Danmarks Breve

BREV TIL: Christian 9. FRA: Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs (1867-05-31)

Udenrigsminister Grev Frijs til Kongen.
Kjøbenhavn, [Fredag] 31. Mai 1867.

Allerunderdanigst Forestilling.

I Overeensstemmelse med hvad Grev Bismarck udtalte til Kammerherre Quaade, da denne afgav det efter Deres Majestæts Allerhøieste Resolution affattede Svar paa den i Begyndelsen af denne Maaned ved Herr v. Heydebrand her skete mundtlige Meddelelse, begjærte den preussiske Gesandt en Sammenkomst med mig i Tirsdags [ɔ: 28. Maj], i hvilken han forelæste den i Afskrift allerunderdanigst vedlagte Depesche fra den preussiske Ministerpræsident. Da Herr v. Heydebrand ikke var bemyndiget til mundtligen at fuldstændiggjøre denne Meddelelse ved nogen yderligere Bemærkning, og jeg selvfølgelig forbeholdt den kongelige Regjerings nærmere Afgjørelse, hvorledes Svaret vilde blive, var vor paafølgende Samtale kun kort og mindre betydende.

Paa Herr v. Heydebrands Spørgsmaal, om jeg ønskede at erholde Copi, svarede jeg, at jeg selvfølgelig maatte sætte megen Priis paa at have et skriftligt Grundlag for Sagen, og jeg tilbageholdt ikke Udtrykket af, at jeg allerede ved min forrige Samtale med ham havde savnet Iagttagelsen af denne Form.

Angaaende Skrivelsens Indhold indskrænkede jeg mig til at bemærke, at man forekom mig i Berlin ikke rigtigt at have opfattet min Instruction til Kammerherre Quaade og mine Udtalelser til Herr v. Heydebrand; thi jeg havde netop ikke tilbageholdt den Anskuelse, at særlige Garantier for de tydske Beboere i den Deel af Slesvig, som eventuelt vilde blive afstaaet, vilde frembyde de største praktiske Vanskeligheder, saalidet som deres Nødvendighed ogsaa havde været forudseet i Pragerfreden som Betingelser for Tilbagegivelsen. Men navnlig havde det været mig en Overraskelse at see, at Grev Bismarck fremdeles vilde skyde Byrden af at gjøre Forslag til deslige Garantier over paa den danske Regjering. Saaledes som Sagen stillede sig for mig efter Gjennemlæsningen s. 448 af Depeschen, kunde jeg ikke fordølge mig, at der kun syntes at være ringe Udsigt til, at disse Forhandlinger vilde føre til det Resultat, som den danske Regjering alene kunde modtage, nemlig Tilbageerhvervelsen af Nordslesvig, uden at dertil knyttes Betingelser, som kunde medføre Farer for vor fremtidige Existents og virke forstyrrende ind paa de venskabelige Forhold, som vi i saa høi Grad ønske at sikkre ligeoverfor Preussen.

Herr v. Heydebrand bemærkede, at han fuldkomment samstemmede med mig i min Opfatning af Formaalet, og at han ligesom jeg forudsaae store Vanskeligheder for disse Forhandlinger. Ligesom nu de Danskes Klager løde fra Slesvig, saaledes vilde senere de Tydskes Klager i de tilbagegivne Districter kunne udøve en uheldig Indflydelse paa det indbyrdes Forhold mellem de to Regjeringer. Han spurgte derpaa, om Kammerherre Quaade maaskee mundtligen af Grev Bismarck havde faaet nogen nærmere Oplysning, end Depeschen indeholdt angaaende Spørgsmaalet om det Omfang, Preussen vilde give den eventuelle Landsafstaaelse, hvortil jeg svarede, at ved denne ligesom ved tidligere Leiligheder havde Grev Bismarck fremhævet Umuligheden af Tilbagegivelsen af Als og Dybbøl som Følge af den Maade, Kongen stillede sig til dette Spørgsmaal. Herr v. Heydebrand bemærkede hertil, at denne saavel som den militaire Opfatning af dette Spørgsmaal vare ham vel bekjendte, og det var hans Overbeviisning, at Ministerpræsidenten i disse Forhold vilde møde en uovervindelig Modstand, om han end selv maatte være tilbøielig til at see Sagen anderledes. —

