Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind BREV TIL: Quaade, George Joachim FRA: Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind (1867-05-15)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kammerherre Quaade, Gesandt i
Berlin
.
Kjøbenhavn, 15. Mai 1867.

Kjære Quaade! Det er muligt at dette Brev kan komme til at henligge længere Tid uden at afsendes, da der saa sjeldent drage Reisende til Rerlin og jeg har ganske bestemte Erfaringer med Hensyn til Brevsikkerheden; De skal derfor heller ikke tage i Betænkning at benytte Coureer og De veed nok hvem jeg mener, nemlig vor lille Physiker ¹⁾A. E. M. Schleisner, der studerede Kemi i Berlin., naar der er Noget som skal med Sikkerhed expederes, og jeg sætter en ganske overordentlig stor Priis [paa], at den forestaaende Sag som vel ikke vil have nogen meget lang Udviklingstid føres fra vor Side med den største Aabenhed og Decision, saa at det tydelig kan fremtræde at man er sig Skyggerne i Ens Tilværelse bevidst, men at man foretrækker Virkeligheden i dens Nøgenhed for en Skinhjælp. — Saasnart De har havt Audients hos Ministerpræsidenten haaber jeg at erholde Underretning herom. Førend i næste Maaned afreiser Guldencrone ikke, men det er ogsaa vanskeligt at holde ham gaaende herinde paa Gaden paa en Tid, hvor der i Publikum er stor opinion for, at Diplomatiet er overflødigt, da han nu er rask og Lægen paastaaer, at han ikke trænger til nogen Radekuur; jeg vil haabe, at det maa blive muligt at lade Dem, gode Quaade, faae den omtalte congé, naar De ønsker den, men Udsigterne for Muligheden i at kunne meddele en saadan ere ikke store, og jeg har 2 Gange i Rad maattet nægte Falbe det i denne Tid, fordi det synes mig aldeles umuligt saavel af Hensigtmæssighedsgrunde som fordi det vilde være at give den herskende opinion Medhold, naar en Gesandt var borte paa en Tid, hvor vort Livsspørgsmaal kan komme paa Dagsorden, og De veed at jeg ligefra min Tiltrædelsesdag som Udenrigsminister har bestræbt mig for at blive de underordnede rodende Kræfters. 440quit og kuns have at gjøre aabent med Gesandterne, hvoraf ogsaa som Følge mine hyppige confidentielle Breve, thi en lille Stat kan ikke tillade sig de samme Kunster som en stor og mægtig Stat; man maa handle som Hødker, sørge for Or- den og Loyalitet i Førelsen saavel indadtil og udadtil og ved en saadan fortsat Ledelse er selv en lille Stat istand til at udvikle Kræfter, naar engang en beleilig Stund maatte komme. . . . Vi ere da i Rigsdagen efter megen Vrøvl blevne færdige med Finantsloven, nu staaer kun tilbage Hærorgani- sationen, med hvilken Ministeriet hænger sammen. — Londonnerconferencen forekommer mig et ynkeligt Skuespil — at vedkommende Stormagter efter hvad der er passeret i de sidste Aar endnu kunne undertegne en Garantitractat uden at komme til at lee hinanden lige i Øinene — Hovedresul- tatet er for mig, at Frankrig i det Væsentlige ikke har kun- net sætte sin Villie igjennem, hvorimod Preussen ved at kunne binde Forhandlingen til den enkelte Gjenstand har faaet en indirecte Anerkjendelse af den nustedfindende fak- tiske Retstilstand; en Opsættelse af Krig, hvor lang nu end den maa blive, maa ogsaa aabenbart meest være i Preussens Interesse, da den faaer Tid til at indordne de erobrede Landsdele under sig, samt til fuldkommen at bringe Sydtydskland under sit Aag idetmindste i militair Henseende, thi dette er nu den eneste Frelse selv for Bayern, da den under en Sagernes Vending, der gik imod Preussen, vilde være den, der uden Spørgsmaal vilde komme til at lide meest og efter al Sandsynlighed vilde ophøre at existere under den nuværende Form. — Dog nok herom — nu have vi Fred for en Tid og det er derfor bedst at benytte den til at ordne Alting paa bedste Maade. —

C. E. Frijs.