviist om det Modsatte, med mindre De hertil vil regne Baron Blixen og muligviis Prinds Hans; denne Sidste har dog efter Sigende aldrig villet modtage ham. — Af Deres sidste Beretninger lader det ikke til som om De nærer stort Haab om Freden og jeg antager ogsaa, at Bilæggelsen af Luxemborg-Affairen, om en saadan var mulig, ikke vilde være tilstrækkelig; nu skal det vel først vise sig, hvem der diplomatisk kan spille finest, enten Napoleon eller Bismarck, med at vælte Skylden for Fredsbruddet over paa den Anden, og derefter kommer det i Slutningen an paa det største Held; gid vi engang kunde gjøre Bekjendtskab med denne Faktor, som der i Almindelighed er langt mere Forslag i end i nogensomhelst menneskelig Forstand; som gammel Spiller kan jeg efter min Erfaring desværre ikke sige, [at] meget og fortsat Uheld giver chance for Held, thi jeg har den Erfaring at Enkelte have Held med sig, Andre slet ikke og saaledes gaaer det rimeligviis ogsaa med Staterne; jeg vilde haabe, at jeg i Styrelsen af Landets Anliggender maatte følges af det Held, som i Almindelighed har fulgt mig i mine egne Sager, endskjøndt jeg tidt har grebet dristigt og forvovent ind, hvilket Sidste der desværre ikke er Raad til at gjøre her paa Statens Vegne, thi Spørgsmaalet om Existentsens Tilsætning ligger for nært og umiddelbart for. Hidindtil have vi ikke været uleiligede med fristende Tilbud om at gaae hverken til den ene eller til den anden Side og jeg vil haabe, at denne Ro endnu Noget maa vedvare; Heydebrandt lader sig sjeldent eller aldrig see, endskjøndt han ikke har Grund til at beklage sig over nogensomhelst uvenlig eller kold Modtagelse; dog nu kalder Kjetting og jeg maa derfor ende, bedende Dem af og til at holde os i Kundskab om Vexling af Stemninger og Tilstande i Berlin.

s. 426 Efter sikkert Forlydende skulle circa 8000 Mand Infanteri være samlede ved Dantzig eller Stettin, jeg erindrer ikke nøie hvilket af Stederne; man skulde dog ikke have isinde at more sig paa vor Bekostning.

C. E. Frijs.

Et Par Steder i Brevet er forskrevne og har maattet rettes for at give Mening.