Ligeoverfor denne nye Meddelelse fra det preussiske Cabinet forekommer der mig at være Valget mellem to Veie, som kunne følges med Hensyn til Maaden, hvorpaa den kongelige Regjerings Svar gives, idet jeg iøvrigt med Hensyn til dettes Hovedtanke tør henholde mig til de Grundbetragtninger, hvorpaa jeg allerede har havt den Ære at modtage Deres Majestæts Allerhøieste Approbation under 10de d. M.

s. 449 Forinden Svaret afgives i Berlin, kunde den kongelige Regjering søge paany og formeligen at forsikkre sig om, at de venskabelige Magter billige, at der svares i den paatænkte Retning. Det er øiensynligt, hvor stor Fordeel der vilde være forbunden med, at en saadan Sikkerhed i Forveien var tilstede; thi jeg maa meget befrygte, at den preussiske Regjering Intet ønsker hellere end at kunne give Sagen Udseende af, at det er os, som gjøre unødige Vanskeligheder, og heri at kunne søge et Paaskud for at lade hele Sagen falde, og jeg er ikke ganske sikker paa, at det ikke maaskee endog kunde convenere nogen af de venskabelige Magter at gaae ind paa denne Anskuelse, idetmindste til en vis Grad. Men paa den anden Side anseer jeg det for at være muligt, om end vistnok ikke sandsynligt, at man fra en eller anden Side kunde besvare en directe Forespørgsel af os paa en Maade, der mere var dicteret af det vedkommende Cabinets egen Interesse end egentlig af Hensynet til, hvad der virkelig vilde tjene Danmarks Vel, og det vilde da være den kongelige Regjering vanskeligere ikke at tage et større Hensyn til deslige Raad eller Insinuationer, end de i og for sig fortjente. Men til denne Betragtning slutte sig dernæst andre. Det forekommer mig allerunderdanigst, at det stemmer mere med Deres Majestæts Værdighed i en Sag af denne Beskaffenhed, hvor den kongelige Regjering bedre end no- gensomhelst fremmed er istand til at bedømme, hvad Følger deslige internationale Garantier vilde medføre for Rigets Fremtid, ogsaa selvstændigt og uden at faae Udseende af at lade sin Dom herom afhænge af Andre at bestemme sin Optræden. Endelig have vi ogsaa saavel tidligere som navnlig ogsaa i den seneste Tid modtaget tilstrækkeligt bestemte Udtalelser fra de fremmede Regjeringers Side til at kunne betragte os som forsikkrede om, at de fuldstændigt vurdere Vanskelighederne ved deslige Garantier, naar vi skulde give dem til Preussen. Alle disse Hensyn lede mig saaledes til allerunderdanigst at foreslaae Deres Majestæt at vælge den s. 450 anden Vei, navnlig strax at svare Preussen, men samtidig confidentielt at meddele Cabinetterne den sidste preussiske Depesche, samt den kongelige Regjerings afgivne Svar, ved hvilken Leilighed det da vilde kunne tilføies, at vi i tidligere Udtalelser af det paagjældende Cabinet have tilstrækkelig Borgen for, at det tilfulde erkjender og billiger den kongelige Regjerings Holdning i denne Forhandling.

29

Hvad selve Svaret angaaer, forekommer det mig allerunderdanigst fremfor Alt at være nødvendigt, at vi ikke faae Udseende af at afbryde de paabegyndte forberedende Forhandlinger — hvad man ogsaa navnlig fra engelsk Side bestemt har fraraadet os —, medens vi dog tillige selvfølgelig maae søge at undgaae Alt, som kunde benyttes af Preussen som en Indrømmelse af, at vi kunne og ville afgive saadanne internationale Garantier, som man gjerne vilde indvikle os i.

Gangen i Svaret vilde derfor efter min allerunderdanigste Formening omtrent kunne blive følgende. Den kongelige Regjering har erklæret sig fuldt beredt til at indlade sig i Forhandlinger med Preussen angaaende Udførelsen af Pragerfredens Art. V. Efter dens Opfatning havde denne Bestemmelse vistnok ikke gjort Tilbagegivelsen til Danmark af de nordslesvigske Districter afhængig af andre Betingelser end Befolkningens egne Ønsker. Da imidlertid Grev Bismarck i den mundtlige Udtalelse, som Herr v. Heydebrand gjorde mig den 7de d. M., omtalte yderligere Betingelser af en meget indgribende Betydning, havde den kongelige Regjering i sit inderlige Ønske om at gjenforene disse Dele af Slesvig med Danmark fundet tilstrækkelig Grund til at søge, saavidt det var den muligt, at berolige Grev Bismarck i den Retning, i hvilken han lod til at befrygte uheldige Virkninger af Tilbagegivelsen. Det maatte derfor være den kongelige Regjering meget magtpaaliggende at komme til fuldstændig Klarhed herom ved i besterntere Form at lære Grev Bismarcks Forlangender i denne Henseende at kjende. Naar s. 451 denne imidlertid fremdeles fastholder sit tidligere udtalte Ønske om først at erfare den kongelige Regjerings Anskuelse om, hvorledes den troer at kunne give de tydske Reboere i de eventuelt afstaaede Districter den Sikkerhed, som de have Krav paa, vil det danske Cabinet vistnok ikke tilbageholde sin Opfatning af dette Spørgsmaal. Den kongelige Regjering nærer ingensomhelst Tvivl om, at de mellem de to Stater allerede bestaaende Traktater, i alt Fald naar de tilsvarende Restemmelser i Wienerfreden udvides til ogsaa at gjelde om de tydske Beboere i de Dele af Slesvig, om hvilke der nu vilde være Spørgsmaal, yde disse al den Sikkerhed, som i saa Maader kan behøves. Thi ligesom det ikke er bekjendt, at nogen Klage er fremkommen fra tidligere slesvigske Districter over den kongelige Regjerings Fremfærd, saaledes er det en almindelig Erfaring, at Tydskere her i Kongeriget nyde alle de Rettigheder og Friheder, som de kunne ønske, hvad enten de bestemme sig til definitivt at nedsætte sig her, eller de kun temporært ernære sig her ved deres Arbeide. Men medens yderligere og detaillerede Garantier saaledes vise sig ikke at udkræves, vilde de derimod i fuldt Maal tjene til at fremkalde idelige Conflicter mellem de to Regjeringer og let kunne virke forstyrrende ind paa det venskabelige Forhold til Preussen, som den kongelige Regjering sætter en høi Priis paa at bevare.

Vi tør haabe, at Grev Bismarck vil vurdere Oprigtigheden af denne Betragtning af den kongelige Regjering og i Forvisningen om, at denne selv vil have den største Interesse af at knytte alle sine Undersaatter til sig saa stærkt og inderligt som muligt, vil finde tilstrækkelig Anledning til ikke at insistere paa yderligere Garantier, der, saaledes som den kongelige Regjering idetmindste for Tiden alene formaaer at see dem, og som de maae stille sig for den efter de hidtil modtagne Antydninger, ikke vilde kunne gives af den.

I Henhold til Ovenstaaende tillader jeg mig i dybeste Underdanighed at andrage paa:

29*

s. 452 at det Allernaadigst maatte behage Deres Majestæt at bemyndige mig til at besvare Herr v. Heydebrand’s Meddelelse af 28de d. M. paa den angivne Maade og derom confidentielt at underrette Cabinetterne i St. Petersborg, London, Paris os Wien.

Udenrigsministeriet, 31. Mai 1867.

Allerunderdanigst
C. E. Juel-Vind-Frijs.

Indstillingen bifaldes.

Amalienborg Slot, 31. Mai 1867.

Christian R.